Drømmeland

Udgivet den 21. april 2012 af Martin Bliddal

Den anden dag havde jeg en samtale med en ung kvinde. Hun var droppet ud af skolen for at forfølge sin drøm om at blive musiker. Jeg syntes, at det var modigt, at hun turde slippe jordforbindelsen og kaste sig ud i ukendt farvand, kun med tågede og usikre landkendinger inden for synsfeltet. I sin tid havde hun taget springet af kærlighed til musikken, og fordi hun havde lyst til at skabe sine egne melodier og tekster.

Imidlertid var jagten på det forjættede land, om jeg så må sige, gået i stå. Hun var ikke kommet videre, og hun brugte det meste af tiden med at lave ligegyldige ting, som ikke havde noget med hendes planer og drømme at gøre. Konsekvensen var manglende livsmod og virkelyst og en depression hængende truende over hovedet.

Det viste sig, at det ikke var let at overkomme de forhindringer, der blev lagt på den vej, hun havde valgt at følge. I særdeleshed hendes nærmeste familie gjorde hvad de kunne for at få hende tilbage i det spor, der hedder skole, uddannelse, job og karriere. I bedste mening vel og mærke.

”Det er alt for usikkert”

”Det er kun de allermest talentfulde, der kan leve af det, og det er du ikke.”

”Få dig i det mindste en uddannelse, så du har noget at falde tilbage på.”

Problemet var bare, at hun ikke kunne leve det liv som andre ønskede sig, og samtidig havde hun ikke styrken til at gå den slagne vej alene uden støtte og opbakning. Derfor blev hun hængende i ingenmandsland med en guddommelig indgriben som det eneste håb for fremtiden.

Hvad er det, som vi mennesker er så bange for, når det gælder vor egen fremtid? Hvorfor er der så mange af os, der sætter trygheden højere en friheden? Vi har tendens til at stille os til tåls med elendigheden, fordi vi kender den, i stedet for at gøre noget ved den. Vi bør omfavne utilfredsheden. Den er vor bedste ven, for den er et sikkert tegn på, at det er på tide at rejse sig fra sofaen og slukke for talentshowene for at gøre noget ved tingene. Der kommer ingen og redder os. Hvis vi gør det samme i dag, som vi gjorde i går, så får vi også det samme resultat i dag. Vi er ved at falde over hinanden med henblik på at hælde vor egen frygt ud over dem af vore nærmeste, der vover at træde ved siden af dydens smalle vej og gå efter stjernerne.

For et stykke tid siden læste jeg en artikel i Weekend Avisen. Den handlede om et australsk forskerhold, der havde sat sig for at undersøge, hvorfor der er nogle mennesker, der får mere succes i livet end andre. Som mange andre forventede de at finde høj intelligens og usædvanlige talenter hos de individer, der nød den største succes. Til forskerholdets store overraskelse kunne de hverken finde det ene eller det andet. Der var ganske enkelt ikke nogle genetiske anlæg for succes. Det var heller ikke nødvendigvis børn af særligt velstillede hjem, der gjorde karriere. Det gav jo anledning til hovedbrud og en del kløen sig i nakken. Lige indtil man begyndte at kigge på forsøgspersonernes personlige egenskaber. Her fandt de den fællesnævner der gjorde hele forskellen. Den afgørende faktor.

Den egenskab og evne, som de særligt succesfulde personer besad, var selvdisciplin og behovsudskydelse. De var i stand til at arbejde hårdere og længere end alle de andre i bestræbelserne på at nå deres mål. Det var ikke talent, høj intelligens eller særlige evner. Det var noget så banalt som arbejdsomhed og fokus. Det fantastiske er da, at det er noget, som langt de fleste af os kan lære.

Et sikkert tegn på, at den du taler med ikke er helt tilfreds med sit eget liv, er, hvis han forsøger at fortælle dig, at din drøm ikke er gennemførlig. Lad være med at lade dig slå ud. Saml ikke hans frygt op og gør den til din egen. Nyd suget i maven på din rejse mod din personlige stjernehimmel. En klog mand sagde engang, da han blev spurgt, hvordan han havde fået så stor succes her i livet: ”Det har været 5 procent talent og 95 procent hårdt arbejde.”

