Jeg er blevet vejet og blevet fundet for menneskelig…

Ja, så har jeg fået en spand kold vand lige i smasken… ved nærmere eftertanke, så er det en spand vand, som har stået i dybfryseren i et døgns tid. I hvert fik den mig til at sætte mig på røven i et stykke tid. Jeg er blevet vraget til et job på grund af min blog. Jeg tænker, at hvad ville være mere passende end at ”fejre” det med et nyt blog-indlæg.

I november fandt jeg en interessant stilling på jobindex. På stillingsopslaget blev man opfordret til at ringe til chefen for foretagendet for at få en uddybende information om jobbet. Mellem linjerne var der ikke tvivl om, at afdelingen havde visse udfordringer at slås med. Jeg googlede chefen og fandt kun et par avisartikler, hvor førnævnte havde haft et par mindre heldige sammenstød med pressen. Det kan jo ske for enhver, der sidder i en ledende stilling, så jeg besluttede at tage kontakt og høre, hvad han havde at sige.

Chefen var meget imødekommende, og vi aftalte et møde den først kommende fredag. På mødet fik jeg den ufiltrerede version af situationen på afdelingen. Der var/er massive personalemæssige problemer. Afdelingen havde haft 2 på hinanden følgende ledere, som ikke kunne få det til at fungere. Samarbejdet var mildt sagt dårligt, og afdelingen havde lavet organisationens absolut dårligste arbejdsmiljøvurdering. Det ville ikke have overrasket mig, hvis han også havde sagt, at medarbejderne tævede hinanden med jernstænger. Fantastisk  tænkte jeg – tænk at jeg skulle falde over en stilling, som lige passede til mine kompetencer. Det var lige sådan en udfordring, som jeg gik og ledte efter. Chefen virkede som en fin fyr, og jeg kunne sagtens se mig selv samarbejde med ham. Jeg besluttede mig for at søge stillingen.

Sidst i november blev jeg til min store glæde kaldt til samtale. Jeg satte mig ned og forberedte mig i forhold til de informationer, som jeg havde fået med fra den uformelle snak med chefen. Til samtalen var der 5 medarbejderrepræsentanter, en mellemleder og chefen selv. Faktisk gik den udmærket. Jeg fik sagt det, jeg ville, og jeg synes selv, at det lykkedes mig at give nogle kompetente svar på de spørgsmål, jeg fik stillet. Jeg hæftede mig kun ved en ting. Der var ikke ret mange smil på læben. De så alle sammen gravalvorlige ud under hele samtalen. Heldigvis var det noget, som jeg var forberedt på, da chefen ikke havde lagt fingrene i mellem, da vi talte sammen. Egentligt var det flot, at de kunne sidde i samme rum uden at bide hovedet af hinanden. Hele scenariet skærpede bare min lyst til at få fingrene ned i bolledejen og gøre noget ved situationen.

Senere på dagen ringede chefen og inviterede mig til en 2. samtale, samtidig med at han fortalte mig, at de andre kandidater var sorteret fra. Okay, tænkte jeg, så er der sgu en chance for, at jeg kan få lov til at komme til fadet. Jeg skal ikke lade det være en hemmelighed, at jeg har spekuleret rigtig meget i den forløbne uge. I går, torsdag, satte jeg mig ned og lavede en strategi for, hvordan jeg kunne gribe opgaven an. Fredag morgen var jeg topmotiveret og velforberedt. 2. samtale skulle løbe af staben kl. 12.45 på chefens kontor.

