Miraklernes tid

Jeg er far til en dreng med diagnosen ”infantil autisme”. Han er ni år i dag, og han er den elskeligste og gladeste dreng. Han sætter sit helt eget præg på vores familie med sin egen skæve tilgang til sine omgivelser og livet i almindelighed. Han er forgudet at sine brødre og er en konstant kilde til overraskelse og glæde. Nøjagtigt lige som vore to normalt fungerende drenge, hvis der findes noget sådant.

Når det så er sagt, så er livet med en autist i familien ikke lutter lagkage. Han kan stadig få et raserianfald, når verden ikke indretter sig efter hans behov. Alt handler om ”for evigt” eller ”aldrig”. Der er aldrig tale om en gylden middelvej. Når vi spiser morgenmad, spørger han med munden fuld af mad, hvad vi skal have til aften. Han er først tilfreds, når jeg har gentaget aftenens menu tre gange. Det er aldrig nok at give ham en oplysning en gang. I modsætning til mange andre børn med autisme, er det heldigvis faktisk muligt for os at afvige fra den daglige rutine, uden at han går i selvsving. Prisen er bare, at der bliver stillet hundredvis af spørgsmål. Når han har fået svar på dem alle sammen, starter det hele forfra igen. Det kan godt være lidt trættende. Specielt når vi lige er ankommet til et ferieresort under de sydlige himmelstrøg, og så ungen allerede første dag spørger om, hvornår vi skal hjem.

Der er selvfølgelig også alle særinteresserne. Lige for tiden handler alt om ambulancer og Falck køretøjer. I foråret var vi en tur i Sverige. På vejen hjem, og på det tidspunkt, hvor vi var aller længst væk fra alting, punkterede vi. Til det meste af familien store ærgrelse, men til min autistiske søns store glæde. Nu skulle der jo ringes til Falck. Det nyttede ikke noget, at jeg forsøgte at forklare ham, at det sikkert ikke var en Falck bil, der ville hente os, selv om jeg ringede til Falck. Vi var jo trods alt et godt stykke oppe i Sverige. Uden for lands lov og ret. Den forklaring sked han på. Når man ringede til Falck, så kom der også en Falck bil. Hvad skete der? Der kom sgu en Falck bil, helt derude i den svenske ødemark. Feriens ubetingede største oplevelse. For min søn vel og mærke. At vi kom for sent til færgen, måtte betale tusindvis af kroner for reparation af bilen og leje af hotel værelse i Göteborg, havde ingen betydning overhovedet. For han kom ud at køre i en Falck bil.

I år har vi tilbragt 14 dage af vores ferie i mine forældres sommerhus på Samsø. Høj solskin, gode venner, rødvin og mad på grillen. Vi har rigtig slappet af og hygget os. Noget som vi danskere er verdensmestre i. En gang i mellem kan jeg godt gå hen og glemme, at min mellemste søn er autist. Der er så mange ting, som han gør rigtig godt. En stille irritation kan i et ubemærket øjeblik komme snigende. Alle de evindelige spørgsmål og rutiner kan pludselige begynde at slide på mine nerver. Sidst på ferien var jeg blevet fanget i irritationsfælden. Jeg gik og skældte ud, sådan lidt på må og få. Alle drengene fik en tur med jævne mellemrum.

Vi skulle hjem lørdag den 13. august. Natten til fredag kommer min ældste søn farende ind i vores soveværelse. ”Far, far, vågn op. Der er noget galt med Jesper”. Han havde godt nok haft lidt feber om aftenen, men ikke noget alvorligt. Jeg springer ud af sengen, og løber ind på drengens værelse. Jesper er gået i kramper. Hele hans krop spjætter ukontrollabelt. Jeg løfter ham ud af sengen, og går hurtigt ud i stuen, hvor der er køligere og mere plads.

Jeg må lige indskyde en lille præsentation af mig selv, som måske lyder lidt pralende, men som er vigtig for historiens pointe. Jeg har sort bælte i amerikansk militær karate, og jeg har dyrket vægttræning det meste af mit liv. I skrivende stund er min vægt 95 kg rent kød. Jeg kan løbe 5 km på lige omkring 20 min, hvilket er udmærket. Min vægt taget i betragtning. Jeg har en god uddannelse, og jeg har sagt ”ja” til de mest umulige  lederstillinger. Jeg har løst opgaverne med succes, når jeg selv skal sige det. Jeg har aldrig haft problemer med at finde modet til at løbe en risiko, hverken når jeg står offpiste ski ved polarcirklen, eller i mit professionelle liv. Mit motto er: ”Viden er handling”. Jeg ser mig selv som lidt af en helvedes karl, eller det gjorde jeg.

Jeg sidder altså der i stuen med min søn i armene. Hele hans spinkle krop er stiv som en pind, og kommer med ufrivillige krampetrækninger. Jeg forsøger at fange hans blik, men drengens øjne kigger fastlåst skråt op til venstre. Han er våd af sved. Den rene angsts klamme hånd klemmer mit mellemgulv sammen, og jeg mærker panikken komme væltende ind over mig. Han forsvinder ind i sig selv, tænker jeg. Jeg får ham aldrig at se igen. Jeg hører min egen stemme kalde hans navn, mere og mere desperat. Jeg er hjælpeløs og grebet af en navnløs rædsel. Al min styrke, al min handlekraft og al mit vid. Det er ikke nok. Jeg kan ikke redde ham. Aldrig i hele mit liv har jeg følt mig så hjælpeløs, nøgen, sårbar og handlingslammet. Alt mister sin betydning. Verden skrumper ind. Der er kun min kærlighed til min søn tilbage. ”Væk mor”, råber jeg til min ældste søn. Da min kone kommer ind, er kramperne ved at fortage sig. Hun giver sig med det samme til at massere hans fødder. Jeg får kontakt med ham. Jesper kommer til sig selv igen – det var ”kun” feberkramper, noget han aldrig før har haft. Lettelsens glæde er ubeskrivelig. Det hele har sandsynligvis ikke taget mere end tre minutter. På det korte tidsrum har jeg følt min verden styrte sammen, for i næste øjeblik at genopstå fra asken, som ved et mirakel. Den næste dag er jeg grådlabil hele dagen og meget stille. Jeg må redefinere hele min opfattelse af mig selv.

Jeg er nøjagtig lige så sårbar som alle andre. Livet kan være skrøbeligt, og derfor er det så uendeligt dyrebart. Nogen gange kan det føles, som om verden er af lave. Den amerikanske kreditværdighed nedjusteres, væksten i Danmark er stagneret, global opvarmning, sult i Afrika og resurse knaphed. Det er, når alt kommer til alt, bare ikke noget jeg kan gøre noget ved. Udover at bekymre mig til døde. Jeg vil værdsætte dem, som jeg elsker. Jeg vil bestræbe mig på at være mere til stede i nuet. Livet er for kort til at gå og irritere sig over alt muligt. Jeg kan ikke bære ansvaret for hele verden på mine skuldre, men jeg kan feje foran min egen dør og tage ansvaret for mit eget liv. Jeg vil tage ansvaret for at den del af verden, som jeg har indflydelse på bliver bedre. Jeg ved, at miraklernes tid ikke er forbi.

Udgivet i Far og søn(er) | 6 kommentarer

Tillid + samarbejde + ansvar = detailregulering?

Chefredaktøren fra ”Ugebrevet Mandag morgen”, Erik Rasmussen, har sammen med flere andre mennesker med politisk indsigt, interesse og engagement stiftet et nyt parti: ”Fremtidens Danmark”. Man kan ganske vist ikke stemme på partiet ved det kommende folketingsvalg. Partiet er nemlig et eksperiment, der er sat i verden for at ”kvalificere den politiske debat i det afgørende valgår 2011”. En række af ”partimedlemmerne” har analyseret nationer, der kunne betegnes som velfærdsstater. Formålet med analysen var at lokalisere de særkender, der skulle sikre fremtidens velfærd i de respektive lande.