Udgivet i Mand og sind | 2 kommentarer

Den dejlige kvindekrop

Udgivet den 25. februar 2012 af Martin Bliddal

Hvad er der med det der motion? Vi bliver tudet ørene fulde med, hvor sundt det er, og hvor godt man får det af at røre sig. Der jongleres frit med plusord som ”personligt velvære”, ”livskvalitet” og ”overskud i hverdagen”. Når der skal males med den helt brede pensel, er det ”folkesundhed” og ”fedmeepidemi”, der skal få danskerne til at spænde løbeskoene på, støve cyklen af og melde sig ind i en af de utallige fitnesscentre. Vi bombarderes med docusoap-programmer med svært overvægtige mennesker, der skal tabe sig med et antal kilo svarende til kropvægten på en halvvoksen flodhest. Det hele suppleres med diverse kokke og ernæringeksperter, der er ved at falde over hinanden for at give gode råd om, hvad vi skal fylde i vores indkøbskurve. Som sidste skud på stammen har staten lagt ekstra afgift på fedtet med det eneste resultat, at de, der i forvejen spiser for meget fedt, bare bliver fattigere. Hvis man ikke tager sig sammen, kan man gå rundt med kronisk dårlig samvittighed over, at man enten motionerer for lidt eller æder for meget.

Vi var på vej hjem fra en vellykket vinterferie. Af vanvare kom jeg til at spørge min hustru, hvad hun ønskede sig i fødselsdagsgave, når hun fyldte år i næste måned.

”Jeg fylder jo fyrre…”, lød svaret, og en lille trækning ved hendes ene øje begyndte at hoppe lystigt.

Den 40 års fødselsdag. Jeg har mine egne traumatiske barndomsminder fra den gang, hvor min mor fyldte 40 år. Hele dagen nægtede hun at gå uden for en dør. Hun sneg sig langs gulvet i lav kryb og viste en fabelagtigt evne til at gå i et med væggen, når der blev banket på døren. Vi børn blev tvunget til at gå ud til døren og lave gode miner til slet spil, mens vi smilende og undskyldende tog imod gaver og erkendeligheder fra naboer og venner. Et vaskeægte eksempel på momentan sindssyge.

”Jeg kunne godt tænke mig at komme i form igen”, fortsatte hun.

 ”Okay”, svarede jeg tøvende og forbandede mig selv for ikke at have holdt min kæft.

”Du har cirka en måned, så der skal altså arbejdes for det.”

Nu skylder jeg lige dig, kære læser, at fortælle, at i det sidste lange stykke tid har jeg ikke kunnet tvinge hende op af stolen. Konens eneste motion har bestået i at rejse sig fra computeren og gå ud i skabet for at hente flere skumfiduser eller romkugler, selv om hun på alle andre områder af livet er enormt energisk. Jeg var en lille smule skeptisk over for projektet, men terningerne var kastet, og her i familien har vi for vane at bakke hinanden op i de mest vanvittige indskydelser. Da vi kom hjem, satte jeg mig til – i egenskab af uddannet fitnessinstruktør – at planlægge et tredive dages træningsprogram, der på rekord tid skulle bringe min viv tilbage til sin fordoms ungpige krop.

Bleg, svedende og prustende, men fattet og målrettet kæmpede hun sig den følgende dag gennem den første seance. Første skridt mod en mave som et vaskebræt og baller af stål var taget.

