Er “hvad har jeg ret” det rigtige spørgsmål?

Jeg er stødt på et nyt begreb i statslig ledelse. Det er noget så fint som “Public Governance”. Det er jo nærliggende at spørge, hvad det så handler om. Jeg skal gøre det meget kort. Det handler grundlæggende om, at få den enkelte borger til at tage ansvar for sin egen tilværelse. Hvad siger du så, er det ikke en smuk tanke? Det er som hevet ud af Nietshes eksistentialiske ideer om mennesket som herre over sit eget liv. I praksis foregår det på den måde, at kommunerne indgår et kontraktforhold med den enkelte borger så som: “Hvis du sørger for at dine børn er inde senest kl 21.00 hver dag, så får du din understøttelse. Hvis ikke du opfylder kontrakten, så bortfalder understøttelsen.”

Misforstå mig nu ikke. Jeg er fuldstændig enig i, at vi hver især skal tage ansvaret for vores eget liv. Jeg gør ihvert fald mit bedste for at leve op til mine egne idealer, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi danskere, siden før 2. verdenskrig, har kæmpet for at skabe velfærdsstaten, hvor mange har nok, og få har for lidt. Vi betaler i gennemsnit halvdelen af hver tjente krone til staten for vort fælles bedste. Vi kan endda pryde os med titlen som befolkningen med verdens højeste skattetryk. Vi har plejehjem, børnehaver, sygehuse, veje, skoler, biblioteker, sociale boliger, hjemmehjælpere, politi, domstole, fængsler, institutioner for sindsyge, åndsvage, autister, svagt begavede o. s. v.. Det hele er “gratis”, for vi har jo betalt for det gennem skatten. En trediedel af arbejdsstyrken er ansat til at administrere hele molevitten. Velfærdsstaten har sejret ad helvede til. Vi har det som blommen i et æg. Vi kan mure os inde bag ligusterhækken, i sikker forvisning om, at der er nogen, der tager sig af de syge, de gamle, de tossede, de fremmede, de kriminelle og vores børn. Det er med god samvittighed, at vi hytter vores eget skind, for vi har købt vores aflad i form af den høje skat.

Vi kan nøjes med at brokke os i retfærdig harme over ventelisterne i sundhedssystemet, de ensomme gamle, de helt forfærdlige forhold på visse institutioner, de alt for milde straffe,  de forbandede lærere, der ikke kan holde ro i klasselokalerne og alle de fremmede, der vælter ind over vores grænser, og suger sig fast på velfærdsstatens patter. Hvorfor gør kommunen ikke noget, hvorfor gør staten ikke noget? Alt imens vi brokker os, gældsætter vi os for at bygge større villaer, køre i større biler, gå i moderigtigt tøj og tage på aktivitetsferier, så vi slipper for at forholde os alt for meget til vores ægtefælle og børn. Oven i det hele får vi børnepenge, efterlønsordninger og folkepension. Joh, vi lever det fede liv her i Danmark, faktisk burde vi gå rundt og grine som en flækket træsko af bare lykke. Vi har den luksus, at vi kan spørge: “Hvad har JEG ret til”.

Det har taget os over 50 år at nå hertil, hvor vi kan overlade hele ansvaret for alle samfundets minioriteter, fremmede og udtødte til staten. Vi er simpelthen blevet opdraget til, at staten tager sig af det hele, og lige pludselig introduceres så begrebet “Public Governance”. Nu skal vi lige pludselig til at tage ansvar for os selv, vore nærmeste og folk omkring os. Det er fandeme en skræmmende tanke. Grunden er, at der er nogle kvikke hoveder, der har fundet ud af, at regnestykket ikke går op på den lange bane. Danmark har en trediedel der administrerer, en trediedel på overførselsindkomster og en trediedel på det private arbejdsmarked. Det vil sige, at der er en entrediedel, som groft sagt betaler for hele gildet. Samtidig går 60′er generationen på pension i disse år, og de ved sgu hvad de har ret til, for de har selv været med til at bygge det hele op. Det er der bare ikke penge til. Faktisk har vi ikke noget valg. Vi bliver nødt til at genopfinde velfærdsstaten i en anden form. Vi bliver nødt til at redefinere vor forståelse af, hvad velfærd er.

Hvad nu hvis vi højere grad tog os af vore forældre, når de blev gamle, og lod dem være med til at opdrage vores børn. Kunne det ikke tænkes, at det kunne bibringe vores børn noget værdifuldt. De gamle har trods alt et helt livs erfaring, og som fryns kunne vi alle nok lære et eller anden om tolerance og medmenneskelighed.

Hvad nu hvis vi i højere grad tog ansvar for opdragelsen af vore børn, og lærte de unger hvordan man skal opføre sig, så andre kan holde ud at være sammen med dem. Kunne det tænkes, at det ville være nemmere at få ro i klasselokalerne, således at eleverne lærte mere. Det er trods alt dem der skal overtage driften, når vi engang bliver gamle.

Hvad nu hvis vi omfordelte lidt af midlerne. F.eks så får vi børnepenge her hos os, og helt ærligt, så er det sgu den rene galimatias. Der må være nogen i det her samfund der har mere brug for de penge, end jeg har.

Hvad nu hvis flere lod være med at gå til læge, af samme grund som en hund slikker sig i skridtet, altså fordi man kan.

Hvad nu hvis efterløn kun var for dem som var fysisk og psykisk nedbrudt.

Hvad nu hvis vi mødte flygtningene og indvandrene med et åbent sind og tolerence, i stedet for at sidde bag lukkede døre og lade staten klientgøre dem, så snart de er trådt ind over landetsgrænser. Kunne det tænkes, at integrationen ville være knap så katastrofal som tilfældet er.

Hvad nu hvis vi hver i sær spurgte: “Hvad kan jeg bidrage med?” i stedet for: “Hvad har jeg ret til?”

Ville det være så forfærdelig??? Ansvaret er vores. Det er op til os at få det hele hænge sammen.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>