Døden på kaminhylden

Den anden aften var vi inviteret til aftensmad hos mine svigerforældre. Som altid var det en hyggelig forestilling, og snakken gik over bordet. Jeg ved ikke helt, hvordan vi endte der; men på et tidspunkt handlede emnet, vi debatterede om, livet efter døden, og om hvad vi hver især ønskede os, at der skulle ske med vore jordiske rester. Der var bred enighed bordet rundt om, at ligbrænding var at fortrække.

Nu var det, at det hele blev meget interessant. Ser du, kære læser, min kone har som regel en meget opfindsom tilgang til gældende normer. Nej, lad os bare skrue op for jubelbarometret og kalde hende innovativ. Hvem gider at nøjes med at være opfindsom nu om dage? Hun kunne godt tænke sig at have min aske stående på kaminhylden i en dekorativ urne. Faktisk syntes jeg, at ideen var så god, at hvis det var hende, der døde først, så ville jeg gøre det samme. Jeg skal lige tilføje, at mine svigerforældre vist ikke var videre begejstret for ideen, selv om Lotte og jeg også gerne ville have dem stående, når deres tid engang kom. Til gengæld var mine forældre med på vognen.

Når det gælder min kone, er der ikke noget, der kan nøjes med at være en løs, men underholdende snak over en god middag og en flaske rødvin. Næ, nej, hun gik prompte hjem og klikkede sig ind på  www.minsidstevilje.dk for at gøre sin sidste vilje officiel. Tænk dig. Det kunne faktisk ikke lade sig gøre. Der var faktisk nogen, der havde sat sig ned og lavet regler for, hvad man må gøre med sine kæres aske efter en afskedsceremoni og en ligbrænding.

For hulen da, hvor er vi bare gennemreguleret på kryds og tværs i dette land. Dydens smalle vej bliver smallere og smallere, og flere og flere falder uden for rammen af, hvad der er lovligt, hvad der er gangbart på den sociale arena, eller hvad der er gældende normer for den sags skyld.

Dette er blandt andet kommet til udtryk inden for undervisningsområdet, hvor alt for mange elever visiteres ind på specialskoler med en eller anden diagnose hæftet om halsen. Heldigvis er der nogle velmenende politikere, der i et forsøg på at vende den udvikling har lanceret ”Den inkluderende folkeskole”. Vore børn skal til at lære at være mere tolerante overfor dem, der er anderledes.

Jeg synes, at tanken er ædel. Jeg er glad for, at vi ikke er ens. De skæve, de tossede og alle dem, som tænker krøllede tanker, er ofte dem, der gør livet til en fest og giver mig noget at spejle mig selv i og sætter spørgsmålstegn ved, om den måde, som jeg har indrettet mit liv på, er den eneste rigtige. Lad os da gøre en indsats for at få nogle flere af dem ind i fællesskabet og samtidig benytte lejligheden til at hylde forskelligheden.

Den store udfordring er blot, at alle tiders største sociale projekt bliver forvandlet til en ækvilibristisk øvelse i nedskæringer og besparelser i hænderne på kommunerne. Det, som skulle højne tolerancen, er i fare for at komme til at gøre det stik modsatte på den måde, at de elever med særlige behov, der pludselig skal gå i en almindelig folkeskole, kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget i den daglige undervisning, fordi de resurser, der skulle få inklusionen til at lykkes, er sparet væk. I stedet for at blive inkluderet bliver de en kilde til irritation både for klassekammeraterne, deres forældre og lærerne, og dette med en lang tydeligere stigmatisering som resultat. De eneste ofre på det alter bliver vore børn, både de ”særlige” og ”de almindelige”, og det er endda deres hjerner, der skal sikre vor fremtid. Jeg fatter det ikke.

Nå; men her i huset stiller vi os gerne op i gruppen af de tossede og de skæve, når vi engang i fremtiden bryder loven og har vore kære stående på rad og række i dekorative urner på kaminhylden. Jeg håber godt nok, at inklusionsprojektet er lykkedes til den tid, ellers får vi her i huset svære tider.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

2 Kommentarer til Døden på kaminhylden

  1. Keld Clausen skriver:

    Hej Martin.

    Jeg kan følge dig, og jeg kan ikke følge dig…….
    Tja, nu lyder det forviret………
    Jeg tænker……. Der er social/genetisk arv. ( Så du? kun et punktum).
    Mine børn har to (velfungerende mennesker) forældre (Ikke samlevende).
    Hvis man altså tager normerne som “pejle punkt”.
    Og normerne kan men såmænd heller ikke regne med.
    Hvad er det vi vil????
    Vil vi have at vores børn skal være Sociale, Indlevende, Medfølende, Tolerante OSV.
    Hvorfor ikke bare sige, mine børn skal være PERFEKTE??
    Hvad sker der hvis man kikser i bare et af ovenstående?????
    Det moderne samfund kræver ALT af ALLE, vi skal være fleksible, være klar til alt, i samfundets tjeneste.
    Mit spørgsmåler ganske enkelt:
    Kan man forlange at alle forældre klarer opgaven til UG, eller kan man frygte at et par eller ………falder i??????????
    Mennesker er mennesker, skal behandles som mennesker, betrgtes som mennesker og ikke mindst forståes som mennnesker.

    Forstår dit indlæg, men syntes bare tit at politiske diskutioner ender i noget der desværre er “uvirkeligt”.

    GLEM aldrig den meneskelige omsorg, den er tjent tifold på et menneskeliv.

    Mvh
    Keld Clausen

  2. Thomas skriver:

    Hej Martin

    Tak for et godt indlæg. Jeg er som lærer i folkeskolen, modstander af inklusionstanken. Det er jeg fordi differentieringsopgaven bliver for stor. Spændet over grøfterne, sat op overfor de tiltagende snævre slutmål, gør opgaven umulig. Ikke kun for lærerne, men mest af alt for eleverne.
    Mere end en enkelt gang har en eller anden tosse fundet visdom i ordene: “Hvis du vil behandle folk ens, må du behandle dem forskelligt”. Nu er turen kommet til mig.
    Jeg er fortaler for specialskoler og tilbud tilrettelagt efter de behov, som børn med handicap måtte kræve.
    Eksempelvis viser al forskning indenfor autisme, asperger og ADHD, at faste rammer, forudsigelighed og gentagelser er med til at hjælpe dem med deres vanskeligheder i forbindelse med at gennemskue sociale interaktioner. Det betyder at dagene så vidt muligt skal ligne hinanden, og at de voksne så vidt det er muligt skal opføre sig ens (som det nu lader sig gøre). Det betyder ikke at børn med disse handicap ikke skal udfordres, rykkes og arbejdes med. Men disse hensyn taget i betragtning står i skærende konstrast til en folkeskole, hvor mantraet lyder på opbrydning af skema, nedbrydning af strukturer, holddannelser på tværs og meget andet eksperimenteren for at gøre fremtidens unge omstillingsparate og klar til at håndtere en verden i rivende udvikling. (Hvis sandheden skal frem, så ved ikke engang politikerne jo hvilke kvalifikationer et barn i børnehaveklassen har brug for at have tilegnet sig når de forlader gymnasiet. Så havde vi nok mere kinesisk og mindre dansk på skemaet).
    Kravet til at arbejde ustruktureret, abstrakt og foranderligt med udbytte stiger i folkeskolen, det er ikke guf for de børn der nu skal inkluderes.

    Keld Clausen: Jeg forstår intet i din kommentar.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>