Folkeskolereformen er et palads fuld af muligheder

Folkeskolereformen har sikkert gjort det nemmere og mere rentabelt at være børnefamilie i Danmark. Ikke mere lektielæsning i ulvetimen og færre udgifter til SFO. Desuden rummer reformen uanede muligheder for didaktiske og pædagogiske udfoldelser.

Har du nogensinde filosoferet over, hvad der har sikret arten, homo sabiens, overlevelse? Adspurgt kommer svaret næsten helt af sig selv: ”Vor hjerne”. Det svar er jo svært at være uenig i.

Specielt to faktorer gør sig gældende i den sammenhæng.

Den ene er hjernens evne til at projicere vor mentale jeg ud i fremtiden. Altså forudse resultatet og konsekvensen af vore handlinger. En praktisk evne at være udstyret med, da urtidsmennesket levede i og af den vilde natur, og hverdagen kunne være en kamp på liv og død. Den evne har vi ikke mistet. Vi gør det hver eneste dag, og vi har tendens til at tro på de konklusioner om fremtiden, som vor hjerne frembringer. Vi har behov for følelsen af viden om morgendagen.

Set fra det perspektiv er samfundet og verden uheldigvis blevet til stadighed mere og mere kompleks og dermed sværere at overskue. Det er ganske enkelt ikke muligt for hjernen at tage alle informationer med i ligningen.

At projicere vor mentale jeg ud i fremtiden er ikke noget, vi bare kan lade være med. Det ligger indkodet i vore gener. Det er vor natur; men kompleksiteten betyder, at vore forudsigelser om fremtiden bliver ukorrekte. Det kan gøre os utrygge, måske bange eller ligefrem angste, hvis vi den ene gang efter den anden oplever, at det, som vores hjerne fremstillede som sandhed, simpelthen ikke passede.

Den anden faktor er evnen til at skabe. Paradoksalt er det den evne, der har sparket benene væk under den første faktor. Videnskaben har sejret ad helvede til. Hver eneste dag byder på nye teknologiske landevindinger, og vi halser af sted for at følge med udviklingen. Informationsstrømmen er massiv og vælter ind over os næsten i samme sekund, vi åbner øjnene om morgenen. Hele kloden er tilgængelig med et tryk på en knap. Mange af os tilbringer dagen krøllet sammen i fosterlignende stilling foran en skærm. Milevidt fra den natur, hvor vi oprindeligt er designet til at leve i.

Vi tror på udviklingen, teknologien og vækst. Vi vender os endda mod videnskaben i håbet om, at den kan hjælpe os med at overskue virkeligheden. Der bygges kvantecomputere og laves komplicerede algoritmer til at lave udregninger om den fremtid, vi ikke længere selv kan overskue. Kloge mænd og kvinder sprøjter prognoser ud om alt mellem himmel og jord. Befolkningstilvækst, finansmarkedets udvikling, økonomisk vækst og klimaforandringer. Den ene forudsigelse er mere gruopvækkende end den anden og værst af alt, så ligger løsningsmodellerne helt uden for individets indflydelsesfærde. Jeg siger ikke, at vi skal hånt om klimaet eller økonomien. Det kan blive meget værre end forudset; men det kan også blive meget bedre. Vi kryber sammen i frygt eller lukker øjnene, og vi lever i håbet om, at videnskaben vil redde os.

Vi glemmer, at det er vor natur, der spiller os et puds. Det ligger i vor natur at fokusere på farerne. Det har sikret vor overlevelse. Vores problem er, at fremtiden ikke forudses med nævneværdig nøjagtighed længere. Uanset hvor kraftig computeren er, og hvor kompliceret algoritmen er, så kan det ikke lade sig gøre at tage højde for alle informationer. Dertil er verden for kompleks. Det vil betyde, at du skal vide præcis, hvor hvert eneste atom i universet befinder sig. Vore gener dikterer os, at vi skal tro på egne forudsigelser. Faktum er, at trods alle vore fantastiske udregninger, er det ikke lykkedes os en eneste gang at forudse en økonomisk krise. Vi har aldrig kunnet forudse aktiemarkedets udvikling. Alligevel bilder vi os ind, at prognoserne for klimaforandringerne og alle andre forudsigelser er endegyldige sandheder, eller hvad?

Jeg plæderer ikke for, at vi skal stoppe udviklingen. Det er ikke min hensigt at forherlige fordoms liv og levned. Jeg konstaterer bare, at vi fortsat skal navigere i en virkelighed, der ligger længere og længere væk fra det miljø, vi er designet til. For at sikre os, at vort afkom erhverver sig de nødvendige færdigheder, har vi oprettet en folkeskole. Den ligger os meget på sinde. Der er snart ikke en eneste siddende regering, der ikke har følt sig kaldet til at foretage ”forbedringer” i vor skole.

Det er mig en kilde til undring, at når virkeligheden bliver mere kompleks for hver dag, der går, at når informationsstrømmen vokser eksponentielt, og når den teknologiske udvikling bliver hurtigere og hurtigere, så indfører regeringen en arbejdstidsaftale for lærerene – med vold og magt vel at bemærke – der skærer kraftigt ned på deres forberedelsestid. Nu har jeg sagt, at vi skal være forsigtige med forudsigelser, men hvilke konsekvenser tror du, at det vil få for dit barn i fremtiden?

Hvor klar tror du, at dine børn er til at tage brydegreb med livet, når de engang er færdige med skolen, når lærerene ikke har tid nok til at følge med udviklingen og dagligt producere undervisningsmateriale, der afspejler virkeligheden? Hvad kommer det til at betyde, at vore børn er blevet undervist i stagneret viden i bogsystemer? Vil du bare tage ”ja-hatten” på og overlade ansvaret til en flok levebrødspolitikere, der har deres egne børn i privatskole, bare fordi problemstillingen ikke lige kan overskues ved at læse spisesedlen fra BT eller Ekstrabladet? Er det ikke den direkte vej til en polarisering af velfærdsstaten? Dem der har råd til at betale for privatskole, og dem der må trækkes med sparerøvelser, forklædt som reformer og politiske visioner.

Sjovt nok betyder ”reform” at forandre noget til det bedre. Jeg har ingen kvantecomputer og ingen algoritme. Jeg mener ikke, at jeg behøver at være en DJØF’er med et regneark for at kunne opstille et simpelt regne stykke:

Mere undervisningstid + flere elever med særlige behov – (forberedelsestid x desillusionerede lærere) = ?

Det er ikke mere kompliceret end det. Resten er bare politisk spin og floskler.

Folkeskolereformen er et palads fuldt af muligheder; men hvad hjælper det, at der er bygget et palads, når der ikke er ressourcer til at fylde noget i det. En hotdog med rå løg er og bliver en hotdog med rå løg. Også selv om den bliver serveret på en guldtallerken i en tronsal med ornamenter på væggene.

Martin Bliddal

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>