Krigeriske gener

Denne gang har det været svært at skrive en klumme. Jeg har gået rundt som katten om den varme grød i dagevis, uden at jeg har fundet et emne, der har været tilstrækkeligt interessant til, at jeg ville bruge mine dyrebare ord på det.

Problemet var, at vi skulle på efterårsferie i Sverige. Helt deroppe hvor kragerne vender, og hvor vi er tvunget til en uge offline. Med andre ord: Denne klumme skulle været skrevet inden fredag i uge 41.

I desperation over manglen på inspiration, startede jeg med at spørge min yngste søn, hvad klummen skulle indeholde. Det anede han ikke en skid om, som han farverigt udtrykte det. Ikke engang da jeg fortalte, at det ville komme i avisen, kunne det få ham op af stolen. Det måtte jeg selv om.

Jeg besluttede mig for, at jeg ville give en anden af mine håbefulde sønner indflydelse på klummens indhold. Jeg henvendte mig til den ældste. Han havde til gengæld et bud på, hvad der ville interessere læserne i det vestjyske. Jeg skulle berette om hans seneste fabrikation af dødbringende våben.

Okay, sagde jeg, og anstrengte mig for at lyde pædagogisk anerkendende. Jeg havde godt nok lagt mærke til, at han havde gået og syslet med spidse pinde, tøjklemmer og elastikker. Han havde endda været inde i bogreolen efter en bog. Jeg kunne jo ikke sige mig fri for en vis følelse af stolthed over, at min søn således søgte at udvide sin horisont og visdom gennem lødig børnelitteratur.

”Jamen, lad mig da se, hvad du har lavet, min søn.”

 Glædestrålende løb han op på sit værelse og hentede arsenalet. Han linede hele molevitten op på køkkenbordet som en anden våbenhandler i den tredje verden, så jeg frit kunne beskue herlighederne. Jeg må indrømme, at anordningerne var et skoleeksempel på kreativitet og innovativ tankegang.

Først var der armbrøsten. Den var fremstillet af to pinde, en ballon, et stykke haveslange og en tøjklemme. Den kunne skyde en pil, på ca. 30 cm 15 m gennem luften, og efterfølgende kunne den bore sig ind i en papkasse. Af en kuglepind var det lykkes ham at kreere hele to ubestemmelige våben. Begge kunne springe en ballon på 5 meters afstand. Hvilket bringer mig frem til den famøse bog, som jeg var så stolt af, at han havde hentet. Den var også omdannet til et våben ved hjælp at elastik, haveslange og tøjklemme.

Jeg kunne ikke lade være med at beundre min søns opfindsomhed, men alligevel. Mens jeg sad og kiggede på genstandene, tænkte jeg på et ordsprog, jeg engang havde hørt: ”Pennen er mægtigere end sværdet.” Det fik en hel ny betydning. I hvert fald når pennen kom i hænderne på min søn. Han ville fluks omdanne den  til et skydevåben. Så kunne man stå der med sit sværd og blive skudt ned af en knægt med en kuglepind.

Det andet ”våben”, der skar mig lidt i øjnene, var det, som var fremstillet af en bog med titlen ”Søren og den hvide ged.” Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan han kunne se på en bog, der handler om en dreng, der redder en ged ned fra bjergene, og tænke: ”Jeg tror sørme, at jeg laver et skydevåben ud af den.” Jeg formoder, at han ikke er meget anderledes end andre drenge, selv om der udelukkende er tale om en vurdering fra min side. Man ved jo aldrig, men man håber vel altid som far, at ens afkom ikke skiller sig alt for meget ud.

Faktum er, at vi mænd lige siden tidernes morgen har udvist den mest fantastiske opfindsomhed, når det gælder om at finde metoder til at slå hinanden ihjel. Selv børnebøger og kuglepinde kan, hvis man er opfindsom nok, omdannes til våben. Måske er det bare noget, der ligger i vore gener, og måske kæmper jeg mod vindmøller, når jeg forbyder mine drenge at spille krigsspil på deres Playstation. Ikke desto mindre nægter jeg at give efter for det stigende pres fra mine drenge.

De må spille de spil, der svarer til deres alder. Det kan godt være, at der findes spil, hvor aldersgruppen ikke svarer til spillets indhold, men der er nogle mennesker, der har gjort sig den ulejlighed at forsøge sig med en kvalificeret vurdering. Det gør forældrerollen lidt nemmere. Jeg hverken kan eller vil sætte mig ind i alle de spil, som mine sønner plager mig om. Jeg hygger mig med, at de selv må sætte sving i hjernecellerne og fingerfærdigheden for at få mulighed for at udleve deres krigeriske tilbøjeligheder. Det giver mig en vis pædagogisk tilfredshed, at de ikke får volden serveret ved et enkelt tryk på en knap.

Dette indlæg blev udgivet i Far og søn(er). Bogmærk permalinket.

En Kommentar til Krigeriske gener

  1. Ove Nørgaard skriver:

    Hej Martin jeg har som vanlig læst lørdags klummen det var jo ikke fordi der stod så meget men alligevel satte det en tankerække igang, det med dræberværktøj startede i stenalderen folk skulle have noget at spise, når naboen kom og ville stjæle jagtbyttet fandt de ud af at ham kunne de også slå ihjæl, og siden er det gået derudad med udvikling af den mere avancerede dræbermaskine efter den anden, det lyder ret sansynlig at vi mænner har et dræbergen, så kom jeg yil at tænke på biavlerne de har fremavlet bistammer der ikke sværmer og der er meget fredelige, kunne vi ikke fremavle mænd der ikke havde det krigergen, det dur´vist ikke så begynder det at ligne den racehygiejne ham maleren havde gang i for 70 år siden, mvh Ove

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>