Jeg sad der med stopuret og betragtede hendes anstrengelser, mens de kvindelige attributter gyngede og dansede for mine øjne. Det eneste jeg tænkte var: Hold kæft, hvor er hun dejlig. Jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg egentlig var medvirkende til at få al den smækkerhed til at forsvinde. Jo da, jeg er en varm tilhænger af motion, men hvorfor er målet altid at få de tegn på kvindelighed, som vi mænd holder allermest af, til at forsvinde? De runde hofter og lår, de fyldige baller, den bløde mave og de tunge bryster. Det hele skal væk, og kvinder i store dele af den vestlige verden torturerer sig selv både mentalt og fysisk for at opnå et skønhedsideal, som er dikteret af en flok skabede designere, der skal have nogle skeletter at hænge deres seneste kreation på. Det er da tankevækkende, at de selvsamme højt hyldede modeskabere kun formår at lave tøj til kvinder med spiseforstyrrelser. Når man spagt kommer med indvendinger og vover at nævne, at man faktisk godt kan lide madammen, som hun er, henvises der aggressivt til Chris Mac Donald eller en af de andre broccoli-ædende fanatikere, der i øvrigt akkompagneres af stående politiske klapsalver.

Efter træningen og således loaded med god samvittighed gik turen hen til computeren, hvor hun med forventningsfuld mine gav sig til at studere al det smarte tøj, som hun i den nærmeste fremtid skulle smyge sin nye slanke og veltrænede krop ned i.

På en måde er det underligt, at det ikke længere har den samme betydning, hvad vi mænd synes er sexet eller pænt. Det virker heller ikke til, at det handler om personligt velvære og fysisk sundhed. Lidt for meget på sidebenene er et tegn på ligegyldighed og en svag karakter, og en slank og veltrænet krop er et tegn på kontrol og viljestyrke. Motivationen for at holde sig i form er for mange negativ. Den ligger tryg og godt i forestillingen om, hvad omgivelserne tænker om os. Derfor går motion ofte hen og bliver en sur pligt, der er forbundet med smerte og selvpineri i jagten på den evige ungdom og den perfekte krop. Det værste er, at vi mænd ikke er meget anderledes, når det kommer til stykket. Måske skulle der tænkes lidt mere på den mentale folkesundhed. Motion burde vel udspringe af en indre lyst og være forbundet med glæde og begejstring. Desuden er det ikke fedtprocenten, der er bestemmende for, om man er et godt eller et dårligt menneske. Tynde mennesker kan også være nogle dumme svin og have det ad helvede til med sig selv. Lidt trist til mode over disse refleksioner gik jeg ned i styrkeklubben og lavede 10 sæt tunge dødløft.

Udgivet i Mand og sind | 7 kommentarer

At leve er at…?

Udgivet den 18. december 2011 af Martin Bliddal

I slutningen af oktober bragte Dagbladet en artikel om min hustru. Hun havde i forbindelse med interviewet nævnt, at vi havde planer om at taget 1 års overlov fra sommeren 2012. Det var noget, vi havde aftalt for lang tid siden. Hvert syvende år skulle være et sabbatår, hvor vi tog os tid til at finde hinanden, vore børn og i det hele taget tage tilværelsen op til revision. Vi ville ikke ende med at sidde i hver vores rullestol og tale om, hvor alle årene blev af. Der skulle være tid til refleksion og tid til at undersøge, hvad livet og verden ellers kunne byde på udover at arbejde og samle sig materiel velstand.

Vore forældre, søskende, nære venner og Lottes medarbejdere var bekendt med planen, men alligevel tror jeg ikke, at folk havde forstået, hvor alvorligt det var ment. Hvis jeg skal være ærlig var det heller ikke helt virkeligt for mig. Det lå ligesom ude i fremtiden, og når tiden kom… Ja, så var det vel bare at pakke en rygsæk og tage af sted. Hvor svært kunne det være? Med artiklen i Dagbladet blev det officielt, og det gik op for de mennesker omkring os, at det ikke kun var snak og almindelige drømmerier. Pludselig haglede bekymringerne ned over os fra alle sider. Åbenbart var der en masse forhindringer, som vi overhovedet ikke havde taget højde for.