I Finland var det teknologien, i Sverige var det deres evne til at skabe multinationale selskaber, Norge havde deres olie osv. Endelig kom turen til vor fædreland, Danmark. Man diskuterede emnet indgående. Det var ikke så lige til at finde ”det”, der skulle kunne gøre, at Danmark kunne gøre sig gældende på det globale marked i fremtiden. Efter mange undersøgelser og vurderinger, mente gruppen af eksperter, at de havde fundet Danmarks særkende. Det var tilliden til hinanden, som Danmark skulle udnytte. Tilliden gjorde det muligt at arbejde sammen på tværs af faggrænser og derved udtænke konceptløsninger på globale udfordringer. Jeg nævner i flæng: Fødevaremanglen, vandmangel, bæredygtig energi, klimaforandringer ect. Tænk hvis vores lille land kunne finde løsninger på alle de uoverskuelige problemer, bare fordi vi har tillid til hinanden. Det er en helt igennem smuk tanke. Ja, jeg kan ligefrem mærke at mit hjerte svulmer i brystet. Det ville kunne sikre velfærden for mine børn og fremtidige børnebørn.

Forskeren, Niels Åkerstrøm Andersen mener, at han har lokaliseret ”noget” i den offentlige ledelse, som han betegner som ”ledelse i kærlighed”. Det handler ikke om, at alle skal gå rundt og elske hinanden. Nej, det handler om ledelse på kærlighedens præmisser. En grundlæggende præmis for kærligheden er ifølge Åkerstrøm, at de elskende deler den samme omverdensforståelse. I ledelsesmæssige sammenhæng udmønter det sig i værdiggrundlag, mission og vision. Alle kender præmissen for samarbejdet, alle ved hvad organisationen laver, og alle ved, hvor hele virksomheden er på vej hen. Formålet med det er, at lederne kan give medarbejderne mulighed for at tage ansvar. Det forudsættes nemlig, at medarbejderne kan tage de rigtige beslutninger, fordi de er bevidste om værdier, mission og vision. De kan altså foregribe organisationens ønsker og behov, næsten inden den selv ved det. Nøjagtig ligesom et kærlighedsforhold. F. eks.: Konen står klar med avis, slippers og ynglings piben, når manden kommer træt hjem fra arbejde ;-)  Medarbejderens opgave er så at gribe ansvaret, når det tilbydes.

I skarp kontrast til de ædle tanker om tillid, samarbejde og ledelse i kærlighed står statens detailregulering  af love og forordninger. Hverken tillid eller ansvar passer sammen med detailregulering. Det er, set med mine øjne, lige så uforeneligt som olie og vand. Det efterlader ingen plads til det personlige fagprofessionelle skøn i den enkelte sag. Alle borgere skal nemlig behandles ens, uanset om man er ung eller gammel, tyk eller tynd, rig eller fattig, stærk eller svag, udadvendt eller indadvendt. Den respektive embedsmand kan bare slå op i sin manual og læse sig til, hvordan sagen skal behandles uden hensyntagen til det menneskes livssituation, som sidder overfor.

Nu presser der sig så et spørgsmål på. Hvorfor er de der, detailreguleringerne? Er det fordi, at staten ikke har tillid til dem, som skal forvalte lovene, og derfor føler, at de bliver nød til at sikre sig, at loven tolkes som den var tiltænkt? Er det fordi, at lederne eller politikkerne ikke vil afgive noget af ansvaret, af skræk for at de skulle miste magten? Kan det være, at medarbejderne simpelthen ikke ønsker at tage et personligt ansvar for det arbejde, de udfører? Kunne det tænkes, at det hele er ved at være så komplekst, at det simpelthen er umuligt at bevare overblikket? Ingen ved længere, hvad de laver og hvorfor, eller hvor vi er på vej hen? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at detailreguleringerne ikke bliver lavet for sjov skyld. De er der af en årsag. Jeg har bare svært ved at gennemskue det. I hvert fald kan jeg ikke få regnestykket til at gå op.

Udgivet i Mand og samfund | 4 kommentarer

Oplysning eller formidler af frygt?

Jeg kan huske, da der var optræk til generalstrejke i kongeriget Danmark i sidste halvdel af halvfemserne. Angsten for fødevaremangel bredte sig som en steppe ild over det ganske land. Tænk hvis vi skulle opleve at gå sultne i seng, fordi der simpelthen ikke var mad på hylderne i forretningerne. Fagforeninger og arbejdsgivere var med sikkerhed klar til at tage landets befolkning som gidsel i de sammenbrudte overenskomstforhandlinger.

Jeg boede på det tidspunkt i Herning. En dag, hvor angsten for sultedøden for alvor havde fået tag i danskerne, var jeg nede i Føtex for at handle ind til aftensmaden. Jeg kom forbi køledisken med mejeriprodukter og gær. Jeg så, at en nydelig dame – med pels og Gucci-taske over skulderne – tømte  bakken med gær ned i sin indkøbskurv. Bag ved hende stod en ældre dame som noget forsagt spurgte, om hun ikke bare måtte få en pakke gær, så hun kunne bage boller sammen med sit barnebarn. Pelsdamen vendte sig bare om og gik sin vej, mens hun ud af mundvigen gjorde den ældre dame opmærksom på, at hun kom først. Senere på dagen hørte jeg, at der blev pushet gær inde på hovedbanegården i København. Vor hovedstad var tørlagt for gær. Driftige folk havde fundet ud af, at der kunne tjenes penge på galskaben, og i formummet tilstand sneg de sig rundt og tilbød de rejsende gær til uhyrlige priser.

Hvorfor det lige var gær, som dele af befolkningen kastede sig over, fandt jeg aldrig rigtigt ud af, men det havde vist noget at gøre med muligheden for at bage brød. For mit eget vedkommende ville jeg nok have hamstret mel, og så fremstillet noget surdej, men sådan er vi jo forskellige. I øvrigt undrede det mig, at der var så mange, der ikke vidste, at regeringen ville skride ind med et lovindgreb, inden vore børn slæbte sig udsultet rundt i stuerne, og vi begyndte at æde hinanden.

Jeg kan også huske Tjernobyl ulykken, og denne gang var det jod, som stod for skud for lignende hysteri. Man kan måske argumentere for, at risikoen for stråling var – når alt kom til alt – til at få øje på, men alligevel. Kina-syndromet var på alles læber. Det var noget med, at kernereaktoren blev så varm, at den smeltede sig ned gennem planeten for at dukke op på den anden side af jorden! Rædselsbilleder af Hiroshima og Nagasaki pustede til hysteriet og frygten. For at sætte det lidt i perspektiv, så synes jeg lige, at vi skal gøre tabstallet op for Tjernobyl. Halvtreds mennesker er omkommet som en følge af den uoverskuelige katastrofe.

For nylig kom jordskælvet i Japan så marcherende ind på hitlisten af hotte nyheder. Til Japanernes ulykke, til de globale og landsdækkende mediers jubel og til vor forfærdelse. Til min alle steds nærværende undren, så hører vi ikke særligt meget om de tusinder af mennesker, der mistede livet under rystelserne. Vi hører heller ret meget om de titusinder af mennesker, der står uden tag over hovedet. Næh, nej. Det bliver jo hurtigt til en gammel nyhed, og der jo grænser for, hvor længe man kan koge suppe på lig og folk, der roder i ruinerne af deres hjem efter ejendele. Heldigvis er der, af asken, opstået en meget federe suppehøne. Et nyt A-kraft værk, hvor kølesystemet til reaktoren er brudt sammen. Den er der kød på. Nu kan alverdens medier hive alt, hvad der kan krybe og gå ind af eksperter på kernekraftområdet og sætte dem til at spekulere over de mulige og værst tænkelige scenarier ved ulykken. Den ene tankeprut efter den anden om katastrofale konsekvenser spreder igen sin stinkende hørm af irrationel frygt blandt befolkningen, og frygt, det er noget, der sælger aviser og det får folk til at skifte kanal.

Lige som japanerne begynder at få kontrol over A-kraftværket, beslutter det internationale samfund sig så for at give Gadaffi på hattepulden nede i Libyen. I egenskab af afdanket velfærdsstat kaster det danske folketing  landet ud i endnu en krig i humanismen og retfærdighedens hellige navn i et land tusinder af kilometer væk. Danske jagerpiloter brænder millioner af skattekroner af over libysk luftrum, mens regeringen med den anden hånd sparer på undervisningen af vore børn, og skærer ned på velfærden, samt pålægger borgerne en forhøjet skjult skat i form af stigende vandafledningsafgifter, der løber op i samlet set 500 millioner kroner.

