Om forfatteren

Mit navn er Martin. Jeg er gift og far til 3 drenge. Den mellemste har diagnosen “infantil autist”. Jeg er uddannet lærer, og er for nærværende skoleleder på en specialskole for utilpassede unge. Samtidig er jeg ved at tage en master i ledelse på DPU.

3 Kommentarer til Om forfatteren

  1. Inger Marie Kristensen skriver:

    Kære Martin!

    Det er da rigtig træls for dig, at du ser så mange problemer og slet ikke har øje for alle de god og positive muligheder i vores kommune.

    Den nyeste hjerneforskning fortæller, at det vi fokuserer på, får vi mere af. Når vi fokuserer på problemer, får vi problemer. Når vi fokuserer på negative tanker, får vi negative tanker. Når vi fokuserer på en uoverskuelig fremtid, er der stor risiko, at vi får en uoverskuelig fremtid! Når vi fokuserer på løsninger, finder vi løsninger. Når vi fokuserer på muligheder åbner mulighederne sig (Læs selv Innovation og ledelse af Keld Fredens)

    Jeg må som uddannet folkeskolelærer og siden leder undre mig over, at du tilsyneladende er så lidt vidende om, at vi ikke pr. automatik er ofre for vores tanker og følelser, men at vi faktisk selv kan tage agentrollen på os og skabe forandringer. Vi kan vælge at være aktører i vores eget liv – og det er ofte det, vi arbejder med, når vi arbejder med svage børn og unge. Offerrollen er ikke gavnlig – hverken for den, der påtager sig rollen, men bestemt heller ikke for dem, der står på sudelinien.

    Har du overvejet hvor meget frygt og utryghed, du skaber med dine læserbreve? Læserbreve, der indtil nu har været fyldt med faktuelle fejl! Det ville i hvert fald være gavnligt for andre medborgere, der læser dine læserbreve, at du var lidt grundigere i dit analysearbejde!

    Det er forståeligt, at du kan være bekymret for din søn. Specielt med de oplevelser, som du referer til.

    Men der er andre muligheder. Og RKSK har bestemt ikke tænkt sig at tage elever hjem fra Sønagerskolen uden at have uddannet personale og et velopbygget tilbud gjort klart. Hvordan er du kommet frem til den antagelse? Nu kender jeg ikke din søns alder, men mange af de pladser, der skal skæres væk, vil blive skåret ved naturlig afgang – altså når de unge går videre i systemet. Det handler derimod om i videst muligt omfang, at nye elever ikke visiteres til Sønagerskolen.

    I dag går der en hel stribe børn med diagnoser indenden for autisme spektret i RKSK. Nogle går i specialtilbud. Andre går i nomalskolen. Det er selvfølgelig dem, der er mindre hårdt ramt.

    På Faster Skole har vi erfaringer med børn inden for autismespektret og i øjeblikket har vi to børn indenfor det område på skolen. Der er mange gode gevinster ved at børnene er i nærmiljøet. De kan fx være med i fritids -og foreningeliv, ligesom de kan bevare venskaber, hvad der er af fagørende beydning for, at de trives og udvikler sig til hele mennesker.

    I går havde jeg besøg af en forælder på skolen. Hun er mor til en af vores nuværende elever og har en datter (der har været elev på Sønagerskolen), der nu er i et beskyttet uddannelsestilbud, fordi hun har en diagnose inden for autisme spektret. Datteren var med og hun sagde til mig, at hvis hun først var kommet på en sådan skole, så havde hun ikke behøvet gå på Sønagderskolen. Jeg spurgte om om hun gerne ville have været fri for at gå på Sønagerskolen. Hertil svarede datteren, ja, fordi der var så lang transport, og fordi hun aldrig havde fået venner der. Hun har i dag nogle få venner!

    Det handler rigtig meget om, at skolerne bliver opkvalificerede til inklusion. Og det gøres der en kæmpe indsats for i hele kommunen og på den enkelte skole. Det handler om viden, det handler om læringsmiljøer, det handler om de rigtige pædagogiske redskaber og så handler det selvfølgelig også om hænder.

    Jeg er lidt nysgerrig efter at vide, hvordan du som bestyrelsesformand bakker din skole op i arbejdet med at skabe øget inklusion på din skole? Hvad har I sat gang i? Hvad er din rolle? Hvad har du sat i værk over for forældregruppen? Hvordan ønsker du at arbejde for øget inklusion?

    Jeg sender efterfølgende en dejlig kronik skrevet af en mor med et barn med infantil autisme. Jeg håber, du allerede har læst den, da den er sendt ud til alle bestyrelser. Og hvis I ikke har fået den på Videbæk Skole, håber jeg, at du vil bede om at få den. Den er værd at læse og den er meget tankevækkende.

    Venlig hilsen
    Inger Marie Kristensen
    Medlem af inklusionsgruppen i RKSK.