Job, firma, penge, hus, skolegang, bil, kat, karriere og fremtidsmuligheder eller rettere fremtidsumuligheder… ja, det var vist det. Det er da også rigtigt, at der er udfordringer forbundet med hvert enkelt punkt, men jeg har svært ved at få øje på de uoverstigelige forhindringer. Det burde kunne lade sig gøre at løse dem. Katten kan mine forældre passe. De har i forvejen en af dens killinger, og min far er dyrlæge. Mon ikke at de kan klare det. Bilerne sælges. Ungernes undervisning tager jeg mig af, da jeg er uddannet lærer. Huset lejer vi ud eller i værste fald sælger vi det. (Skulle du være interesseret i et tidsbegrænset lejemål, må du gerne henvende dig..). Pengene kræver selvfølgelig lidt samarbejdsvilje fra banken, men indtil nu har vi svaret enhver sit og er snart færdige med at tilbagebetale vor kæmpe opfinderprojektgæld på 750.000 kr. Med hensyn til firmaet, så har Lotte omgivet sig med knalddygtige medarbejdere, som udmærket vil være i stand til at passe biksen i 12 måneder. Som rosinen i pølseenden er der spørgsmålet om mit job. Til det kan jeg kun sige, at min indkomst i forvejen har haft karakter af en parentes i husholdningen, idet jeg har skrevet på min første roman i det sidste år, imens jeg har haft et halvtidsjob. Den bog skulle meget gerne være færdig til udgivelse, inden vi tager af sted. Om ikke andet så har vi i hvert fald øvet os på at være nøjsomme.

Hvad er et år ud af et helt arbejdsliv? Målt i tid er det ingenting. Som det ser ud nu, kan vi forvente at skulle forblive på arbejdsmarkedet til vi er 70 år, hvilket jeg har det fint med. For min skyld har jeg ikke noget imod at blive ved med at arbejde, indtil jeg er 90 år eller 100 år, hvis helbredet ellers kan holde til det. Jeg ser ikke på den måde frem til den tredje alder, hvor der bliver tid til at spille golf og passe køkkenhaven. Til gengæld tager vi os den frihed at give os selv nogle minipensioner gennem livet, for vi regner med at betale det tilbage i den anden ende.

Mange mennesker bruger de første 30 år på skolegang, uddannelse og måske på at få de første børn. De næste 30 år bruges på børn, arbejde og karriere. Ungerne placeres i institution og man knokler derudad og får raget materiel velstand og penge til sig, så ens lån kan blive tilbagebetalt. De sidste 30 år, hvis man har så lang tid tilbage, bruges på at nyde frugten af sit arbejde og gøre alle de ting for sine børnebørn, som man ikke havde tid til at gøre for sine egne. For så vidt er der ikke noget galt i det. Enhver kan stadig gøre, som han eller hun har det bedst med, men det er ikke den eneste måde at leve sit liv på. Der findes heldigvis mange måder at leve sit liv på. Vi gør det på vores måde, og vi gør det fordi, vi tror på, at det fungerer for os. Designermøbler, prydhave og mærketøj siger os bare ikke noget. Der er for at være helt ærlig ikke meget form i vores liv, men vi syntes, at der er masser af indhold. Det er de færreste forundt at få alt, hvad de peger på her i livet, men til gengæld har vi alle friheden til at prioritere det, som vi vælger skal betyde allermest for os.

Glædelig tænksom og reflekterende jul derude ;)

Udgivet i Mand og samfund | Skriv en kommentar

Passion er et tveægget sværd

Udgivet den 11. november 2011 af Martin Bliddal

Jeg har egentlig holdt det for mig selv. I svage øjeblikke har jeg ladet munden løbe, og har fortalt om min passion. Hver gang er jeg blevet mødt med venlig, men tvivlende interesse. Der er flere end mig, der drømmer om at finde deres personlige passion. Jeg har været en af dem, men nu hvor jeg har fundet den, er der perioder, hvor jeg ønsker, at det aldrig var sket. Tilværelsen var bare meget mere enkel dengang, jeg ikke kendte den, passionen altså.

