Om Bloggen

Denne blog handler om det, at være mand. Ideen begyndte vel at tage form da jeg fyldte 40 år, og med det erkendelsen af, at jeg faktisk var nået halvvejs gennem livet. Det gjorde i hvert fald mig lidt eftertænksom. Det er egentlig ikke fordi, at jeg på nogen måde er rendt ind i de store identitetskriser, men alligevel har det gjort et eller andet ved mig. Jeg er i hvert fald begyndt at tænke noget mere over hvad det vil sige at mand i dagens samfund. Jeg kan konstatere, at jeg lever et helt andet liv end min far har gjort. Hvis jeg fintænker, må jeg faktisk også erkende, at de fleste af de mænd jeg kender lever meget forskelligt i det hele taget. Så ærlig talt: Hvad vil det sige at være mand?

Jeg vil dele de tanker jeg gør om familie, arbejde, bøger, artikler, film, samtaler og livet i det hele taget. Det er selvfølgelig mit håb at der nogen derude, både mænd og kvinder, som finder det interessant, provokerende, fladpandet, begavet, sødt, naivt, klynkende eller kontroversielt nok til at gide at læse mine indlæg, og endnu bedre måske give sit besyv med.

3 Kommentarer til Om Bloggen

  1. Hej Martin

    Jeg har nu læst hele din blog. Og tillykke med den. Jeg er som altid stor fan af din ærlighed. Det er en af de vigtigste kvaliteter du har lært mig. Jeg genkender dig i dine beskrivelser, og jeg accepterer fordomsfrit dine beskrivelser af dit og Lottes forhold. Det lyder meget, som du altid har beskrevet det, for os der kender dig i reallife, og når du har delt dine erfaringer er min respekt i hvertfald aldrig dalet. Tværtimod!

    Derfor er jeg enig med alle de af dine læsere der mener du er heldig, at du ikke røg ind i det job, dog tror jeg at du med din personlighed og åbne stil ville kunne have løst opgaven over tid, også på en måde, som ville have betydet de kunne have levet med at have læst dine erfaringer.

    Men for at honorere din ærlighed, vil jeg gengælde den med lidt ærlighed fra min verden…

    Velkommen i klubben!

    Klubben af bloggere som har begået jobmæssigt harikiri ved at blogge. Jeg ved godt, at vores situationer er forskellige, men dengang du fyrede mig, med begrundelsen, at mine kollegaer ikke kunne leve med det jeg havde skrevet på min blog, var du jo meget straight i forhold til at forklare, at du jo sådan set syntes jeg var dygtig til mit job, men at mine holdninger digitalt ikke kunne forenes med mine kollegaers respekt.
    Jeg nægtede (ligesom dig) også at acceptere at det skulle blive resultatet, for jeg var ikke enig i at det var så slemt det jeg havde skrevet. Jeg mente at jeg havde ret (i dag er jeg knap så skråsikker), men jeg mente jo også at jeg både havde anonymiseret branchen, stedet, kollegaerne og mig selv, i en grad folk udefra ikke ville kunne genkende, men at det var situationerne fremfor personerne der blev skitseret. Jeg mente også, at jeg havde forsøgt, at sige de ting jeg bloggede om på jobbet (og vores arbejdsblog), men jeg følte at jeg længe havde talt for døve øren.
    Forskellen på vores situation er selvfølgelig, at jeg bloggede om utilfredshed på job, hvor du blogger om utilfredshed med sexliv (jeg kender dig godt, og ved, at du nu vil sige: NEJ, det er misforstået, men som du forklarede mig, så er ting på en blog netop nemme at misforstå for folk udefra, og ting tolkes forskelligt).

    Er nogle af os så de klogeste mennesker på planeten? Næh, det tror jeg ikke, men jeg ved at vi er mennesker, og jeg synes din blog på fremragende vis forklarer hvor problemfyldt det kan være, hvilke overvejelser og udfordringer man møder og giver inspiration til hvordan de overkommes.

    Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med mental sundhed og jobjagt, som du beskrev overfor “Ulrikke” (hvor du måske også fortalte historien til dig selv?), så rejser man sig efter tid fra askedyngen og kommer videre, fordi alle afslutninger rummer en potentiel ny begyndelse.
    For mig var fyringen animation til nyt job, ny kæreste og nyt liv. Idag er jeg mere tilfreds, selvom jeg ofte mindes vores tid sammen med glæde og et skær af noget utopia over projektet. Det var ikke kun træls, men langt hen af vejen pisse sjovt, meget udviklende og med til at gøre mig dygtigere og modigere.

    Jeg hepper på dig

    • Martin Bliddal skriver:

      Kære “du ved hvem jeg er”
      Det var et genialt indspark i debatten. Jeg tænkte faktisk på dig i forgårs, og sammenlignede min situation med den jeg udsatte dig for i sin tid. Forskellen er nok, at hele arbejdspladsen fandt ud af din utilfredshed i forhold til dit job og dine kollegaer ved at læse om det på din blog. Dine kollegaer følte sig dolket i ryggen, som det blev udtrykt, uanset om det var hensigten eller ej. Det ændre dog ikke ved, at jeg den dag i dag stadig syntes, at du var/ er rigtig dygtig til dit arbejde. På mange måder var jeg træt af, at jeg måtte sige farvel til dig.

      I forhold til min egen situation, så har jeg ikke problemer med at acceptere chefens beslutning. Som jeg før har nævnt, så må han være den nærmeste til at vurdere hvad der er plads til i hans organisation. Jeg er overrasket og forundret, eftersom det er situationer og oplevelser i mit privatliv der er årsagen til chefens dipositioner. Begrundelsen var jo, at jeg ikke kunne vinde medarbejdernes respekt. I det mindste kunne han gøre sig den ulejlighed at ringe til de referencer som jeg havde givet ham. Der kunne han jo forhøre sig om hvor vidt det havde noget på sig. Når det så er sagt, så er det jo ham der kender sin egen organisation bedst. Han har helt sikkert vurderet, at det ikke har været nødvendigt.

      Jeg er glad for at høre, at det går dig godt. Det er dejligt, at du trods alt har fået noget med. Jeg har helt sikkert lært noget af din tilgang til arbejdet, og også om hvorledes en blog kan anvendes. Derfor er det netop meget lidt jeg skriver om min arbejdsplads, som ikke er i overordnede og positive vendinger. Visse ting skal ordnes ved kilden.

      De venligste hilsner
      Martin

  2. Du har ret. Jeg måtte bare erfare det på den hårde måde! Det jeg sammenligner i vores situationer er at ting man havde skrevet, kan man ikke overskue hvordan bliver opfattet.
    Jeg har for længst erkendt og accepteret, at det var dumt af mig dengang, men jeg har også lært, at selvudleveringen både kan åbne nogle døre og lukke nogle andre. Nogengange døre man ikke anede man havde lyst til at åbne.

    Når du skriver ‘trods alt’ så vil jeg sige at jeg var ansat godt et år, men jeg havde en træls måned, den måned er sorteret, så jeg har lært af den, og parkeret den. Jeg husker på de 95% der fungerede og det glædes jeg over at have haft. No hard feelings!

    Vh
    Thomas

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>