Valg på spidsen

Lad os droppe partisnakken og de politiske ideologier, for har vi ikke for længe siden passeret klassekampen mellem borgerskabet og proletariatet? Vi er jo alle sammen enige om, at velfærdsstaten er kommet for at blive. Det handler ikke længere om idealisme og ideologi, men derimod om magt og indflydelse. Vi skal som vælgere ikke tage stilling til, om vi ønsker et samfund, hvor staten har mere eller mindre indflydelse på vor tilværelse. Næh, vi skal vælge, hvem der bedst kan forvalte den organisation, der udgør skelettet i ”Denmark & co”.

 Valget er blevet til et spørgsmål om økonomisk ansvarlighed, hvilket, oversat til almindeligt dansk, betyder besparelser på statens udgifter, vel og mærke uden at forringe det offentlige service niveau. Så kan man jo godt spørge sig selv om, hvordan det skulle kunne lade sig gøre? Ingen er åbenbart villig til at sætte spørgsmål tegn ved, om velfærdsmodellen, som den ser ud i skrivende stund, overhovedet er realistisk at videreføre i et globaliseret samfund. Vi mennesker anser vor tryghed som langt vigtigere end vor frihed, og det ved politikerne udmærket. Derfor er de ved at falde over hinanden for at forsikre deres vælgere om, at de ikke vil rokke ved grundpillerne i velfærdsmodellen, hvis de kommer til  magten. Skytset består af komplicerede økonomiske beregninger for, hvordan vores samfund, som vi kender det, skal finansieres. Problemet er bare, at forudsætningen for, at regnestykkerne skal kunne gå op, er mere eller mindre usikre forudsigelser om fremtiden.

Ja, jeg ved godt, at ovenstående har karakter af et surt opstød. Jeg vil nu hellere kalde det et udtryk for et anfald af politikerlede. Lad mig være ærlig. Der skal en katastrofe af apokalyptiske dimensioner til, hvis jeg skal flytte mit kryds, når jeg står i stemmeboksen. Det ville være alt for grænseoverskridende, og måske endda en kilde til angst. Næh, det er langt mere sikkert og trygt at stemme på det parti, jeg altid har gjort. Jeg vil indrømme, at jeg nogen gange har overvejet at stemme blankt, men jeg har altid besindet mig i sidste øjeblik. Det ville jo alt andet lige være en noget forkølet og intetsigende protest. Jeg er trods alt borger i et demokratisk land, og derfor anser jeg det som min pligt at stemme, og når nu valget er mellem pest eller kolera, så kan jo lige så godt vælge det, som jeg plejer. Jeg orker ikke at forholde mig til symptomerne ved en ny lidelse.

Jeg tillader mig at antage, at der er mange vælgere derude, som har det nogenlunde lige, som jeg har. Det betyder, at vore politikere kan koncentrere sig om de 10 %, der tvivler. Resultatet bliver en skamløs leflen fra alle politikere for en meget snæver del af befolkningen. Når jeg som vælger fortvivlet forsøger at samle mig om en af de tragikomiske dueller på tv mellem rød og blå blok, taber jeg som regel tråden. I store træk synger de alle sammen den samme sang, med ganske få nuancer i tonelejet. Man skal jo være en politisk nørd for at kunne skelne forskellen.

Dette indlæg blev udgivet i Mand og samfund. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>