Hvordan kan det være? Ville det være nærliggende at spørge. Det vil jeg forsøge at give et svar på. Mest af alt for min egen skyld. Passion kommer af det græske ord for lidelse. Det er ikke ubetinget en dans på roser at finde lige det, man ønsker at beskæftige sig med her i livet. Sikke noget vrøvl, er der nogen, der kunne finde på at indvende. For så vidt er det rigtigt. jeg ønsker, jeg håber, og jeg leder, og når jeg så endelig finder det, jeg leder efter og håber på, så viser det sig, at det er et tveægget sværd. Det er ikke entydigt lykken at finde sin passion, for alt, hvad jeg tillægger betydning her i verden, har en iboende smerte. Fordi jeg finder det vigtigt, er jeg også bange for at fejle, for ikke at slå til, for at blive skuffet, for at ingen vil bryde sig om det, jeg laver, alt imens jeg gentagne gange oplever begejstringens beruselse, når jeg kommer i flow, og verden går op i en højere enhed. Det handler om følelser, næsten som en forelskelse. Jeg kan ikke leve uden den elskede, og samtidig er jeg hudløs og sårbar i hænderne på genstanden for min kærlighed.

For mit vedkommende handler det om at skrive. For næsten et år siden, startede jeg på at fortælle en historie. Hver eneste dag satte jeg mig til tasterne og glædede mig oprigtigt til at se, hvor personerne i min fortælling førte mig hen. De havde deres eget liv i min hjerne, og jeg kan ikke tælle de morgener, hvor jeg ikke anede, hvor jeg ville ende henne. Tingene skete bare, og historien udfoldede sig for mig, efterhånden som tiden gik. Hver evig eneste dag sad jeg i timevis i selskab med Dan, Anne, Karl, Aziz, George og mange andre imaginære personligheder, mens de levede deres liv gennem min hjerne og mine fingre. Jeg delte deres sorger, glæder, begejstring, vrede, had, frustrationer og deres lykke. 24 timer i døgnet kværnede historien rundt i mine tanker, og når jeg sov, drømte jeg om dem. Det optog al min tid, og det har været svært at beskæftige mig med noget andet.

En dag for ikke ret lang tid siden var det forbi. Jeg var færdig. Første del af historien var slut. 700 sider var skrevet. Det var med ambivalente følelser, at jeg kunne fortælle min kone, at jeg var nået i mål. På den ene side var det dejligt, at jeg kunne hvile min overanstrengte hjerne, men på den anden side var jeg ked af at skulle slippe de mennesker, jeg var kommet til at kende så godt. Hvad skulle jeg nu få tiden til at gå med? Vi aftalte, at jeg skulle tage drengene med op til mine forældre, så hun kunne få fred til at læse det, som jeg havde skrevet. Aldrig har jeg haft en mere forfærdelig weekend. Jeg havde det rent ud sagt ad helvede til, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Jeg overbeviste mig selv om, at det altid var svært at lade andre læse det, som jeg havde skrevet.

Efter 48 timer i uvishedens ulidelige mørke, vendte jeg tilbage til hjemmets arne sammen med mine drenge. Et enkelt blik på min hustru fortalte mig, at den var rivende gal. Hun havde hverken kunnet finde hoved eller hale i det, jeg havde lavet. På to hele dage, havde hun formået at læse ca. 50 sider inden, at hun havde opgivet. Jeg var knust, og min mave snørede sig sammen i angst. Havde jeg spildt et helt år på noget fuldstændigt ulæseligt lort, rent ud sagt?

”Jamen, du har skrevet alt ned. Alle tanker, alle dialoger og omgivelserne er beskrevet i pinefulde detaljer. Du må tro, at læseren er snotdum. Og kronologien, det er noget værre rod. Alle de flashback. Det er ikke til at finde rundt i, men jeg kan godt lide historien. Den rører ved noget i mig.”