    • Martin Bliddal skriver:

      Kære Inger Marie

      Hvor er det da betryggende, hvis det forholder sig, som du siger, at mange af pladserne på Skolen på Sønderager udgår ved naturlig afgang. Det fremgår ikke af nogle af de referater, som jeg har fundet på rksk’s hjemmeside. Du anklager mig for faktuelle fejl. Er det min skyld alene, eller handler det også om, at informationen til borgerne har været mangelfuld? Måske skulle I vågne lidt op i inklusionsudvalget og sørge for, at vi får en ordentlig orientering.

      Den arrogance, du lægger for dagen i forhold til min bekymring for min søns fremtid, undrer mig. Det er til gengæld overhovedet ikke betryggende, at det er den holdning, der lægges for dagen i inklusionsudvalget. Jeg fatter heller ikke en brik af, at du som fagperson refererer til en kronik skrevet med de selvsamme følelser, som jeg lægger til grund for mit eget læserbrev. Nemlig at jeg i egenskab af far ønsker det bedste for min søn, og at det går ham så godt som muligt. Jeg kunne lige så godt hævde, at årsagen til, at den i kronikken omtalte dreng finder styrken til at prøve kræfter med det omgivende samfund, skyldes, at han er blevet undervist af mennesker, der har vidst, hvad de havde med at gøre.

      Hvis du vil noget, så disk op med solid empiri i forhold til inklusion af infantile autister og ikke en eller anden lam fortælling om, at I har to autister på Faster Skole, som klarer sig fremragende.

      Jeg kunne også indvende, at hvis det er inklusionsudvalgets opfattelse, at lærerne er klædt på til inklusionen ved at sende dem på en enkel dags kursus i ROFI-centret i narrativ pædagogik, ja, så er hele lærerstaben i kommunen fuldt uddannet til at undervise børn med særlige behov. Det er i øvrigt en fremgangsmåde som tager lang erfaring og øvelse at mestre.

      Har I glemt, at det er lærere og ikke socialpædagoger, der underviser vore børn?

      Hvad er det for noget med den hjerneforskning? Beder du mig om at lægge mine følelser til side i forhold til mine børn? Så må jeg med beklagelser meddele dig, at det evner jeg ikke; men hvor ville det være belejligt, hvis jeg kunne slukke for kærligheden og se objektivt på mit afkom.

      Sidst men ikke mindst, så har vi et arbejdsbestyrelsesmøde på Videbæk Skole den 20. november, hvor vi skal forberede et høringssvar. Når den endelige beslutning er taget i byrådet vil skolebestyrelsen tage stilling til, hvilke tiltag der skal sættes i værk i forhold til inklusionen. Måske er det helt ude i hampen; men jeg skiller skæg for snot. Skolebestyrelsen har som udgangspunkt ikke noget at gøre med min mellemste søns skolegang at gøre.

      Med venlig hilsen
      Martin

  2. Inger Marie Kristensen skriver:

    Kronik: Glæden ved at arbejde
    Af Trine Kjær Krogh

    Inklusion defineres ofte ved sin modsætning: eksklusionen, som handler om at fratage mennesker deres ret til deltagelse i uddannelses, institutions- og samfundslivet. Inklusion er det modsatte, altså at et menneske kan udnytte sin ret til at deltage. Når et menneske er inkluderet, oplever det sig, som en naturlig, nødvendig og værdifuld deltager i et fællesskab (Alenkær: 2008). I den alenkærske forståelse er det følelsen af at høre til, som er lakmusprøven på, om inklusion er lykkedes.

    Sebastian har været segregeret fra normalområdet i hele sit liv. Han er diagnosticeret med infantil autisme og er lettere retarderet. Derfor er han blevet hentet og bragt til specialskole med en handicapbus og er blevet skærmet fra en verden, der, som årene gik, forekom helt umulig at blive en del af. Sebastian gled som så mange andre børn med mentale funktionsnedsættelser ubesværet ind i en parallelverden, hvor han blev beskyttet mod kaos, krav og besvær, som normalverdenen i al sin uforudsigelighed medfører. Som 15-årig besluttede han sig for at bryde ud af sit bur. I første omgang ved at nægte at køre med handicapbus og insistere på at benytte offentlige transportmidler som alle andre mennesker. Det gik over al forventning. Han blev et gladere menneske, som begyndte at møde en omverden, der oftest er imødekommende, overbærende og hjælpsom. Som da han en dag kom i skole med en seddel, hvor der stod: ”DSB beklager, at Sebastian kommer for sent i dag på grund af uregelmæssige togafgange. Hilsen togrevisor XX.”

    Da transporten var på plads ville han gerne have et job og helst på McDonald’s. Vi ringede derfor til HR-afdelingen og blev mødt med stor imødekommenhed. Sebastian blev indkaldt til en samtale, hvor en meget venlig manager nænsomt interviewede ham og beroligede ham med, at hvis man ikke kan skrive sit navn, kan man da bare sætte et kryds. Det er ikke afgørende, hvis man ellers kan passe sit arbejde. En uge efter blev Sebastian ringet op på sin mobiltelefon og var blevet ansat på prøve i en måned. Hvordan kan man beskrive det øjeblik, hvor Sebastian fortalte, at han havde fået et fritidsjob trods sin funktionsnedsættelse? Han, der har gået i specialbørnehave, i specialskole og som ikke kunne sige andet end ”græsset er grønt” som fireårig og som aldrig har haft en pligt i sit liv, fik for første gang i sit liv en funktion blandt helt almindelige mennesker.