Kl.  ca. 10.00 ringer chefen. Han meddeler mig, at han aflyser samtalen i dag. Okay, nå, er det mest begavede, jeg kan finde på. Ja, siger han, han er blevet bekendt med min blog i går, og nu har han sovet på det. Han er kommet til den konklusion, at med det jeg skriver på den blog, så kan jeg ikke vinde medarbejdernes respekt. Okay, siger jeg igen, kan du ikke uddybe det lidt? Joh, siger chefen, det kan han godt, men siger så, at det ved jeg vist godt selv. Nej, siger jeg, det gør jeg ikke. Chefen fortæller mig, at det blandt andet har noget at gøre med det, som jeg har skrevet om min kone. Lige et øjeblik, siger jeg. Hvad er der med min kone? Det er ikke sådan ment, siger chefen, og du skriver også at du elsker hende over alt på jorden. Det er mere måden du beskriver hende…. Jeg er tavs, for jeg fatter simpelthen ikke, hvad manden hentyder til. Min kone er det menneske, jeg respekterer allermest i hele verden. Chefen fortsætter. Ja, jeg har også snakket med nogle af de andre mellemledere, og de mener også, at man ikke kan få respekt hos medarbejderne med den blog. Nå, siger jeg, det er jeg ked af, men det er jo, som det er. Ja, siger chefen, jeg kunne nu godt se en masse kvaliteter i dig, men jeg kan ikke ansætte dig, når jeg får de meldinger om det, du skriver. Herefter afslutter vi samtalen.

Hvad pokker skete der lige der. Jeg var fuldstændig paf. Hvis nu han havde sagt, at de skulle bruge en med en anden uddannelse end den, jeg havde. Eller næsten hvad som helst. I det mindste kunne han da have taget den samtale, som vi havde aftalt, og set mig i øjnene, mens vi fik en ordentlig snak om den blog. Jeg udleverer ikke nogen på min blog, og min kone læser korrektur på alt, hvad jeg skriver. Jeg har endnu ikke mødt en kvinde med større integritet, vid, humor og selvironi end hende. Jeg ville aldrig kunne skrive noget om hende, som hun ikke ville have. Pludselig kommer der en klovn, og dømmer mig på baggrund af det, som jeg har skrevet om min hustru. Jeg kunne mærke, hvordan barometret steg til det røde felt. Efter et stykke tid faldt jeg dog ned igen, og tænkte lidt over tingene.

Jeg ringede til min lillebror. Han er cand.phil. (filosof) fra syddansk universitet og – selv om han hader at få det prædikat – ekspert i internettet og alt, hvad der foregår der. Det er ham, der har lavet min blog. Jeg spurgte ham, om det kunne lade sig gøre at hindre læsere adgang til min blog, så ingen udover særligt godkendte personer kunne læse den. Selvfølgelig kan det det, sagde han, men hvorfor vil du dog gøre det? Jeg satte ham ind i formiddagens eskapader, og så skal jeg ellers love for, at jeg fik læst og påskrevet.

”Hvad fanden tænker du på, mand. Du kan sgu da ikke lade dig styre af, at der sidder nogle mennesker, som stadig lever i stenalderen, og som ikke har fattet, at det at blogge er en del af det 21. århundrede. Det er kun en lille del af dig, og det har som sådan ikke en skid at gøre med, hvordan du er som leder. Glem dem. Tag hellere og lav en historie ud af det. Send det til ”Harddisken” på P1 eller en anden journalist, der beskæftiger sig med den slags.” Og en hel masse mere af samme skuffe.

Herefter kom konen hjem uanmeldt hjem kl. 10.30. Jeg havde jo ringet og fortalt hende alt, hvad chefen havde sagt. Hun fortsatte der, hvor lillebror havde sluppet. Efter at jeg havde tygget lidt på det, kom der også antydningen af en konklusion på hele miseren.

Jeg tror stadig på, at man ikke skal være bange for at dele ud af sig selv. Jeg er bestemt ikke perfekt, og jeg har bestemt ikke i sinde at foregive at være det. Jeg er et menneske, med alle de fejl og mangler det indebærer. Når jeg skriver i min ansøgning ”fravær af selvhøjtidelighed og med en humoristisk tilgang til livet”, så mener jeg det helt bogstaveligt. Så hvad havde ”de” forventet? Jeg ved ikke, hvem jeg har mest ondt af. De chefer (ikke ledere), som tror på, at de ikke kan vinde ”respekt” hos deres medarbejdere, medmindre de opretholder en facade og holder kortene tæt ind til kroppen, eller de medarbejdere som er udsat for den slags chefer. Jeg begynder at forstå, hvorfor organisationen har alvorlige problemer.