Dér gik det op for mig. Jeg havde brugt tiden på at fortælle historien for mig selv. Det var slet ikke meningen, at andre skulle se den i den form. Det var derfor, at jeg havde haft det så elendigt. Det svarede til at give en anden direkte adgang til min inderste sjæl. Den gav mening for mig, fordi det var mig, der havde skabt fortællingens univers. Dermed var det ikke sagt, at andre ville kunne skabe mening i min beretning. Jeg indså, at det eneste, jeg havde lavet, var forarbejdet. Nu drejede det sig om at gøre materialet læsbar og forståelig for en læser, der af gode grunde ikke kunne læse mine tanker. Jeg skulle starte forfra med at fortælle historien en gang til for andre end mig selv. Jeg blev endnu en gang truffet af passionens tveæggede klinge. På det ene side var det næsten uudholdeligt, at jeg kunne se frem til minimum et halvårs arbejde mere, og på den anden side glædede jeg mig til endnu mange timer i selskab med de mennesker, jeg kendte så godt. 

Det første råd til den, som tænker på at skrive en roman, er: ”Lad være!” For mit eget vedkommende er jeg på trods af budskabet lykkelig for, at det råd aldrig nåede mine ører. Naiv og fuld af tro på egne evner kastede jeg mig ud i et umuligt projekt. Jeg er for lang tid siden nået til ”the point of no return”, og om ikke andet, så mærker jeg hver eneste dag, at jeg lever. Er det ikke det, livet handler om? At springe ud med begge ben dér, hvor man ikke kan bunde og så håbe på, at man lærer at svømme?

Udgivet i Mand og sind | Skriv en kommentar

Krigeriske gener

Udgivet den 23. oktober 2011 af Martin Bliddal

Denne gang har det været svært at skrive en klumme. Jeg har gået rundt som katten om den varme grød i dagevis, uden at jeg har fundet et emne, der har været tilstrækkeligt interessant til, at jeg ville bruge mine dyrebare ord på det.

Problemet var, at vi skulle på efterårsferie i Sverige. Helt deroppe hvor kragerne vender, og hvor vi er tvunget til en uge offline. Med andre ord: Denne klumme skulle været skrevet inden fredag i uge 41.

I desperation over manglen på inspiration, startede jeg med at spørge min yngste søn, hvad klummen skulle indeholde. Det anede han ikke en skid om, som han farverigt udtrykte det. Ikke engang da jeg fortalte, at det ville komme i avisen, kunne det få ham op af stolen. Det måtte jeg selv om.

Jeg besluttede mig for, at jeg ville give en anden af mine håbefulde sønner indflydelse på klummens indhold. Jeg henvendte mig til den ældste. Han havde til gengæld et bud på, hvad der ville interessere læserne i det vestjyske. Jeg skulle berette om hans seneste fabrikation af dødbringende våben.

Okay, sagde jeg, og anstrengte mig for at lyde pædagogisk anerkendende. Jeg havde godt nok lagt mærke til, at han havde gået og syslet med spidse pinde, tøjklemmer og elastikker. Han havde endda været inde i bogreolen efter en bog. Jeg kunne jo ikke sige mig fri for en vis følelse af stolthed over, at min søn således søgte at udvide sin horisont og visdom gennem lødig børnelitteratur.

”Jamen, lad mig da se, hvad du har lavet, min søn.”

 Glædestrålende løb han op på sit værelse og hentede arsenalet. Han linede hele molevitten op på køkkenbordet som en anden våbenhandler i den tredje verden, så jeg frit kunne beskue herlighederne. Jeg må indrømme, at anordningerne var et skoleeksempel på kreativitet og innovativ tankegang.

Først var der armbrøsten. Den var fremstillet af to pinde, en ballon, et stykke haveslange og en tøjklemme. Den kunne skyde en pil, på ca. 30 cm 15 m gennem luften, og efterfølgende kunne den bore sig ind i en papkasse. Af en kuglepind var det lykkes ham at kreere hele to ubestemmelige våben. Begge kunne springe en ballon på 5 meters afstand. Hvilket bringer mig frem til den famøse bog, som jeg var så stolt af, at han havde hentet. Den var også omdannet til et våben ved hjælp at elastik, haveslange og tøjklemme.