For mit eget vedkommende er jeg træt af at skulle tage stilling til hele verdens problemer. Dermed er det ikke sagt, at vi skal ikke skal hjælpe mennesker i nød, hvor det er muligt. Jeg synes bare, at det må være rimeligt, at medierne udviser mere ansvar i forhold til, hvad de retter borgernes fokus mod. Med magt kommer ansvaret for at forvalte denne magt. For tiden syntes jeg, at det eneste, det drejer sig om, er at formidle frygt, så der kan erobres seertal og langes aviser over disken.

Udgivet i Mand og samfund | 2 kommentarer

Barnemord og selvhad

For et stykke tid siden smæskede landets medier sig i historien, om faderen der havde myrdet sine egne børn. Det var en af de gange, hvor virkeligheden overgik fantasien i menneskelig elendighed og tragedie. Af indlysende årsager har jeg ikke kunnet slippe det faktum, at der findes mennesker eller fædre nærmere betegnet, der kan finde på at slå deres egne børn ihjel. Jeg er jo selv far, og jeg mærker dagligt den betingelsesløse kærlighed til mine sønner. Selv de dage, hvor de er komplet umulige og de fiser rundt i huset, og centrifugalkraften får dem til at løbe på væggene, går irritationen hurtigt over, og vreden forsvinder lige så hurtigt, som den er kommet. Jeg tror, at årsagen til, at tragedien bliver ved med at vende tilbage, er den, at det er en handling, som jeg simpelthen ikke har kunnet forstå.

Jeg har diskuteret hændelsen ved flere lejligheder, og der er ingen tvivl om, at mandens handling møder fordømmelse over hele linjen. Folk nærmest kappes om at finde på unævnelige metoder til afstraffelse af morderen. Grundlæggende er vreden mod faderen et udtryk for, at langt de fleste mennesker overhovedet ikke kan fatte logikken i handlingens uhyrlighed. Inklusiv mig selv. Derfor er det eneste, der står tilbage hadet og hævnen. Det giver bare ikke den fjerneste forklaring på, hvad der bringer en mand derhen, hvor han slår sine egne børn ihjel.

Den nemmeste udlægning er at påstå, at han simpelthen slog dem ihjel for at straffe sin kone for at forlade ham. Hvis den forklaring skulle holde, så ville det indebære, at han efterfølgende skulle rette geværet mod sig selv og gøre en ende på sit eget liv. Det gjorde han ikke. Han gjorde et forkølet forsøg på at tage livet af sig selv ved at sluge en håndfuld piller. Ganske vist lider hans kone nu over tabet af sine børn, og jeg vil ikke engang kunne begynde at sætte mig ind i dybden af hendes sorg. Når det så er sagt, så er det ikke hende, der har slået dem ihjel. Hun er objektivt set uden skyld i deres død. Til og med har hun et klart mål for sit had. Hun kan rette det ud ad mod børnenes morder, for det er, hvad han er nu. Ikke andet end børnenes morder.

Manden derimod: Han skal leve videre med den uomtvistelige sandhed, der siger: Du har slået dine egne børn ihjel. Når vi nu snakker om straf, så har jeg svært ved at finde på en værre straf end denne. Personligt vil jeg sidestille denne straf med at brænde op i helvede. Jeg tør ikke engang at prøve på at forestille mig den altfortærende skyld, han må føle hver eneste af døgnets timer. Velfortjent vel og mærke. Så hvis vi nu tager de briller på, hvem er det så, han i virkeligheden straffer? Han blæste jo ikke hjernen ud på sig selv, og lod moderen stå alene med sorgen uden nogen at hade. Nej, han overlevede, så han kunne leve videre med skylden, fordømmelsen og straffen.

Nå, men for at komme tilbage på sporet, så handlede det om, at jeg har forsøgt at finde en form for forståelse for en uforståelig handling. Jeg er søn af en mand, som er naturfaglig til fingerspidserne. Jeg kan huske, at jeg som ung mand diskuterede meningen med livet med min far. Set ud fra mine øjne var livet uendeligt kompliceret og uendeligt spændende, men set ud fra min fars øjne var verden enkel og ligetil. Han sagde: Martin, den grundlæggende mening med livet er at videreføre sine gener. Det er det, der har sikret arten homo sapiens overlevelse. Punktum. Om ikke andet, så bidrager det i hvert fald til at forstå uforståeligheden. At en mand ødelægger den grundlæggende mening med livet ved at dræbe sit afkom og forhindre videreførelsen af sine egne gener, det er uforståeligt. Kan det være her, forklaringen ligger? Er det, som en forfærdet offentlighed har været vidne til den ultimative erklæring? En mand der med sin tragiske grusomhed fortæller verden: Jeg er intet værd, og se bare, I er i jeres fulde ret til at hade mig.

I hvert fald er det efter omstændighederne den eneste forklaring, jeg kan få til at give mening og finde en form for medlidenhed og forståelse i mig selv for en broder i kønnet, der i skrivende stund brænder i sit eget velfortjente helvede.

Udgivet i Mand og samfund | 2 kommentarer

Værdiskred?

 

I søndags var jeg på vej ned og handle ind til kommende uge. Jeg tændte for radioen i håb om, at en eller anden frekvens spillede en melodi, som jeg kunne nynne med på. I stedet fangede mit øre en kanal med reklamer. Under normale omstændigheder ville jeg omgående søge videre i æteren, hvis ikke lige, at dét, som blev afspillet i samme øjeblik, var en reklame for en ny dating site på nettet.

I første omgang troede jeg, at det var en joke. Det kunne simpelthen ikke passe. Jeg blev dog hurtigt klar over, at reklamen var ment i ramme alvor. Kort sagt henvendte den sig til mennesker, som lever i et fast parforhold, men som af den ene eller den anden årsag ikke føler sig elsket, værdsat eller blot keder sig. Disse personer blev opfordret til at logge på sitet: http://www.victoriamilan.dk, og finde sig en elsker under mottoet ”Gør livet levende – ha’ en affære”. Det skulle være løsningen på problemer i parforholdet!!  

Jeg opfatter mig selv som rummelig, forholdsvis fordomsfri og med en grundlæggende holdning om, at folk må leve deres liv, som de vil, bare det ikke går ud over deres medmennesker. Pludselig tager jeg mig selv i at sidde der i bilen og blive oprigtigt forarget. Tænk at der nu reklameres for hor og ægteskabsbrud. Kald mig gammeldags, reaktionær og forstokket. Jeg tager det hele på mig, men her snakker vi, set med mine øjne, om et seriøst værdiskred.

Ganske vist befinder jeg mig ikke i en osteklokke, så jeg er udmærket klar over, at utroskab forekommer derude i virkeligheden, men for pokker da, er vi nået dertil, hvor det er mere reglen end undtagelsen? Er det ikke stadigt noget, som foregår i dølgsmål, og rammes den utugtige som oftest ikke af familiens og vennernes fordømmelse, hvis det opdages? Det kan da godt være, at jeg ikke er direkte religiøs, men hallo, hvis man er gift, uanset om vielsen er foregået i kirken eller på rådhuset, så har man givet sin ægtefælle sit løfte, har man ikke? Er det bare nemt og efterhånden socialt accepteret at bryde sit løfte uden at tage hensyn til andet end sin egen kødelige lyst? Tager reklamen bare brydegreb med et længe eksisterende tabu, og er det bare mig, som har sovet i timen og stadig lever efter et middelalderligt værdisæt?

”At elske” er et udsagnsord, altså en handling og noget, man gør. I min bog holder bemærkningen: ”Jeg elsker ikke min kone/mand længere” ikke en meter. Der findes kun et svar: ”Så kom da i gang, for pokker!” Spørg dig selv: Hvilke handlinger foretager man sig, når man forelsket? Jeg tænker ikke bare på sex, men på alle samlivets forhold. Ægteskabet er ikke længere en nødvendig foranstaltning, det er en viljeshandling for begge parter. Det kræver opmærksomhed, konstant vedligeholdelse og hårdt arbejde, men heri ligger skønheden. Kærligheden kan ikke tages for givet. Den er frugten af et fælles mål og en fælles anstrengelse for altid at tilføre situationen ”det”, den mangler.