Jeg er, som jeg er. Jeg bestræber mig på at spille med åbne kort. Folk får, hvad de ser, og jeg VIL ikke spille komedie. Det betyder så desværre, at jeg nogle gange bliver valgt fra, og ”so be it”. Jeg har nu ædt den lort (altså fået tørret den kolde spand vand af mit fjæs), selv om den var garneret med glasskår, men jeg kan sgu ikke lade være med at tænke på den virksomhed. Det er sgu synd for dem.

Dette indlæg blev udgivet i Mand på job. Bogmærk permalinket.

20 Kommentarer til Jeg er blevet vejet og blevet fundet for menneskelig…

  1. Kløve skriver:

    Martin – Du er en heldig mand – tænk om du ikke havde spottet “Chefens” mangler, og var blevet ansat under et menneske der regerer med et sådant menneskeligt underskud.

    • Martin Bliddal skriver:

      Kære Kløve
      Det er præcis det som jeg siger til mig selv… Men jeg på en eller anden måde virkelig overrasket over at det kan lade sig gøre at sidde i sådan en stilling med den indstilling til tingene.

  2. Johnny skriver:

    Tja ærlige mennesker med et hjerte er desværre ikke så eftertragtet som jeg kunne ønske og desværre har jeg set det særdeles mange gange og er derfor ikke særlig overrasket!!

    • Martin Bliddal skriver:

      Det er sgu trist at det er sådan. Heldigvis er jeg stadig i stand til at blive overrasket, men jeg skal ærligt indrømme at der begynder at blive lidt lang mellem overraskelserne…

  3. Allan Ohms skriver:

    Kære Martin. Tak for dit gode indlæg. Jeg er helt enig med din bror og din dejlige hustru. Og dig selv. Den chef havde du ikke holdt til ret længe. De har jo brug for en hel hær af psykologer og ikke en enmandshær med dit god hjerte.

    Jeg fostår – som du – heller ikke en bønne af, hvad han mener. Er ikke sikker på, at han selv ved det. Han har sneg alle and væk og sidder nu alene tilbage med flokken, som har vundet en sejr over ham og samtidig har de tabt til sig selv. Værst for dem.

    Du får dit job. No doubt about that! ;-) Allan

  4. Pingback: Tweets that mention Jeg er blevet vejet og blevet fundet for menneskelig… | Martin Bliddal -- Topsy.com

  5. Martin Bliddal skriver:

    Tak for de medfølende kommetarer. Jeg mærker varmen, og det er sgu tiltrængt…
    Kærlig Hilsen
    Martin

  6. Faldt lige over din lillebrors tweet og måtte lige kikke ind, og så denne gyser. Du er vist sluppet med skindet på næsen. Og nu må du undskylde mig, for jeg er ved at dø af nysgerrighed efter at læse om det der farlige ironi. Det er uhyggeligt.

  7. Peter Dreyer skriver:

    Hej Martin

    Jeg så også din brors tweet og blev nysgerrig.
    Lad mig straks sige, at jeg aldrig har ført dagbog. Tanken om at dele reflektioner over mit liv med andre – og potentielt vildt fremmede – er mig meget fjern! Jeg indrømmer, at jeg faktisk bliver lidt skræmt af folk som dig, der har lyst til, måske behov for og – især – magter – at dele stort og småt i tilværelsen på denne måde. Din not-to-be chef er måske lidt af samme støbning. MEN, hatten af; du skriver fremragende og vedkommende – din blog er din gave til omverdenen. Imponerende overskud! OG der er kun én, der har tabt i denne sag – og det er ikke dig! Argumentationen er helt surrealistisk og udtryk for en organisation, der er til rotterne. Ved lejlighed skal jeg høre, hvem det er, der er så skidt kørende… ;-)