    Den dag Sebastian startede, fik han en uniform og hans stolthed og glæde var enorm. Uniformen var et symbol på, at han hørte til – han var en i flokken hos McDonald’s og da han kom hjem efter første arbejdsdag løb han rundt og ringede på hos folk, han kender. Når de åbnede døren, sagde han ikke noget. Han stod bare og strålede i sin uniform.

    Den største udfordring for Sebastian var, at han skulle vænne sig til tanken om, at han ikke har en støttepædagog med på jobbet. Det faldt ham lidt svært i starten. Han skulle lære at vaske bakker, at rense toiletter og at feje gulv og tømme skraldespande. Og så skulle han lære selv at spotte, hvad der er nødvendigt at lave og at tage imod ordrer fra en manager. Det var hårdt arbejde og han var udmattet men lykkelig, når han kom hjem.

    Den anden side af jobbet handler om det sociale, som er en markant del af hans funktionsnedsættelse. Ville han blive ensom – ville han blive mobbet eller ignoreret? Han er jo et meget anderledes ungt menneske. Hvordan ville de andre tage imod ham? En af de unge spurgte den første dag, om Sebastian virkelig ville arbejde hver weekend, eller om han ikke skulle være sammen med sine venner. Sebastian svarede ærligt og troskyldigt, at han ikke har nogen venner. Det tog pippet fra den unge kollega, som mundlam stirrede på Sebastian, der fortsatte med at sige: ”Tror du, at jeg lyver? Jeg lyver aldrig!” Mødet mellem de to var smukt at iagttage, fordi Sebastians unge kollega opdagede, at der er andre måder at være menneske på, end han havde kendt og lige der opdagede kvaliteter i mennesker, som er anderledes.

    I samme periode spottede vi en ung mand, som stod ved en slikbod. Synligt udviklingshæmmet og i selskab med en kollega, som forekom utilpas ved hans selskab og vrissede af hans mange spørgsmål. En kvinde gik forbi og råbte: ”Har Du fået ny kollega (ha ha)! ” Kollegaen råbte bittert: ”Ja, og jeg gider kraftedme ikke”. De to kvinder gik lidt væk og faldt i snak med hinanden. Manden med funktionsnedsættelsen søgte hen til dem, men blev ignoreret. Han vandrede hvileløst frem og tilbage mellem kvinderne og boden i lang tid. Med Alenkær in mente må man sige, at han på ingen måder var inkluderet, knap nok på tålt ophold, for han var synligt uønsket af sin kollega. Hvorfor han skulle være der uden opbakning? Måske fordi der har fulgt et løntilskud med? Måske fordi en leder principielt synes, at det er en god ide at ansætte mennesker, der af forskellige grunde er udfordrede af livet, men uden at følge op i forhold til sit personale, som altså ikke var enig i beslutningen og viste det gennem udelukkelse og mobning.

    McDonald’s har ikke ønsket at få løntilskud til Sebastian. Han regnes for en gevinst for virksomheden og han havde en herlig periode under ramadanen, hvor flere af de unge med muslimsk baggrund gav ham deres madration med hjem og derfor skiftede han status i hjemmet. Pludselig var han blevet en jæger, som skaffede aftensmad til hele familien. Den kulinariske værdi af iskolde pomfritter kan diskuteres, men betydningen af at være en, der kan give noget til andre, kan til gengæld ikke, og det betød, at Sebastian der aldrig nogensinde har givet en gave, som ikke var produceret og pakket ind af professionelle omkring ham, begyndte at købe fødselsdagsgaver på eget initiativ.

    Første gang han skulle til fest med kollegerne, var han meget nervøs. ”Der er jo ikke pædagoger med til at passe på os”, som han sagde. Men det skulle vise sig ikke at være nødvendigt. I forhold til fester har vi oplevet, hvordan inklusionen for alvor er integreret i kulturen hos McDonald’s. Fester foregår i de unges fritid. Alligevel gør de en kæmpeindsats for, at Sebastian skal føle sig som en del af flokken: Til sidste fest havde en været i fire butikker for at finde hvidtøl, så han kunne drikke øl som de andre; men uden at blive dårlig. En anden havde lavet et skema, så der var lavet en plan for, hvem der gennem aftenen havde til ansvar for at inddrage Sebastian i fællesskabet. Og så blev han oven i købet kørt hjem sammen med fem andre i en jeep. Hvordan kan vi nogensinde takke de unge nok for, at de også i fritiden sørger for, at Sebastian føler sig som en del af flokken? Sebastian er blevet inkluderet i et fællesskab og vi ved, at han er inkluderet, fordi han føler sig inkluderet. Og han føler sig inkluderet, fordi hans managere og kolleger gør en stor indsats for det ligesom Sebastian også selv kæmper hårdt for at udfylde sin funktion både fagligt og socialt.

    Litt.: Alenkær (red): Den inkluderende skole, Frydenlund 2008

    Venlig hilsen
    Inger Marie Kristensen

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>