Den dejlige kvindekrop

Hvad er der med det der motion? Vi bliver tudet ørene fulde med, hvor sundt det er, og hvor godt man får det af at røre sig. Der jongleres frit med plusord som ”personligt velvære”, ”livskvalitet” og ”overskud i hverdagen”. Når der skal males med den helt brede pensel, er det ”folkesundhed” og ”fedmeepidemi”, der skal få danskerne til at spænde løbeskoene på, støve cyklen af og melde sig ind i en af de utallige fitnesscentre. Vi bombarderes med docusoap-programmer med svært overvægtige mennesker, der skal tabe sig med et antal kilo svarende til kropvægten på en halvvoksen flodhest. Det hele suppleres med diverse kokke og ernæringeksperter, der er ved at falde over hinanden for at give gode råd om, hvad vi skal fylde i vores indkøbskurve. Som sidste skud på stammen har staten lagt ekstra afgift på fedtet med det eneste resultat, at de, der i forvejen spiser for meget fedt, bare bliver fattigere. Hvis man ikke tager sig sammen, kan man gå rundt med kronisk dårlig samvittighed over, at man enten motionerer for lidt eller æder for meget.

Vi var på vej hjem fra en vellykket vinterferie. Af vanvare kom jeg til at spørge min hustru, hvad hun ønskede sig i fødselsdagsgave, når hun fyldte år i næste måned.

”Jeg fylder jo fyrre…”, lød svaret, og en lille trækning ved hendes ene øje begyndte at hoppe lystigt.

Den 40 års fødselsdag. Jeg har mine egne traumatiske barndomsminder fra den gang, hvor min mor fyldte 40 år. Hele dagen nægtede hun at gå uden for en dør. Hun sneg sig langs gulvet i lav kryb og viste en fabelagtigt evne til at gå i et med væggen, når der blev banket på døren. Vi børn blev tvunget til at gå ud til døren og lave gode miner til slet spil, mens vi smilende og undskyldende tog imod gaver og erkendeligheder fra naboer og venner. Et vaskeægte eksempel på momentan sindssyge.

”Jeg kunne godt tænke mig at komme i form igen”, fortsatte hun.

 ”Okay”, svarede jeg tøvende og forbandede mig selv for ikke at have holdt min kæft.

”Du har cirka en måned, så der skal altså arbejdes for det.”

Nu skylder jeg lige dig, kære læser, at fortælle, at i det sidste lange stykke tid har jeg ikke kunnet tvinge hende op af stolen. Konens eneste motion har bestået i at rejse sig fra computeren og gå ud i skabet for at hente flere skumfiduser eller romkugler, selv om hun på alle andre områder af livet er enormt energisk. Jeg var en lille smule skeptisk over for projektet, men terningerne var kastet, og her i familien har vi for vane at bakke hinanden op i de mest vanvittige indskydelser. Da vi kom hjem, satte jeg mig til – i egenskab af uddannet fitnessinstruktør – at planlægge et tredive dages træningsprogram, der på rekord tid skulle bringe min viv tilbage til sin fordoms ungpige krop.

Bleg, svedende og prustende, men fattet og målrettet kæmpede hun sig den følgende dag gennem den første seance. Første skridt mod en mave som et vaskebræt og baller af stål var taget.

Jeg sad der med stopuret og betragtede hendes anstrengelser, mens de kvindelige attributter gyngede og dansede for mine øjne. Det eneste jeg tænkte var: Hold kæft, hvor er hun dejlig. Jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg egentlig var medvirkende til at få al den smækkerhed til at forsvinde. Jo da, jeg er en varm tilhænger af motion, men hvorfor er målet altid at få de tegn på kvindelighed, som vi mænd holder allermest af, til at forsvinde? De runde hofter og lår, de fyldige baller, den bløde mave og de tunge bryster. Det hele skal væk, og kvinder i store dele af den vestlige verden torturerer sig selv både mentalt og fysisk for at opnå et skønhedsideal, som er dikteret af en flok skabede designere, der skal have nogle skeletter at hænge deres seneste kreation på. Det er da tankevækkende, at de selvsamme højt hyldede modeskabere kun formår at lave tøj til kvinder med spiseforstyrrelser. Når man spagt kommer med indvendinger og vover at nævne, at man faktisk godt kan lide madammen, som hun er, henvises der aggressivt til Chris Mac Donald eller en af de andre broccoli-ædende fanatikere, der i øvrigt akkompagneres af stående politiske klapsalver.

