Du har ketchup i mundvigene…

Det der med haven er en tilbagevendende mare, der placerer sig på mine skuldre og gør mig duknakket hele foråret. Den er min patos og min dårlige samvittighed. En konstant påmindelse om, hvad der kan komme ud af at gå på kompromis med sine inderste overbevisninger i forsøget på gøre sin ægtefælle tilfreds. Det slag i ansigtet, der understreger den ekstremt pessimistiske pointe, at utak er verdens løn.

I 1998 skulle vores have anlægges. Det gik hurtigt op for mig, at her stødte vi på den første knast i ægteskabets sprøde begyndelse. Jeg var og er stadig fortaler for, at haven skal være så nem at passe som overhovedet muligt. Derfor plæderede jeg for græs, træer og en forholdsvis vedligeholdelsesfri hæk til at indramme hele herligheden. Derved ville jeg kunne lave al havearbejdet fra ryggen af en havetraktor. En helt igennem tiltalende tanke.

Som du sikkert har regnet ud, var min hustru ikke enig i mine betragtninger. Hendes mentale konstruktioner vedrørende have indebar blomsterbede, prydbuske, køkkenhave, højbede og lavbede. Det ene vedligeholdelsesmæssige mareridt efter det andet. Bøger blev indkøbt, latinske betegnelser terpet og en havearkitekt hyret. Inden jeg fik set mig om, stod jeg med en udførlig tegning af mit livs største tidsrøver. Jeg så i ånden, hvordan timerne blev drænet ud af mit liv år for år, indtil jeg gammel og nedslidt blev lagt i graven med spagnum under neglene.

Således satte vi os til forhandlingsbordet fast besluttet på at høvle løs på denne første knast og bane vejen til et langt og lykkeligt samliv. Kompromiset blev, at vi i fællesskab skulle anlægge det arkitektoniske vidunder. Jeg skulle i al fremtid slå græsset og klippe hækken. Lottes opgave skulle være at passe blomsterbede og køkkenhave. Alt i alt en rimelig aftale, der imødekom begge parter. Det eneste minus var, at græsplænen ikke ville få en størrelse, der retfærdiggjorde en havetraktor.

Allerede efter den første havesæson stod det klart, at Lotte mest var interesseret i haven på det teoretiske plan. Det er min antagelse, at hun i sit stille sind havde regnet med, at jeg faldt til patten, og at hun med tiden kunne lade opstille en af de der høje stole, som livredderne bruger på stranden, hvorfra hun kunne dirigere mig og drengene rundt i havehelvede.

Jeg har stædigt holdt fast i vor aftale. Jeg slår græsset og klipper hækken. Og Lotte? Jo, som tiden gik groede bedene og køkkenhaven mere og mere til. Problemet var, at køkkenhaven ligger lige uden for vores soveværelse. Hver morgen, når jeg trak gardinerne til side, havde jeg udsigt til det mest forfærdelige forfald i hele kvarteret. Selv de kasser, jeg havde konstrueret til planter, urter og grøntsager, stod og faldt fra hinanden.

Jeg er af den holdning, at i stedet for at gå rundt og brokke sig over alt det, som andre ikke gør, hvorfor så ikke gøre det selv? Det betød, at hvis jeg skulle passe haven, så måtte det, som jeg ikke selv gad beskæftige mig med, ryddes af vejen. Jeg proklamerede over morgenkaffen en lørdag morgen, at 1. maj var skæringsdagen. Hvis ikke bedene var ordnet, ville jeg leje en mand med en bobcat og rydde hele haven og så græs i lortet. Det fik overraskende konen op af stolen. Simsalabim og så var haven ordnet.

Siden har jeg gentaget truslen hvert eneste år. Skønt hun knurrer under overfladen, får det hende ud med både hakke- og skuffejern. For en ordens skyld tager vi lige en diskussion om, hvorvidt det kan betale sig at reparere på de efterhånden noget anløbne kasser i køkkenhaven, eller om bobcat’en skal have lov at komme til.

Her er det, at Lotte har muligheden for den søde hævn. Hun insisterer hvert eneste år på, at kasserne skal fikses, skønt de snart ikke kan hænge sammen. I henhold til aftalen kan jeg ikke fjerne dem, så længe hun har dem ryddet for ukrudt inden 1. maj. Det gentog sig igen i år. En lidt råkold aften sidst i april gik jeg småbandende rundt derude med akkuboremaskine og stålbånd og forsøgte at få skruerne til at bide i det rådnende træ.

Pludselig smuttede boremaskinen og perforerede to af mine fingerspidser. Selv om skaden ikke var stor, blødte det voldsom. Jeg stak fingrene i munden og gik ind og fik mig forbundet. Bagefter gik jeg om til Lotte, som gik og rodede i jorden langs garagen for at berette om mine lidelser. Måske med et lille underlæggende håb om, at hun ville se håbløsheden i kasseprojektet og lade bobcat’en komme til.

Der var ingen medlidenhed eller forståelse at hente. Jeg nåede ikke engang at åbne munden, inden hun udbryder: ”Du har ketchup i mundvigene.” Det tager lige et par sekunder, inden jeg fatter, hvad hun snakker om og forsøger at tage til genmæle. Jeg viser mine forbundne fingre.”Jamen, det er sgu blod, fordi…” Længere når jeg ikke, før jeg bliver afbrudt. ”Nå, så er det godt nok sprøjtet lige op i dine mundvige.” Jeg indså, at hun var hård som flint. Kasserne har fået endnu en sæson, og jeg har fået en lektion i kvinders hævngerrighed :-)

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

2 Kommentarer til Du har ketchup i mundvigene…

  1. Leif Didriksen skriver:

    Det er bare flot skrevet, morsomt og oplysende..

  2. Vita skriver:

    Jeg elsker dine blogs og Lottes opdateringer på fb…. Jeg elsker det, mest af alt, fordi det er skønne emner, som giver stof til eftertanke, men også fordi I tør vise, at parforholdet ikke bare er et eller andet “lyserødt” Hollywood film-agtigt noget. At kærlighed og forhold GODT kan være noget der fungerer selv med en del forskelligheder. Og ikke bare tandpasta-problemer… Men søde små “magtkampe”, respekt og kompromiser samt under det hele en skøn og varm undertone… I love it!!! <3

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>