Jeg kunne ikke lade være med at beundre min søns opfindsomhed, men alligevel. Mens jeg sad og kiggede på genstandene, tænkte jeg på et ordsprog, jeg engang havde hørt: ”Pennen er mægtigere end sværdet.” Det fik en hel ny betydning. I hvert fald når pennen kom i hænderne på min søn. Han ville fluks omdanne den  til et skydevåben. Så kunne man stå der med sit sværd og blive skudt ned af en knægt med en kuglepind.

Det andet ”våben”, der skar mig lidt i øjnene, var det, som var fremstillet af en bog med titlen ”Søren og den hvide ged.” Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan han kunne se på en bog, der handler om en dreng, der redder en ged ned fra bjergene, og tænke: ”Jeg tror sørme, at jeg laver et skydevåben ud af den.” Jeg formoder, at han ikke er meget anderledes end andre drenge, selv om der udelukkende er tale om en vurdering fra min side. Man ved jo aldrig, men man håber vel altid som far, at ens afkom ikke skiller sig alt for meget ud.

Faktum er, at vi mænd lige siden tidernes morgen har udvist den mest fantastiske opfindsomhed, når det gælder om at finde metoder til at slå hinanden ihjel. Selv børnebøger og kuglepinde kan, hvis man er opfindsom nok, omdannes til våben. Måske er det bare noget, der ligger i vore gener, og måske kæmper jeg mod vindmøller, når jeg forbyder mine drenge at spille krigsspil på deres Playstation. Ikke desto mindre nægter jeg at give efter for det stigende pres fra mine drenge.

De må spille de spil, der svarer til deres alder. Det kan godt være, at der findes spil, hvor aldersgruppen ikke svarer til spillets indhold, men der er nogle mennesker, der har gjort sig den ulejlighed at forsøge sig med en kvalificeret vurdering. Det gør forældrerollen lidt nemmere. Jeg hverken kan eller vil sætte mig ind i alle de spil, som mine sønner plager mig om. Jeg hygger mig med, at de selv må sætte sving i hjernecellerne og fingerfærdigheden for at få mulighed for at udleve deres krigeriske tilbøjeligheder. Det giver mig en vis pædagogisk tilfredshed, at de ikke får volden serveret ved et enkelt tryk på en knap.

Udgivet i Far og søn(er) | En kommentar

Valg på spidsen

Udgivet den 12. september 2011 af Martin Bliddal

Lad os droppe partisnakken og de politiske ideologier, for har vi ikke for længe siden passeret klassekampen mellem borgerskabet og proletariatet? Vi er jo alle sammen enige om, at velfærdsstaten er kommet for at blive. Det handler ikke længere om idealisme og ideologi, men derimod om magt og indflydelse. Vi skal som vælgere ikke tage stilling til, om vi ønsker et samfund, hvor staten har mere eller mindre indflydelse på vor tilværelse. Næh, vi skal vælge, hvem der bedst kan forvalte den organisation, der udgør skelettet i ”Denmark & co”.

 Valget er blevet til et spørgsmål om økonomisk ansvarlighed, hvilket, oversat til almindeligt dansk, betyder besparelser på statens udgifter, vel og mærke uden at forringe det offentlige service niveau. Så kan man jo godt spørge sig selv om, hvordan det skulle kunne lade sig gøre? Ingen er åbenbart villig til at sætte spørgsmål tegn ved, om velfærdsmodellen, som den ser ud i skrivende stund, overhovedet er realistisk at videreføre i et globaliseret samfund. Vi mennesker anser vor tryghed som langt vigtigere end vor frihed, og det ved politikerne udmærket. Derfor er de ved at falde over hinanden for at forsikre deres vælgere om, at de ikke vil rokke ved grundpillerne i velfærdsmodellen, hvis de kommer til  magten. Skytset består af komplicerede økonomiske beregninger for, hvordan vores samfund, som vi kender det, skal finansieres. Problemet er bare, at forudsætningen for, at regnestykkerne skal kunne gå op, er mere eller mindre usikre forudsigelser om fremtiden.

