Passion er et tveægget sværd

Jeg har egentlig holdt det for mig selv. I svage øjeblikke har jeg ladet munden løbe, og har fortalt om min passion. Hver gang er jeg blevet mødt med venlig, men tvivlende interesse. Der er flere end mig, der drømmer om at finde deres personlige passion. Jeg har været en af dem, men nu hvor jeg har fundet den, er der perioder, hvor jeg ønsker, at det aldrig var sket. Tilværelsen var bare meget mere enkel dengang, jeg ikke kendte den, passionen altså.

Hvordan kan det være? Ville det være nærliggende at spørge. Det vil jeg forsøge at give et svar på. Mest af alt for min egen skyld. Passion kommer af det græske ord for lidelse. Det er ikke ubetinget en dans på roser at finde lige det, man ønsker at beskæftige sig med her i livet. Sikke noget vrøvl, er der nogen, der kunne finde på at indvende. For så vidt er det rigtigt. jeg ønsker, jeg håber, og jeg leder, og når jeg så endelig finder det, jeg leder efter og håber på, så viser det sig, at det er et tveægget sværd. Det er ikke entydigt lykken at finde sin passion, for alt, hvad jeg tillægger betydning her i verden, har en iboende smerte. Fordi jeg finder det vigtigt, er jeg også bange for at fejle, for ikke at slå til, for at blive skuffet, for at ingen vil bryde sig om det, jeg laver, alt imens jeg gentagne gange oplever begejstringens beruselse, når jeg kommer i flow, og verden går op i en højere enhed. Det handler om følelser, næsten som en forelskelse. Jeg kan ikke leve uden den elskede, og samtidig er jeg hudløs og sårbar i hænderne på genstanden for min kærlighed.

For mit vedkommende handler det om at skrive. For næsten et år siden, startede jeg på at fortælle en historie. Hver eneste dag satte jeg mig til tasterne og glædede mig oprigtigt til at se, hvor personerne i min fortælling førte mig hen. De havde deres eget liv i min hjerne, og jeg kan ikke tælle de morgener, hvor jeg ikke anede, hvor jeg ville ende henne. Tingene skete bare, og historien udfoldede sig for mig, efterhånden som tiden gik. Hver evig eneste dag sad jeg i timevis i selskab med Dan, Anne, Karl, Aziz, George og mange andre imaginære personligheder, mens de levede deres liv gennem min hjerne og mine fingre. Jeg delte deres sorger, glæder, begejstring, vrede, had, frustrationer og deres lykke. 24 timer i døgnet kværnede historien rundt i mine tanker, og når jeg sov, drømte jeg om dem. Det optog al min tid, og det har været svært at beskæftige mig med noget andet.

En dag for ikke ret lang tid siden var det forbi. Jeg var færdig. Første del af historien var slut. 700 sider var skrevet. Det var med ambivalente følelser, at jeg kunne fortælle min kone, at jeg var nået i mål. På den ene side var det dejligt, at jeg kunne hvile min overanstrengte hjerne, men på den anden side var jeg ked af at skulle slippe de mennesker, jeg var kommet til at kende så godt. Hvad skulle jeg nu få tiden til at gå med? Vi aftalte, at jeg skulle tage drengene med op til mine forældre, så hun kunne få fred til at læse det, som jeg havde skrevet. Aldrig har jeg haft en mere forfærdelig weekend. Jeg havde det rent ud sagt ad helvede til, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Jeg overbeviste mig selv om, at det altid var svært at lade andre læse det, som jeg havde skrevet.

Efter 48 timer i uvishedens ulidelige mørke, vendte jeg tilbage til hjemmets arne sammen med mine drenge. Et enkelt blik på min hustru fortalte mig, at den var rivende gal. Hun havde hverken kunnet finde hoved eller hale i det, jeg havde lavet. På to hele dage, havde hun formået at læse ca. 50 sider inden, at hun havde opgivet. Jeg var knust, og min mave snørede sig sammen i angst. Havde jeg spildt et helt år på noget fuldstændigt ulæseligt lort, rent ud sagt?

”Jamen, du har skrevet alt ned. Alle tanker, alle dialoger og omgivelserne er beskrevet i pinefulde detaljer. Du må tro, at læseren er snotdum. Og kronologien, det er noget værre rod. Alle de flashback. Det er ikke til at finde rundt i, men jeg kan godt lide historien. Den rører ved noget i mig.”

Dér gik det op for mig. Jeg havde brugt tiden på at fortælle historien for mig selv. Det var slet ikke meningen, at andre skulle se den i den form. Det var derfor, at jeg havde haft det så elendigt. Det svarede til at give en anden direkte adgang til min inderste sjæl. Den gav mening for mig, fordi det var mig, der havde skabt fortællingens univers. Dermed var det ikke sagt, at andre ville kunne skabe mening i min beretning. Jeg indså, at det eneste, jeg havde lavet, var forarbejdet. Nu drejede det sig om at gøre materialet læsbar og forståelig for en læser, der af gode grunde ikke kunne læse mine tanker. Jeg skulle starte forfra med at fortælle historien en gang til for andre end mig selv. Jeg blev endnu en gang truffet af passionens tveæggede klinge. På det ene side var det næsten uudholdeligt, at jeg kunne se frem til minimum et halvårs arbejde mere, og på den anden side glædede jeg mig til endnu mange timer i selskab med de mennesker, jeg kendte så godt. 

Det første råd til den, som tænker på at skrive en roman, er: ”Lad være!” For mit eget vedkommende er jeg på trods af budskabet lykkelig for, at det råd aldrig nåede mine ører. Naiv og fuld af tro på egne evner kastede jeg mig ud i et umuligt projekt. Jeg er for lang tid siden nået til ”the point of no return”, og om ikke andet, så mærker jeg hver eneste dag, at jeg lever. Er det ikke det, livet handler om? At springe ud med begge ben dér, hvor man ikke kan bunde og så håbe på, at man lærer at svømme?

Dette indlæg blev udgivet i Mand og sind. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>