Hvis man tror, at man kan få kærligheden tilbage i sit eget parforhold ved at lægge al sin energi i en stormfuld affære med et fremmed menneske, så er man kørt ud på et sidespor, og man lægger sine kræfter det helt forkerte sted. Selvfølgelig kun hvis ønsket er at få tilværelsen sammen med sin partner til at fungere. Det kan jo også være, at man bare er en kylling og ikke tør tage fat på de svære samtaler. Personligt kan jeg ikke lade være med at trække en lille parallel til min egen historie. For mig er det da tankevækkende, at jeg bliver vraget til et job i det offentlige, fordi jeg har offentliggjort min kærlighed til min ægtefælle. Oven i købet får jeg en forsiden her i Dagbladet, og mine såkaldte bekendelser vækker både forargelse og vrede i visse kredse. Derimod har jeg ikke hørt et eneste pip om en reklame, der ligefrem opfordrer ægtefæller og folk, der lever i faste parforhold til svig og bedrag. Er det ønskværdigt, at vi dømmer hinanden udelukkende på vore ord og lader vore handlinger gå upåtalt hen, så længe man bare ikke snakker om det?

Udgivet i Mand og samfund | 3 kommentarer

Hvad rager det mig?

Kommunikation kan være vanskelig, selv når man står ansigt til ansigt med den person, som man ønsker at udveksle information med. Problemet er, at vi alle kan betragtes som lukkede systemer, og den eneste adgang, vore medmennesker har til vores eget lille lukkede univers, går gennem sproget, eller hvad? Det er i hvert fald det talte eller det skrevne ord, som tages for pålydende i næsten enhver juridisk sammenhæng, og det er sproget, der i den grad adskiller os fra dyrene.

Men hvad med dem, dyrene altså? De kommunikerer da, gør de ikke? De benytter sig selvfølgelig ikke af ord, men de kommunikerer gennem lyde, adfærd og lugte, så vidt jeg ved. Hvad med os mennesker? Gør vi ikke også det? Jeg tænker på f.eks ironi og sarkasme, har det ikke noget med toneleje at gøre? Hvad med kropssprog og ansigtsudtryk? Vi bruger i høj grad både kropssprog og mimik til at understrege både glæde, sorg, vrede og lettelse, ja hele følelsesspektret kan udtrykkes med krop og mimik. Lugte derimod er en lidt mere tricky affære. Vi vasker os i parfumeret sæbe hver dag, og vi overhælder os med cremer og duftevand. Det sætter den naturlige kommunikation gennem lugtesansen mere eller mindre skakmat. Jeg skal da ærligt indrømme, at det passer mig udmærket, at vi ikke alle sammen går rundt og stinker af gnu. Derfor kan jeg jo godt lege lidt med tanken. Pointen er, at vi kommunikerer langt mere på alle andre måder end gennem sproget, end vi er bevidste om til dagligt. Heri ligger det talte og det skrevne sprogs begrænsning.

Jeg er en af dem, som har taget de nye sociale medier til mig. Specielt Facebook og bloggen er integrerede dele af mit liv. Jeg skriver dagligt om livets små almindeligheder til glæde for nogle, til harme for andre og til latter for nogle helt tredje. Mit udgangspunkt er altid humor og kærlighed, og nogen gange krydret med lidt sure opstød. Grundlæggende betragter jeg selv mine indlæg som ufarligt krydderi på tilværelsen. Det er min personlige opfattelse af de små hændelser her i livet. I langt de fleste tilfælde blive de modtaget af mine læsere og facebook venner, som det var min intention fra starten. Det hænder alligevel, at jeg i den grad bliver overrasket over, hvordan nogle mennesker reagerer på det, jeg skriver. De ser teksten fra en helt anden vinkel. I kølvandet følger harmen, vreden og den lodrette forurettelse. Jeg sidder med åben mund og polypper og fatter ikke helt, hvad der lige er gået galt, før jeg sætter mig ned og læser det, som jeg har skrevet, mens jeg prøver at tolke det med andre øjne. Som regel kan jeg godt se, at det skrevne ord kan tolkes forskelligt, alt efter hvilket udgangspunkt man har, når det læses. Når alt kommer til alt, så mangler det skrevne ord alt det, vi fortæller med vores toneleje, betoning, kropssprog og mimik. Ofte er læseren overladt til sine egne præferencer i forståelsen af det, som læses. Når to mennesker  kommunikerer ansigt til ansigt er 55% kropssprog, 38 % er toneleje, betoning og pauser, og hold nu fast. Kun 7% af al kommunikation er ord, og lige præcis dér ligger de nye sociale mediers begrænsning.

Alle os, som benytter cyberspace til at dele vore glæder, sorger, nederlag og sejre, vi bliver hurtigt vant til det, og tænker ikke altid på, at der stadig er mange mennesker, der ikke er vant til den form for åbenhed. Jeg har spekuleret lidt over, hvad der får mig til at offentliggøre fortællinger fra mit eget liv. Både fordi, der i relation til ovenstående, er en anseelig risiko for, at jeg kan blive misforstået, men også fordi jeg til tider bliver mødt med bemærkningen: ”Hvad rager det mig, om du har været i Sverige, eller hvad du nu går og foretager dig.”

Objektivt set er svaret på disse spørgsmål jo enkelt. ”Jeg gør det, fordi jeg mener at jeg har noget på hjertet, og hvis du ikke er enig, kan du jo bare lade være med at læse, hvad jeg skriver.” Jeg syntes bare, at det er at springe over hvor gærdet er lavest. Derfor har jeg besluttet mig for at prøve at give et mere uddybende svar.

Jeg har en grundlæggende overbevisning om, at vi mennesker ikke er så forskellige, når det kommer til stykket. Jeg tror på, at vi går rundt og slås nogenlunde med de samme udfordringer i hverdagen: Børneopdragelse, parforhold, arbejde, motion, kost, relationer i almindelighed og jagten på vores egen mening med tilværelsen. Når jeg vælger at offentliggøre mine oplevelser og refleksioner, så er det vel et udtryk for et behov, som jeg selv har. Nemlig noget at spejle mig selv i og ad den vej blive klogere på mig selv. Jeg læser selv meget. Lidt selvudviklingslitteratur, en del faglitteratur og rigtig, rigtig meget skønlitteratur. Uanset om det er det ene eller det andet, så må jeg erkende, at når alt fedtet og de fine ord er skåret fra, så leder jeg efter mig selv i den tekst, jeg sidder med. Hvis ikke selvudviklingslitteraturen giver mig nogle svar eller værktøjer, som jeg kan bruge i relation til min egen situation, så mister jeg hurtigt interessen. Giver faglitteraturen ikke værdifuld viden i forhold til lige præcis de opgaver, jeg skal løse, så mister jeg interessen. Kan jeg ikke se mig selv i den hovedperson eller det univers, som forfatteren til en roman folder ud, så mister jeg interessen. Nogle gange bliver jeg inspireret til at gå nye veje, og andre gange bliver jeg bekræftet i, at jeg gør det rigtige, og så er der de gange, hvor jeg bliver enig med mig selv om, hvordan jeg ikke vil gøre tingene i forhold til mine egne udfordringer og eget liv.

 Jeg tror, at det er noget af det samme, der gør sig gældende, når man vælger at læse det, jeg skriver. Nogen gange bliver man inspireret, andre gange kan man genkende noget fra sit eget liv, og så er der de gange, hvor man bliver opmærksom på, hvordan man ikke vil gøre tingene. Personligt føler jeg mig privilegeret, når mennesker – både mine nærmeste og dem som jeg næsten kun kender gennem cyberspace – deler deres oplevelser med mig. Set med mine øjne er hvert liv, der leves, unikt, og jeg har endnu ikke kunne konstatere, at dem som har valgt at dele ud af deres erfaringer ikke har beriget mit eget liv. Til alle jer ”out there” om det er på Facebook eller på min blog … Tak!

Udgivet i Mand og sind | Skriv en kommentar

Røget medister, stuvet spinat og grønne ting i maden

Jeg kan huske, da jeg var dreng og kom hjem fra en af mine utallige fritidsaktiviteter, skrub sulten og nærmest rystende af forventning over at skulle have aftenens menu bekendtgjort. Jeg kan også huske den kolossale skuffelse, grænsende til akut depression, når jeg fandt ud af, at den stod på stuvet spinat og røget medister. En mere ulækker form for kulinarisk tortur kunne jeg ikke i min vildeste fantasi forestille mig. Ikke desto mindre, valgte min kære mor alligevel at pine min spæde drengegane med en ret, som jeg var sikker på var kreeret af ”den ondes” kok for at påføre de fordømte maksimal lidelse. Min hustru kan fortælle lignende historier om hvidkålsrouletternes helvede. Faktisk er det min påstand, at der er mange mennesker, som bærer rundt på mareridtsagtige beretninger og fortvivlende fortællinger fra barndommens aftensmadsseancer.

