At leve er at…?

I slutningen af oktober bragte Dagbladet en artikel om min hustru. Hun havde i forbindelse med interviewet nævnt, at vi havde planer om at taget 1 års overlov fra sommeren 2012. Det var noget, vi havde aftalt for lang tid siden. Hvert syvende år skulle være et sabbatår, hvor vi tog os tid til at finde hinanden, vore børn og i det hele taget tage tilværelsen op til revision. Vi ville ikke ende med at sidde i hver vores rullestol og tale om, hvor alle årene blev af. Der skulle være tid til refleksion og tid til at undersøge, hvad livet og verden ellers kunne byde på udover at arbejde og samle sig materiel velstand.

Vore forældre, søskende, nære venner og Lottes medarbejdere var bekendt med planen, men alligevel tror jeg ikke, at folk havde forstået, hvor alvorligt det var ment. Hvis jeg skal være ærlig var det heller ikke helt virkeligt for mig. Det lå ligesom ude i fremtiden, og når tiden kom… Ja, så var det vel bare at pakke en rygsæk og tage af sted. Hvor svært kunne det være? Med artiklen i Dagbladet blev det officielt, og det gik op for de mennesker omkring os, at det ikke kun var snak og almindelige drømmerier. Pludselig haglede bekymringerne ned over os fra alle sider. Åbenbart var der en masse forhindringer, som vi overhovedet ikke havde taget højde for.

Job, firma, penge, hus, skolegang, bil, kat, karriere og fremtidsmuligheder eller rettere fremtidsumuligheder… ja, det var vist det. Det er da også rigtigt, at der er udfordringer forbundet med hvert enkelt punkt, men jeg har svært ved at få øje på de uoverstigelige forhindringer. Det burde kunne lade sig gøre at løse dem. Katten kan mine forældre passe. De har i forvejen en af dens killinger, og min far er dyrlæge. Mon ikke at de kan klare det. Bilerne sælges. Ungernes undervisning tager jeg mig af, da jeg er uddannet lærer. Huset lejer vi ud eller i værste fald sælger vi det. (Skulle du være interesseret i et tidsbegrænset lejemål, må du gerne henvende dig..). Pengene kræver selvfølgelig lidt samarbejdsvilje fra banken, men indtil nu har vi svaret enhver sit og er snart færdige med at tilbagebetale vor kæmpe opfinderprojektgæld på 750.000 kr. Med hensyn til firmaet, så har Lotte omgivet sig med knalddygtige medarbejdere, som udmærket vil være i stand til at passe biksen i 12 måneder. Som rosinen i pølseenden er der spørgsmålet om mit job. Til det kan jeg kun sige, at min indkomst i forvejen har haft karakter af en parentes i husholdningen, idet jeg har skrevet på min første roman i det sidste år, imens jeg har haft et halvtidsjob. Den bog skulle meget gerne være færdig til udgivelse, inden vi tager af sted. Om ikke andet så har vi i hvert fald øvet os på at være nøjsomme.

Hvad er et år ud af et helt arbejdsliv? Målt i tid er det ingenting. Som det ser ud nu, kan vi forvente at skulle forblive på arbejdsmarkedet til vi er 70 år, hvilket jeg har det fint med. For min skyld har jeg ikke noget imod at blive ved med at arbejde, indtil jeg er 90 år eller 100 år, hvis helbredet ellers kan holde til det. Jeg ser ikke på den måde frem til den tredje alder, hvor der bliver tid til at spille golf og passe køkkenhaven. Til gengæld tager vi os den frihed at give os selv nogle minipensioner gennem livet, for vi regner med at betale det tilbage i den anden ende.

Mange mennesker bruger de første 30 år på skolegang, uddannelse og måske på at få de første børn. De næste 30 år bruges på børn, arbejde og karriere. Ungerne placeres i institution og man knokler derudad og får raget materiel velstand og penge til sig, så ens lån kan blive tilbagebetalt. De sidste 30 år, hvis man har så lang tid tilbage, bruges på at nyde frugten af sit arbejde og gøre alle de ting for sine børnebørn, som man ikke havde tid til at gøre for sine egne. For så vidt er der ikke noget galt i det. Enhver kan stadig gøre, som han eller hun har det bedst med, men det er ikke den eneste måde at leve sit liv på. Der findes heldigvis mange måder at leve sit liv på. Vi gør det på vores måde, og vi gør det fordi, vi tror på, at det fungerer for os. Designermøbler, prydhave og mærketøj siger os bare ikke noget. Der er for at være helt ærlig ikke meget form i vores liv, men vi syntes, at der er masser af indhold. Det er de færreste forundt at få alt, hvad de peger på her i livet, men til gengæld har vi alle friheden til at prioritere det, som vi vælger skal betyde allermest for os.

Glædelig tænksom og reflekterende jul derude ;)

Dette indlæg blev udgivet i Mand og samfund. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>