    Hilsen

    Peter

  8. Martin Bliddal skriver:

    Kære Peter
    Hvis du snakker med Rasmus er jeg sikker på at han kan fylde hullerne ud. Det er meget bevidst, at jeg ikke giver oplysninger der giver læserne mulighed for at regne ud hvem jeg skriver om. Bloggen er mine oplevelser og refleksioner i – og om tilværelsen. Ingen skal være nervøse for at blive hængt ud. I så fald vil alle jeg kender, ende med opføre kunstigt hver gang de er sammen med mig:) Tænk alle de gode historier jeg og I læsere ville gå glip af. Rasmus har omtalt dig ved forskellige lejligheder, og jeg håber at jeg får mulighed for at hilse på dig engang. Iøvrigt gælder det for alle de – i mine øjne – fantastiske personligheder, som tager sig tid til at kigge indenfor fra tid til anden. Lad mig dog advare jer alle sammen. Det kunne tænkes, at der kom en god historie ud af det :)
    De kærligste hilsner
    Martin

  9. Lotte Bliddal skriver:

    Kære Martin og co

    Jeg har blogget siden 2007 på http://www.lotte-bliddal.dk og efter denne sag har jeg fået en melding fra en advokatkollega, som også tror, at jeg ville være blevet fyret, hvis jeg havde blogget som lønmodtager, fordi jeg er alt for ærlig omkring mine oplevelser og de erfaringer jeg gør mig.

    Det, der hidser mig mest op, er det faktum, at jeg bliver brugt som begrundelse for, hvorfor chefen aflyser 2. samtale. Tænk at chefen træffer en beslutning ud fra, hvad andre mennesker mener om min mands blog og dømmer ham ud fra, hvad han skriver om mig?

    Jeg troede chefen skulle træffe sin beslutning på baggrund af personlighedstesten, min ægtefælles lederprofil, forløbet af de 2 samtaler og den 3. samtale, som chefen valgte at aflyse, og hvor Martin ville have præsenteret ham for en strategi for, hvordan der kunne rettes op på den afdeling.

    Jeg undrer mig også totalt over, at chefen ikke engang gider rette henvendelse til de 3 reference-personer, min mand havde givet tilladelse til, at chefen kunne kontaktes. Så ville chefen i allerhøjeste grad have fået den oplysning, at min mand ikke har noget problem med at få respekt fra andre mennesker.

    Det er ikke nogen hemmelighed, at min mand er den person, som jeg beundrer allermest i hele verden. Han er årsag til, at jeg selv tør arbejde med innovation i min egen advokatvirksomhed (www.paulex.dk), at jeg – sammen med mine medarbejdere -har vundet en innovationspris, er blevet kåret som grænsebryder og nogle gange tager mig mod til at kaste mig ud i underlige eksperimenter så som f.eks. følgende: http://lotte-bliddal.dk/2010/10/09/10-minutters-appetitv%C3%A6kker/

    Livet går videre, og det er helt sikkert, at oplevelsen her er et tegn på, at Martin skal begynde at lede efter arbejdsmuligheder helt andre steder end de for ham traditionelle stillinger.

    De allerkærligste hilsner til jer alle fra
    Lotte – det er så dejligt at læse jeres varme og ærlige tilkendegivelser :-)

    Og Peter Dreyer: Mine forældre er 100 % enige i din kommentar – de har været bange for konsekvenserne af mine blogindlæg siden 2007, men er vist ved at vænne sig til, at de har en datter og en svigersøn, som er ret så “underlige”.