Da jeg blev ældre, kan jeg huske, at jeg spekulerede en del over, hvad der fór igennem hovedet på min mor på de dage, hvor hun valgte lige præcis den ret af alle retter i verden, når hun skulle bestemme sig for, hvad der skulle stå på bordet til aftensmaden. Var det sådan, at hun tænkte: ”I dag tror jeg, at jeg vil genere mine børn mest muligt. Den skal stå på røget medister og stuvet spinat, så kan de lære, hvor godt de har det til dagligt”. Eller var hun nogen gange bare ond i sulet, og havde lyst til at lade det gå ud over nogen, og hvorfor så ikke hendes børn? Måske handlede det bare om, at hun tænkte: ”Ja, det kan godt være, at de ikke kunne lide det sidste gang, men mon ikke at det har ændret sig siden, så jeg tror, jeg prøver en gang til.” Jamen det enkleste i verden ville da være at spørge os børn, om vi syntes det var en god ide. En ting ville være sikkert, hun ville få et oprigtigt svar.

Jeg har siden diskuteret emnet med min mor, og hun havde slet ikke den samme erindring om helvedes-retten, hverken i forhold til hvor tit den blev serveret eller årsagen til, at den blev stillet på bordet. Hun kunne bare godt lide maden, guderne må vide hvorfor, og havde en gang i mellem lyst til sætte tænderne i en røget medister syltet ind i stuvet spinat. Det kan man jo ikke klandre hende. Der findes folk med hang til mere perverse udfoldelser end det. Jamen, kunne hun da slet ikke huske, hvor megen gråd og tænders gnidsel denne menu forårsagede. Næh, det kunne hun faktisk ikke, men jo, hun kunne da godt huske, at det ikke var vores livret. Hermed døde det korstog for oprejsning på barndommens slagmark.

Nu er jeg selv blevet forælder, og jeg har åbenbart ikke lært det fjernest af mine egne fortrædeligheder. Jeg ved med et hundrede procent sikkerhed, at min mellemste søn ikke kan lide grønne ting i maden. Grøn peber, agurker, forårsløg, porrer og lignende er bandlyste ingredienser, hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om en nogenlunde familieidyl ved aftensmaden. I hvert fald skal jeg lave en separat menu til ham, hvis jeg mener, at resten af familien ikke skal undvære disse grønsager i den ret, jeg har valgt at servere. Trods det, at det er en længe fastslået sandhed her i huset, så hakker jeg, med den største selvfølgelighed, to porrer på et håndleds tykkelse op, og smider dem i æggekagen, som familien skal nyde ved fællesskabets arne her til aften. Jeg bliver retfærdigt mopset, da ungen brokker sig over maden. Jeg bliver vred, da han begynder at pille i maden, og som kronen på værket sender jeg drengen i seng, da han ikke vil spise maden. Der bliver ikke vekslet mange ord under det måltid, for far, han er sur, er han.

Du ryster sikkert på hovedet nu, og det samme gjorde jeg, da jeg umiddelbart efter maden gik op og gav Jesper en oprigtig undskyldning for min tankeløshed og idiotiske opførelse. Jeg må bevare en vis værdighed som far, men jeg havde sgu mest lyst til at tilbyde ungen et jernrør, så jeg kunne blive afstraffet ordentligt. Han fik selvfølgelig lov til at komme op igen og deltage i aftenhyggen sammen med sine brødre. Sådan er der så meget…

Udgivet i Far og søn(er) | 4 kommentarer

Flid, fedt og snyd

Den anden dag var jeg vidne til en samtale, som gjorde mig både eftertænksom og en lille smule bedrøvet. Jeg var nede i det lokale idrætscenter for at dyrke min daglige motion, og i den forbindelse ser jeg tre drenge sidde og snakke samme stille og roligt. Jeg kendte godt drengene af udseende, og jeg havde set dem ved flere lejligheder. Jeg hæfter mig ikke særligt ved samtalens indhold, da det jo i bund og grund ikke vedkommer mig. Det er først, da jeg hører bemærkningen: ”Hvorfor betaler du for det?”, at jeg ikke kunne lade være med at lytte lidt til, hvad de snakkede om. Det gik hurtigt op for mig, at emnet for diskussionen drejede sig om, hvorvidt man skulle betale for at benytte sig af de offentlige transportmidler.

Den ene af drengene rejste åbenbart med jævne mellemrum til en eller anden destination et sted i kongeriget. Det undrede hans to kammerater, at han valgte at betale for billetten. ”Jamen”, svarede den rejsende dreng, ”jeg får jo en bøde, hvis jeg bliver taget uden billet”.”Hør nu her”, forklarer en af de andre, ”der er stort set aldrig kontrol i togene, så chancen for at du bliver taget er stort set lig med nul”. ”og hvor meget er det, at billetten koster?” spørger den anden. Den rejsende dreng fortæller, at billetten koster ca. 450 kr. ”Der kan du bare se”, fortsætter den anden dreng, ”så skal du jo bare rejse to gange uden at blive opdaget, så har du tjent på det, selv om du skulle være så uheldig at blive fanget.” Den rejsende dreng var stille i et stykke tid, mens han overvejede kammeraternes indvendinger, så sagde han: ”Det kan jeg egentligt godt se. Det er sgu da for dumt af mig at betale for den billet.”

Nu tænker du sikkert, at det nok er nogle af de der uopdragne møgunger, der får lov til at rende rundt for lud og koldt vand, men der må jeg protestere. Jeg har set de drenge mange gange, og de er både velartikulerede, velopdragne og høflige i forhold til deres omgivelser. Jeg har arbejdet med utilpassede og marginaliserede unge i mange år, og jeg kender mine lus på gangen. De tre drenge hørte ikke til i den kategori. Jeg vil nærmere betegne dem som blomsten af Danmarks ungdom, og derfor var det også utroligt overraskende for mig at høre, hvor nøgternt  de kalkulerede risiko og den mulige gevinst ved at begå noget som udmærket kan betegnes som kriminalitet.

Ja, ja Martin, kan du ikke lige stige ned fra din høje hest og fortælle mig, om ikke du selv har prøvet at snyde dig til et par mindre økonomiske fordele den gang du selv var ung. Lad den som aldrig har snydt lidt kaste den første sten, eller hvad man nu siger i den sammenhæng. Og jo, jeg har da prøvet, at snyde mig ind på et diskotek i et øjebliks kæphøjhed, og jeg har da også prøvet at lade som ingenting, hvis en eller anden havde glemt at kræve betaling for et eller andet jeg havde købt, altså den gang jeg var dreng eller en meget ung mand. Jeg vil dog vove at påstå, at det var en form for mulighed, der opstod i øjeblikket, eller fordi jeg ville vise mig i en eller anden sammenhæng, som nu specielt unge mænd har for vane at gøre fra tid til anden. Det har aldrig været noget, som jeg på forhånd planlagde eller kalkulerede med. De få gange, det er sket, har det været forbundet med hjertebanken og efterfølgende dårlig samvittighed. Ikke at det skal være en undskyldning. Jeg forsøger bare, at gøre min læser opmærksom på, at jeg bestemt ikke har gået gennem livet uden at lave fejl.

 Det der alligevel rystede mig i forhold til samtalen mellem de tre drenge, var den åbenlyse mangel på moral og den selvfølge, hvormed den kriminelle handling blev diskuteret. Hvis det havde været unge, som kunne betegnes som værende af tvivlsom karakter, kunne jeg have forstået det. Livet ville sikkert have lært dem, at det drejede sig om at hytte sig eget skind, for ingen andre gjorde det. Det ville ikke være i orden, men dog noget som jeg kunne forvente. Da jeg kommer hjem, delagtiggør jeg min hustru i oplevelsen, og hun ser på mig som om jeg ikke er rigtig klog, hvorefter hun udbryder: ”Det kan jeg ikke forstå, at du bliver så forarget over.” Den bemærkning overraskede mig om muligt endnu mere, for jeg kender ikke et mere lovlydigt og samvittighedsfuldt menneske end hende. Det viste sig dog, at der lå en lille historie bag hendes bemærkning. Dengang hun studerede jura på Århus Universitet, blev hun og to andre samvittighedsfulde studerende latterliggjort gennem 5 år af deres holdkammerater, fordi de betalte deres licens. Her snakker vi altså om jurastuderende, som mente, at de var i deres fulde ret, på trods af lovgivningen, til ikke at betale licens, fordi de var studerende.