Efter træningen og således loaded med god samvittighed gik turen hen til computeren, hvor hun med forventningsfuld mine gav sig til at studere al det smarte tøj, som hun i den nærmeste fremtid skulle smyge sin nye slanke og veltrænede krop ned i.

På en måde er det underligt, at det ikke længere har den samme betydning, hvad vi mænd synes er sexet eller pænt. Det virker heller ikke til, at det handler om personligt velvære og fysisk sundhed. Lidt for meget på sidebenene er et tegn på ligegyldighed og en svag karakter, og en slank og veltrænet krop er et tegn på kontrol og viljestyrke. Motivationen for at holde sig i form er for mange negativ. Den ligger tryg og godt i forestillingen om, hvad omgivelserne tænker om os. Derfor går motion ofte hen og bliver en sur pligt, der er forbundet med smerte og selvpineri i jagten på den evige ungdom og den perfekte krop. Det værste er, at vi mænd ikke er meget anderledes, når det kommer til stykket. Måske skulle der tænkes lidt mere på den mentale folkesundhed. Motion burde vel udspringe af en indre lyst og være forbundet med glæde og begejstring. Desuden er det ikke fedtprocenten, der er bestemmende for, om man er et godt eller et dårligt menneske. Tynde mennesker kan også være nogle dumme svin og have det ad helvede til med sig selv. Lidt trist til mode over disse refleksioner gik jeg ned i styrkeklubben og lavede 10 sæt tunge dødløft.

Dette indlæg blev udgivet i Mand og sind. Bogmærk permalinket.

7 Kommentarer til Den dejlige kvindekrop

  1. Allan Ohms skriver:

    Tak for et skønt indlæg, Martin. Flot. Godt. Dejligt.

  2. Marianne Jørgensen skriver:

    Åhhhh, hvor er hun godt gift din smukke Lotte-kone, og årh! for helvede, hvorfor SIGER mænd som dig sådan nogle ting, som vi så kan blive endnu mere dårlige over…. fede lår, skvulpende maver, tunge bryster… ;o)
    Jeg er overbevist om, at dit indlæg har en berettigelse, også udenfor blog-world – tak for det!
    Med hånden på hjertet
    Marianne

    • Martin Bliddal skriver:

      Læg mærke til mit ordvalg og sammenlign dem med de ord du selv bruger, Marianne. Jeg syntes, at jeg fortæller en lidt anden historie, og den kommer også fra hjertet;-) I kvinder er alt for hårde mod jer selv, når det gælder den fysiske fremtoning. Det er kun min mening… ikke en universiel sandhed. Måske er det alderen der trykker, men jeg husker at vi for længe siden gik i skolen og sagde: Man elsker ikke folk fordi der er smukke, de er smukke fordi man elsker dem. Den giver rigtigt mening når konen kritiserer noget af det jeg elsker allermest i denne verden: Hende selv. Det er svært at høre på kritik af noget man selv syntes er fuldendt smukt;-)

  3. Lene skriver:

    Hej Martin
    Jeg har lige via FB set dit seneste indlæg på din blog. Tak for seriøse refleksioner skrevet med humor og kærlighed. Jeg kendte ikke din blog før i dag, men har allerede været tilbage til 2010 og læst samtlige indlæg. Jeg er både rystet og rørt. Mange af dine refleksioner giver unægteligt stof til eftertanke – selvom du du primært skriver til mænd:-) Keep up the good work – jeg glæder mig til at følge bloggen!
    God weekend og hils Lotte
    Lene (Silkeborg)

  4. Henning Dein skriver:

    Du skriver så safterne løber. Dejligt at læse om hverdagens almindeligheder på en forfriskende måde. Martin, jeg trænger til at dele noget liv med dig!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>