  10. Pingback: Advokat-branchen: Hvad sker der? · En rystende oplevelse

  11. Otto Kjærgaard skriver:

    Jeg har i flere medier beklaget mig over den omfangsgribende tendens til at folk ytrer sig anonymt på debatfora og blogs. Jeg synes det ødelægger debatten og fjerner seriøsiteten, når man debatter anonymt. Der skal være tungtvejende grunde før, det er acceptabelt. Det bør gælde uanset om man debatterer om politik eller andre emner.
    Min holdning til det, har altid været, der er ingen grund til at stikke hovedet i busken, stå frem med det du har på hjerte, det lønner sig længden.
    Jeg har fået overraskende mange svar på mine indlæg om dette emne, fra folk, der forsvarer de anonyme indlæg. Landmænd, der er bange for kontrollerende myndigheder, ansatte, der er bange for de jobmæssige konsekvenser, det kan have at ytre offentlig også om emner, der ikke er direkte relateret til den pågældendes job.
    Er disse bekymringer berettigede, så er der da endnu mere grund til, at nogen bør kæmpe for retten til at ytre sig offentlig. Man skal selvfølgelig stå til ansvar for sine ytringer, når det er relevant, men det er jo slet ikke det, der sagen i dette tilfælde.
    Hvis tendensen til anonymisering breder sig, så er samfundet blevet fattigere.
    Jeg gætter på, at den skvattede chef, der giver denne ynkelige afslagsbegrundelse slet ikke vil stå frem ved navn og forsvare sin begrundelse for afslag. Det kunne tænkes, at ledelsesproblemerne i afdelingen skyldes at man har en lukket kultur, hvor der ikke er plads til åbenhed, det er der meget, der tyder på.
    Man vil i forbindelse med ansættelser ofte skulle give afslag, god skik tilsiger at man giver begrundede afslag. Ofte træffes beslutningerne mere på fornemmelser end på facts, det er der i princippet ikke noget galt i, fornemmelser skal man ikke kimse af. Afslagsbegrundelser bliver derfor ofte lidt søgte selvom om man forsøger, at gøre sig umage. Afslag uden begrundelse kan derfor ofte være bedre end et afslag med en dårlig begrundelse.
    I dette tilfælde er der imidlertid givet en dårlig og direkte skadelig begrundelse. Fører dette afslag til, at Martin Bliddal fremover ikke ytrer sig offentlig ved navn, så er der sket skade. Nu har jeg gennemlæst Martin Bliddals blog, jeg har ikke fundet noget heri, der diskvalificerer ham til noget job, jeg kan komme i tanke om. Der er ingen provokerende og destruktive holdninger. Jeg kunne sagtens forestille mig mere skarpe ytringer som også burde være acceptable.
    Jeg vil da opfordre til, at skvatmiklen, der gav afslaget står frem og forklarer og forsvarer sin dårlige begrundelse, men han tør vel ikke engang gentage begrundelsen på skrift.
    Hr Bliddal, når alt kommer til alt, så er du nok ikke den, der har tabt ved ikke at få det pågældende job.
    Otto Kjærgaard, Gundsømagle.

  12. Vita Rachlitz skriver:

    Hej Martin,

    Jeg kender dig ikke, og du kender ikke mig… jeg så dit link via en veninde på facebook og jeg blev ramt/vred over den behandling…

    Sikke et intetsigende ja nærmest skræmmende menneske, der kan behandle andre mennesker sådan. Hvilken livsvisdom har han da fået med i hans baggage? Eller mangel på samme. Den stakkel… Men en flot og sober måde, du får skrevet det på… Respekt for det! De fleste ville ha haft lyst til at hænge mennesket ud til offentlig spot…

    Hvor var det godt, at du straks går til din bror og den fantastiske kvinde du har i dit liv og får opbakningen så fuldhjertet – samt alle dine venners indlæg… Jeg er chokeret og den virksomhed har virkelig mistet chancen for at udvikle sig, – fordi de mistede dig. Men jeg er ikke i tvivl om, at en anden virksomhed på glat-is, men som er parat til at få din hjælp, vil dukke op. That will happen!!!

    De mennesker skal man måske møde, for at lære at værdsætte så meget mere, når man møder ”normale” ordentlige mennesker og ofte endda helt fantastiske – velvidende at dit liv er så meget rigere.

    Jeg havde en svigerinde, der engang udtalte, at hun ikke brød sig om mig, fordi at jeg ”holdt så meget af mennesker”… – og hun skulle være præst… ja ja – det var jo ikke mig, det handlede om, og det var ikke mit tab… Heldigvis bliver de fleste mennesker klogere..