Hvad er så min mission her, udover at komme med et moralsk opstød? Jo, episoden i idrætscentret og min kones historie fik mig til at filosofere lidt over tingenes tilstand i almindelighed. Det er ikke lykkedes mig at nå frem til den store indsigt, men det er lykkedes mig at rejse en masse spørgsmål, som nok er en tanke værd. Hvad er det for mekanismer, der gør sig gældende, når almindelige borgere mener, at de er i deres fulde ret til selv at vurdere, hvilke afgifter de vil betale, og hvilke ydelser de ikke vil betale for, selv om de har nydt godt af den? Hvorfor er det er okay at snyde og bedrage desuagtet, at det fordyrer prisen for alle dem som vælger at hoste op med skillingerne?

 Kan det have noget at gøre med, at vi i Danmark betaler dyrt for vores velfærd? Vi betaler indkomstskat til staten, indkomstskat til kommunen, ejendomsværdiskat til staten, ejendomsværdiskat til kommunen, arbejdsmarkedsbidrag, virksomhedsskat, aktieindkomstsskat, arveskat, gaveskat, skat på spil, kulbrinteindvindingsskat, kulbrinteskat, pensionafkastsskat, udligningsskat, selskabsskat, tinglysningsafgift, moms, stenkulsafgift, elafgift, naturgasafgift, afgift på olieprodukter, benzinafgift, vægtafgift, regristreringsafgift, ansvarsforsikringsafgift, vejbenyttelsesafgift, co2-afgift, svovlafgift, emballageafgift, engangsserviceafgift,  afgift på klorede opløsningsmidler, bekæmpelsesmiddelafgift, affaldsafgift, råstofsmaterialeafgift, spildevandsafgift, afgift på ledningsført vand, batteriafgift, pvc-afgift, ftalater-afgift, kvælstofafgift, fosforafgift, kvælstofoxidafgift, afgift på vækstfremmere, spiritusafgift, ølafgift, vinafgift, alkoholsodavandsafgift, tobaksafgift, chokoladeafgift, mineralvandsafgift, afgift på konsumis, afgift på mættet fedt, passagerafgift, lystfartøjsforsikringsafgift, lønsumsafgift og sukkerafgifter.

 På trods af alle de penge der bliver kradset ind, så rammes vi af besparelser på en lang række velfærdsydelser, samtidig med at der slynges den ene velfærdsreform efter den anden i ansigtet på danskerne. Mængden af offentligt ansatte bare vokser og vokser, og vel at bemærke er det er mængden af administratorer, der vokser og ikke mængden af mennesker i felten. Samtidig står politikerne nu og vil have os til at arbejde mere, for at staten kan kradse endnu flere penge ind i skatter og afgifter. Der himles op om,  at danskerne har en af Europas korteste arbejdsuger. Måske har det noget at gøre med, at det simpelthen ikke kan betale sig at arbejde mere, og det eneste staten ikke har fundet ud af at lægge hverken skat eller afgift på, er vores fritid.

Hvor om end al ting er, så kan jeg efter nærmere eftertanke måske godt forstå, hvis vi som borgere begynder at miste overblikket, og føler os lidt fremmedgjorte overfor den mastodont, der går under navnet ”den offentlige sektor”. Jeg ser det i hvert fald som et samfundsmæssigt sygdomstegn, at borgerne i det her land begynder at vælge hvilke love og regler, de vil følge, og hvilke skatter og afgifter de selv synes der er rimelige. Jeg er sikker på, at vi alle gerne vil leve i en velfærdsstat, men et eller andet sted er noget gået skævt. Har vi mistet retningen, og hvorfor sidder jeg med følelsen af, at en stor del af bureaukratiet kun eksisterer for sin egen skyld?

Udgivet i Mand og samfund | 9 kommentarer

Juleferie i opposition til virkeligheden

Kender du udtrykket: ”Julen står for døren”. Jeg kan der til tilføje, at det ikke er uden risiko at lukke den ind, julen altså, specielt ikke når man, som os, havde besluttet at fejre højtiden i det centrale Sverige i 25 graders frost.

Det var lykkedes os at lokke mine svigerforældre med op til vores hytte i Branäs og fejre jul. Vi havde arbejdet hårdt hele sommeren og efteråret på at gøre huset beboeligt. Jeg glædede mig faktisk til at være vært for en juleferie i relativ luksus, og jeg havde inviteret mine svigerforældre med til at høste frugten af vores anstrengelser i ”gør det selv” helvede. Mine egne forældre havde endda gjort sig den ulejlighed at få en de lokale svenskere til at lukke op for varmen, så vi rigtigt kunne nyde juleferien, når vi nåede frem.

25 minus grader, det er fandeme koldt, skulle jeg hilse at sige. Det var temperaturen, da vi nåede hytten sidst på eftermiddagen d. 23.12.10 i sikker forventning om at komme op til et hus, der var lunt og godt. Temperaturen i huset var dog også over frysepunktet, men ikke mere end et par grader. Hvis det ikke var fordi, jeg kendte svenskeren, som havde tændt for varmen, ville jeg have troet, at han havde drukket sig stangstiv i hjemmebrændt, inden han havde udført en relativ simpel opgave. Hvor om end al ting er, så havde vor svenske ven ikke gjort noget galt. Det viste sig, at det var relæet der havde slået fra. Heldigvis havde juleferiestemningen fået tag i de trætte rejsende, så den lille kikser blev taget med godt humør. Vi fik trykket på de rigtige knapper og båret bagagen op. Så manglede jeg bare at tænde for vandet,  forend vi var ”up and running”.

Jeg bad Lotte om at tænde for vandet, mens jeg bar den sidste bagage op. Der går en rum tid, før konen råber nede fra kælderen: MAARTIIN, hvad er det for en hane jeg skal dreje på?  Jeg gik ned i kælderen, hvor hovedhanen sad, og jeg kunne straks konstatere, at det var koldt dernede. Underligt, tænkte jeg, skulle radiatoren ikke stå på frost fri hernede? Tanken strejfede mig kun som et snefnug på en frostklar morgen, for det var åbenbart ikke noget, jeg spekulerede videre over. Det var først, da jeg forsøgte at dreje hanen, og jeg ikke kunne rokke den så meget som en millimeter, at jeg begyndte at blive bekymret. Lortet måtte jo være frosset til. Angstens kolde og ildelugtende sved begyndte at løbe. Et meget hurtigt og panikagtigt gennemsyn af rørsystemet konkluderede, at der vist ikke var sket den store skade. Til gengæld fandt jeg ud af, at en eller anden havde trukket stikket til el-radiatoren ud, hvilket var årsagen til den lave temperatur. Uvist af hvilken årsag besluttede jeg til at finde en rørtang på en armslængde frem. Nu skulle den hane fandeme åbnes, hvilket den også blev, uden der skete en skid… selvfølgelig. Jeg skal indrømme, at på det tidspunkt bandede og svovlede jeg som en fordrukken sømand, men der var jo ikke andet at gøre end at vente på, at varmen fik det hele til at tø op. Jeg nåede det lokale byggemarked lige inden lukketid, og erhvervede mig et monster af en varmeblæser. Nu skulle jeg sætte skub i vandmolekylerne.

Efter en kold og bandende time i kælderen, med både elradiator og varmeblæser på fuld drøn, var der stadig ingen vand. Dog kunne jeg gennem larmen fra varmeblæseren høre nogle underlige lyde, som glas der falder til jorden. Mærkeligt tænkte jeg, og slukkede for larmen. Det skal nævnes, at belysningen ikke er den bedste dernede i kælderen, så jeg besluttede at finde en lommelygte, og give rørene et ekstra eftersyn. Og der var de, frost sprængningerne i kobberrørene. Herefter var det hen og slukke for vandet, ud i bilen og køre over på den anden side af Klärelven, og skrige mine forbandelser op mod de svenske fjelde. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte spare både svigerforældre og resten af familien for den oplevelse. Det gjaldt jo også om at bevare den sidste rest af julestemning. Nu manglede jeg bare, at give alle besked om, at vi ingen vand havde, så alle skulle besørge sig udendørs, i 25 graders frost, og at vi godt kunne skyde en hvid pil efter alt, hvad der hed personlig hygiejne, så var jeg faktisk klar til at fejre jul….

Hvor er det bare forbandet, når der er opstået et problem, som jeg bare ikke kan gøre noget for at afhjælpe, uanset hvor meget jeg anstrenger mig. Bedre bliver det ikke, når der ikke er nogen steder, hvor jeg kan placere skylden for min elendighed. Jeg får altså ikke engang den kortvarige tilfredsstillelse, det nu engang er at råbe og skrige som en galning af den skyldige. Næh, jeg må bare starte i den ene ende og æde mig igennem hele lorten og acceptere tingenes tilstand, og så prøve at få det bedste ud af det. Det er noget, jeg ikke er særlig god til, altså at acceptere tingene som de er. Min grundlæggende overbevisning er, at hvis jeg ikke kan lide virkeligheden, så må jeg lave den om. Hvor er det svært at tilpasse sig omgivelserne, hvis jeg ikke bryder mig om det, jeg ser. Mit motto er: Lad være med at sidde på hænderne og konstatere, at livet er noget lort. Gør noget ved det. Det svære er så, når det, som jeg gerne vil, ikke kan lade sig gøre. Det er en mental kraftanstrengelse at acceptere, at jeg må ændre mit udgangspunkt for forandringen. Her er det så, at de mennesker jeg har omkring mig er en uvurderlig støtte.

Det var med sammenbidte tænder jeg gav familien de triste informationer. Til alles ros, tog de nyheden med stoisk ro. Specielt drengene kunne ikke se det fjerneste problem i, at de ikke kunne komme i bad, før helligdagene var ovre. Heldigvis havde vi en 25 l vanddunk, som kunne klare det mest basale vandbehov. Til svigermors store ros og min uforbeholdne beundring, kreerede hun en førsteklasses julemiddag samt stod for den efterfølgende oprydning og opvask med et vandforbrug på under 7 liter. En præstation der var B.S. Christiansen værdig. På anden dagen lykkes det Andreas at hugge hul på isen ved kilden, og ved hjælp af en gammel tagrende gjorde han det muligt at tappe rigeligt med vand til toilettet. Lotte tog det hele med forbilledlig godt humør. De to yngste kunne slet ikke forstå, at vi var lidt udfordret. Og nåh ja, svigerfar og jeg havde ikke noget problem med at skulle slukke tørsten i juleøl og rødvin.

Den 27. ankom mine egne forældre, og min far havde alt, hvad der skulle til for at reparere de ødelagte rør med i bilen. Han havde klogt søgt råd og vejledning hos Kaj, indehaver af Videbæk VVS, og vores nære ven gennem godt 10 år. Kaj havde forsynet min far med det nødvendige værktøj og reservedele. Jeg har sendt Kaj og hans familie mange kærlige tanker her i julen. Min mor medbragte nye forsyninger af mad og friske kræfter til den heroiske indsats i køkkenet. Ved fælles hjælp, en del vandplaskeri og kun lidt hjælp af den lokale ”mogger” , som det hedder i Sverige, fik vi ordnet vandforsyningen. Det har været en mindeværdig jul. Min familie har endnu engang fået det bedste frem i mig, og jeg har lært en masse om reparation af kobberrør. Jeg er verdens heldigste mand…

Udgivet i Mand og sind | En kommentar

Frustrationsskud på ledighedsstammen

Sidste frustrationsskud på ledighedsstammen er årsagen til, at jeg har besluttet mig for at dele nogle af mine erfaringer fra A-kassejunglen med dig. Jeg må erkende, at det har været en uventet blandet fornøjelse. Jeg synes jo, at jeg nok kunne tillade mig at benytte mig lidt af det sikkerhedsnet, som jeg havde gået og betalt til i årevis. Jeg er 40 år, og har gud ske tak og lov aldrig har haft brug for at modtage dagpenge, men en gang skal jo være den første. Oven i købet er min nuværende status som ledig selvvalgt, da jeg heroisk ofrede mig selv på fællesskabets alter, ved at pege på mig selv som den, der skulle afskediges. Det var tid for mig at komme videre, og hvad kunne være bedre end at bestemme selv, hvornår det skulle være.

Min første overraskelse kom, da jeg meldte mig ledig ved A-kassen. De konkluderede, at jeg selv var skyld i at jeg stod uden arbejde, hvilket betød, at de startede med at idømme mig 3 ugers karantæne. Jeg troede naivt, at når der nu skulle fyres en, og det var min opgave som leder at pege på den, der skulle afskediges, så ville A-kassen sikkert stille sig forstående overfor min situation. Min opgave som leder var jo klart at varetage virksomhedens interesser, og ikke bare hytte mit eget skind. Jeg kan stadig se mig selv i øjnene og samtidig sige, at det var den bedste beslutning. Der stod en dygtig mand i kulissen, som var klar til at overtage roret. Det havde jeg selv sørget for, da jeg fornemmede på mig selv, at det var ved at være tid for mig at komme videre. Men nej, således så de ikke på det. Okay, det kunne jeg nok have sagt mig selv, men et eller andet sted var det alligevel en skuffende oplevelse.

Efter et stykke tid modtager jeg et brev, hvori det forklares, hvorledes jeg hver syvende dag skal logge mig på jobnet.dk og klikke på en ”knap”, hvormed jeg registrerer mig som jobsøgende. Det forklares også, at hvis jeg tre gange ikke får mig registreret til tiden, har det betydning for udbetalingen af dagpenge. Som en lille krølle på hele smøren bliver det oplyst, at jeg kan vente 14 dage med at registrere første gang, når nu jeg har karantæne. Fint nok, det skulle jeg jo nok kunne finde ud af, og hurra for kontrolsamfundet. For en førstegangsledig som mig, er det nu svært at forstå. Jeg havde igen en naiv forestilling om, at jeg bare skulle melde mig ledig, og så give besked når jeg havde fået noget at lave. Det er jo ikke fordi, at det er det fedeste i verden at gå hjemme. Jeg tror da, at langt de fleste mennesker gerne vil have et eller andet at stå op til. Jeg sad med en klar fornemmelse af, at jeg blev mødt med mistro. Følelsen af en forudindtaget holdning om, at borgerne snyder staten alt, hvad de kan, hvis de får chancen. Hvis du ikke har noget, du skal, så skal systemet nok finde på noget for dig, om det så bare er, at du koste hvad det vil skal trykke på en knap en gang om ugen. Omvendt skaber det jo også en masse arbejdspladser, at der er masse ledige, som skal kontrolleres med henblik på konstatering af, at de ikke laver en skid. Skattepengene skal jo gå til et eller andet, og hvorfor ikke bruge dem til holde øje med de ledige.

Der går endnu et par dage, og så modtager jeg et tilbud om at deltage i et kompetence vurderingskursus. Skrivelsen er formuleret i høflige vendinger, og jeg opfatter det ved første øjekast som et tilbud. Blandt andet kan jeg lære at skrive en ansøgning. Ideen til det kursus er selvfølgelig god nok. Folk, som ikke er vant til at formulere sig skriftligt, vil helt sikkert kunne få glæde af det. Umiddelbart tænker jeg, at det behøver jeg ikke. Jeg skriver hver eneste dag og har en ret sikker idé om, hvordan mine ansøgninger skal formuleres. Desværre for mig er det ikke op til mig at vurdere, om jeg har brug for det kursus eller ej, for nederst på siden står der: ”Hvis du ikke tilmelder dig kurset på en af de angivne datoer, vil det få betydning for min dagpengeudbetaling”. Altså har jeg ikke andet valg end melde mig til den efterfølgende uge og forlige mig med udsigten til at bruge to dage på at lære, hvordan jeg skal være ledig, til rådighed, og hvordan jeg skriver en ansøgning. Tanken er jo, at de arbejdsløse skiderikker skal op af sofaen for ikke at gå helt i frø, og det kan da også godt være, at der er nogen, der har brug for et spark i r… for at komme i gang. Men er der grund til at køre alle over en kam? Jeg fatter ikke, hvorfor det skulle være nødvendigt. I princippet kunne jeg vel bare sende en kopi af mine ansøgninger pr. mail til A-kassen, så kunne de – hvis de ville – følge med i, om jeg rent faktisk foretager mig noget, eller om jeg bare sidder og triller tommelfingre. Det må da koste en masse unødige penge, at alle, uden hensyntagen til om det er nødvendigt eller ej, skal på kursus.