    Jeg var lige ved at sætte indlægget ind og så Lottes hilsen herinde. Du er en super skøn kvinde Lotte – og I to er jeg glad for at ha ”set” herinde og ønsker jer ALT godt!!! Bare I var en del af mit liv – så ville jeg være stolt!!!

    Mange hilsner og smil
    Vita

  13. Carlo skriver:

    Hej Martin.

    Du skriver det selv. Du er nok fundet FOR menneskelig.
    Alle vil vel gerne have en chef, der også kan se ens menneskelige ressourcer. Men faktisk synes jeg sjældent det er en god idé, at chefen direkte er “buddy” med sine ansatte.
    En chef skal ofte træffe beslutninger hvor det er en fordel, at der er en naturlig distance.

    Personligt har jeg på INGEN måde lyst til at have en chef der udbasunerer sit privatliv. Med andre ord, ville jeg ikke være ret begejstret for at have dig som chef.
    Jeg kunne selvfølgelig bare lade være med at læse din blog, men mon ikke de mest “saftige” indslag ville være svære at holde fra at cirkulere i virksomheden.

    Det er fint nok, at du og fruen har behov for at udstille jeres private tanker på internettet. Vi har da ytringsfrihed i Danmark.
    Men ytringsfrihed er ikke lig med konsekvensfrihed – alt hvad man foretager sig, har konsekvenser.
    Og den naturlige konsekvens her er altså bare, at nogen ikke vil ansætte dig.
    Det må du nok lære at leve med.

    Og dem der ikke vil ansætte dig på grund af dette, kunne du jo heller ikke drømme om arbejde for, vel? Det er da i høj grad en win/win situation.

    De bedste hilsner:
    – Carlo.

    • Martin Bliddal skriver:

      Kære Carlo
      Du har fuldstændig ret. Jeg er selvfølgelig bevidst om, at det bestemt ikke er alle mennesker der syntes at det fedeste i verden er at have en chef der blogger. Jeg var bare overrasket over at min blog kunne have den form for indflydelse. Jeg er jo ikke rabiat, og jeg opfordre ikke til nogen form for lovformlig anstødelig aktivitet. Min eneste forseelse i denne sammenhæng er, at jeg offentlig erklærer min kærlighed til min hustru og deraf følgende begær, om jeg så må sige. Heri ligger min overraskelse. Jeg respekterer helt og holdent chefens beslutning. Han må jo alt andet lige være den nærmeste til at foretage den vurdering. Iøvrigt er det rigtigt at alle handlinger har en konsekvens. Jeg er også fuldstændig på det rene med, at jeg må tage konsekvensen af mine handlinger. Tak for din kommetar…
      De venligste hilsner
      Martin

  14. Helle skriver:

    Hejsa Martin.
    Ja, historien er rystende. Naar jeg taenker paa hvordan du og Lotte i den grad respekterer hinanden. Arbejdsgiveren har virkeligt fejlbedoemt situationen.
    Paa en maade er jeg ked af det paa dine vegne, at du ikke fik jobbet, for du elsker jo udfordringer – og det lyder til, at du ville have haft et meget interessant projekt her.
    Men paa den anden side, saa ville det ogsaa vaere rart med et arbejdsklima, hvor folk respekterer hinanden, og i det firma havde du i hvert fald ikke faaet chefens opbakning overhovedet.
    Jeg oensker dig alt held i jobsoegningen, og haaber, at du maa finde noget, som passer praecis til dig.
    Pas rigtigt godt paa dig selv, og held og lykke med jobsoegningen – med din personlighed, saa kan du kun faa noget godt.
    Knus fra Helle.

  15. Bo skriver:

    man skal læse meget før ørerne falder af eller noget…………..
    Man begrundelser har jeg hørt, men jeg må indrømme de slår alt. Skal vi alle I dette land være små firkanter som passer i små kasser, som så kan bryges til at lave nye kasser der passer i en firkant, fanden nej, faktisk mener jeg du burde dekoreres for din indsats for at gøre Danmark til et mere behageligt sted og ikke bare et humør forladt lille lorte land

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>