Dagen efter brevet med ”tilbuddet” om et kursus, modtager jeg et brev, hvor jeg bliver bekendtgjort med, at jeg hermed har modtaget den første advarsel for ikke at registrere mig som ledig. For fanden, mand, Jeg havde fået et brev, hvor jeg fik at vide, at jeg kunne vente 14 dage. Jeg er efterhånden nået til et punkt, hvor jeg begynder at spekulere på, om det ikke ville være nemmere og mindre uværdigt at begynde at røve banker. (Det sidste er kun for sjov. Jeg skriver det for en sikkerhedsskyld, for at jeg ikke skal læse på forsiden af Dagbladet, at jeg overvejer at blive bankrøver…)

Hvor om end al ting er, så møder jeg op ved A-kassen den efterfølgende mandag med en mental beslutning om at få det bedste ud at hele situationen. Det kan jo alligevel ikke betale sig at sidde og være mopset. Det ændrer ikke noget, og jeg skal – hvad enten jeg vil eller ej – sidde og blomstre der i to hele dage. Jeg skal lige indskyde, at jeg på dette tidspunkt har modtaget en mail, hvor A-kassen takker for min tilmelding. Dagen starter med en lille præsentation af A-kassen, hvilket egentligt er okay, men for pokker hvor er det svært at sluge stemmeføringen (et højt blødt C) og det medlidende toneleje, som A-kassens repræsentant lægger for dagen. Hun taler til os, som om vi er en flok uartige skolebørn, der har gjort noget, vi ikke måtte, men som vi alligevel ikke helt selv kunne gøre for. Jeg har en ubeskrivelig trang til at lægge hende over knæet. Herefter sættes en lille oplysende film på, hvor vi ledige på pædagogisk vis bliver undervist i alle de fortræffelige muligheder, vi har, og hvad vi skal  gøre hver eneste uge. Efter hver oplysning kikker speakeren lige ind i kameraet, og siger med et stort vindende smil: ”Og hvis du ikke gør det, har det betydning for din udbetaling af dagpenge”. Da filmen slutter sidder jeg med en klar opfattelse af, at lovgivningen udgangspunkt er, at jeg ikke gider at bestille noget, og derfor skal jeg kontrolleres i begge ender. Den mindste forglemmelse eller det mindste fejltrin straffes hårdt og ubarmhjertelig, og de rammer mig lige der, hvor det gør allermest ondt: På min pengepung og dermed min evne til at forsørge mine børn. Alle muligheder for selvbestemmelse over mit eget liv, kan jeg vinke farvel til i det øjeblik, jeg valgte at drage nytte af den A-kasse, som jeg troligt har betalt til i årevis. Det er jo som udgangspunkt ikke A-kassen der laver reglerne, men de forvalter dem fandeme på en måde, så de ved enhver given lejlighed kan slippe for at udbetale penge. Selvtilliden er på nuværende tidspunkt helt i bund, og flokken af arbejdsløse andenrangsborgere dukker nakken i skam.

Her er det, at konsulenten kommer på banen. Hun er en stor frodig kvinde med et godt hjerte, god humor og et lyst sind. Hun er ikke ansat i A-kassen, men er hyret til opgaven. Hun tager, med krum hals, fat på at bygge selvtilliden op igen hos den modløse flok. Faktisk gør hun et godt stykke arbejde, og tiden flyver af sted. Konsulenten har en pragmatisk tilgang til alle de love og regler, og langsom bliver det lettere at stille sig til tåls med sin situation. Det ender med, at der er en hel god stemning på holdet. Det gode humør får kun et dyk på det tidspunkt, hvor vores CV og andre registreringer forskellige steder på jobnet.dk skal kontrolleres af A-kassen, og A-kasse-kvinden med det bløde C og det medlidende toneleje kommer rundt til deltagerne med de rettelser, som skal laves om. På mirakuløs vis bliver mit godkendt i første hug. Jeg er meget stolt.

Ugen efter modtager jeg anden advarsel fra A-kassen eller jobcentret eller dem begge i skøn forening. Jeg har trykket på knappen en dag for sent. En advarsel mere, og så kommer ”betydningen for udbetaling af dagpenge” efter mig. Jeg kan huske den gang, jeg blev taget i fartkontrollen på en øde lige strækning et sted her i Jylland. Jeg var ved at komme for sent til et vigtigt møde og kører i mine egne tanker og gennemgår den forestående opgave. Uheldigvis trykker jeg alt for hårdt på speederen. Det ender med en bøde på 2.500 kr. og en orienterende køreprøve. Så kan jeg sgu lære det, og det må man sige. Jeg har sgu lært at holde under den grænse, hvor jeg får klip i kørekortet. Det meste af tiden i hvert fald. Måske er næste skud på ledighedsstammen, at man skal til ledighedsprøve, inden man kan få udbetalt dagpenge, og hvis man så glemmer at trykke på knappen 3 gange, så bliver man indkaldt til en orienterende ledighedsprøve, for at se om man er kvalificeret til at være ledig og dermed få udbetalt dagpenge. Sikke en masse job det kunne skabe.

I dag har jeg så igen haft kontakt til A-kassen, fordi jeg skulle have underskrevet mit feriekort i forbindelse med juleferien. Det gør de med det helt store smil, det skal de have. Selvfølgelig skal de heller ikke udbetale dagpenge i den periode. Desværre ramler jeg ind i en anden forhindring. A-kasse-kvinden spørger om jeg har givet jobcentret besked, og det har jeg ikke. Hun ser bekymret på mig, og fortæller at de skal have besked mindst 14 dage før, for ellers kan det godt være, at de forbyder mig at holde ferie. Jeg glor på hende med åben mund og polypper. Hvorfor i alverden skulle de gøre det, spørger jeg. Jo, det er fordi, jeg skal være til rådighed for arbejdsmarkedet. Jeg ryster vantro på hovedet, og hun skynder sig at tilføje, at jeg sikker får lov at holde ferie. Ja, det bliver jo spændende, når jeg ringer i morgen og spørger, om jeg ikke kan få fri fra min travle tilværelse som arbejdsløs.

Jeg opfatter mig selv som rimelig ressourcestærk. Jeg kan dog godt forstå, hvis der nogen, der ender helt nede i kulkælderen over at være tvunget til at crawle rundt i det system. Specielt fordi jobbene ikke ligefrem hænger på træerne for tiden. En gang imellem må jeg da også selv op og sidde på kanten for at få vejret. Ikke nok med, at der er mange, der ufrivilligt mister deres job, så bliver de også mødt med en lovgivning og et system der får folk – eller i hvert fald mig – til at føle sig mistænkeliggjort, når de kommer og beder om den hjælp, som de selv har betalt til. Jeg er simpelthen forarget både over lovgivningen på området og måden, hvorpå den forvaltes. Det virker som om, at jeg bare skal trækkes igennem den ene meningsløse handling efter den anden. Formålet er vel at hjælpe folk i arbejde, men metoden er at gøre det helt igennem træls og til tider ydmygende at være ledig, og så håber man, at det motiverer folk til at finde et arbejde. Vi skal være et vidensamfund, og vi skal tjene penge på innovation og design, er der nogen der siger. Okay, men hvorfor må man ikke uddanne sig, mens man modtager dagpenge? Arbejdspladserne flytter til Kina eller andre lande, hvor det er billigt at producere. Det kunne jo godt tænkes, at der bliver flere ledige i stedet for færre. Når man så alligevel skal punge ud, hvorfor så ikke sørge for, at de ledige får en uddannelse, så de kan bidrage til vidensamfundet. Det er meget komplekst det hele, og jeg har ingen løsninger. Jeg har alt for travlt med at være ledig…

Udgivet i Mand og samfund | 9 kommentarer