Ja, jeg ved godt, at ovenstående har karakter af et surt opstød. Jeg vil nu hellere kalde det et udtryk for et anfald af politikerlede. Lad mig være ærlig. Der skal en katastrofe af apokalyptiske dimensioner til, hvis jeg skal flytte mit kryds, når jeg står i stemmeboksen. Det ville være alt for grænseoverskridende, og måske endda en kilde til angst. Næh, det er langt mere sikkert og trygt at stemme på det parti, jeg altid har gjort. Jeg vil indrømme, at jeg nogen gange har overvejet at stemme blankt, men jeg har altid besindet mig i sidste øjeblik. Det ville jo alt andet lige være en noget forkølet og intetsigende protest. Jeg er trods alt borger i et demokratisk land, og derfor anser jeg det som min pligt at stemme, og når nu valget er mellem pest eller kolera, så kan jo lige så godt vælge det, som jeg plejer. Jeg orker ikke at forholde mig til symptomerne ved en ny lidelse.

Jeg tillader mig at antage, at der er mange vælgere derude, som har det nogenlunde lige, som jeg har. Det betyder, at vore politikere kan koncentrere sig om de 10 %, der tvivler. Resultatet bliver en skamløs leflen fra alle politikere for en meget snæver del af befolkningen. Når jeg som vælger fortvivlet forsøger at samle mig om en af de tragikomiske dueller på tv mellem rød og blå blok, taber jeg som regel tråden. I store træk synger de alle sammen den samme sang, med ganske få nuancer i tonelejet. Man skal jo være en politisk nørd for at kunne skelne forskellen.

Udgivet i Mand og samfund | Skriv en kommentar

Miraklernes tid

Udgivet den 28. august 2011 af Martin Bliddal

Jeg er far til en dreng med diagnosen ”infantil autisme”. Han er ni år i dag, og han er den elskeligste og gladeste dreng. Han sætter sit helt eget præg på vores familie med sin egen skæve tilgang til sine omgivelser og livet i almindelighed. Han er forgudet at sine brødre og er en konstant kilde til overraskelse og glæde. Nøjagtigt lige som vore to normalt fungerende drenge, hvis der findes noget sådant.

Når det så er sagt, så er livet med en autist i familien ikke lutter lagkage. Han kan stadig få et raserianfald, når verden ikke indretter sig efter hans behov. Alt handler om ”for evigt” eller ”aldrig”. Der er aldrig tale om en gylden middelvej. Når vi spiser morgenmad, spørger han med munden fuld af mad, hvad vi skal have til aften. Han er først tilfreds, når jeg har gentaget aftenens menu tre gange. Det er aldrig nok at give ham en oplysning en gang. I modsætning til mange andre børn med autisme, er det heldigvis faktisk muligt for os at afvige fra den daglige rutine, uden at han går i selvsving. Prisen er bare, at der bliver stillet hundredvis af spørgsmål. Når han har fået svar på dem alle sammen, starter det hele forfra igen. Det kan godt være lidt trættende. Specielt når vi lige er ankommet til et ferieresort under de sydlige himmelstrøg, og så ungen allerede første dag spørger om, hvornår vi skal hjem.

Der er selvfølgelig også alle særinteresserne. Lige for tiden handler alt om ambulancer og Falck køretøjer. I foråret var vi en tur i Sverige. På vejen hjem, og på det tidspunkt, hvor vi var aller længst væk fra alting, punkterede vi. Til det meste af familien store ærgrelse, men til min autistiske søns store glæde. Nu skulle der jo ringes til Falck. Det nyttede ikke noget, at jeg forsøgte at forklare ham, at det sikkert ikke var en Falck bil, der ville hente os, selv om jeg ringede til Falck. Vi var jo trods alt et godt stykke oppe i Sverige. Uden for lands lov og ret. Den forklaring sked han på. Når man ringede til Falck, så kom der også en Falck bil. Hvad skete der? Der kom sgu en Falck bil, helt derude i den svenske ødemark. Feriens ubetingede største oplevelse. For min søn vel og mærke. At vi kom for sent til færgen, måtte betale tusindvis af kroner for reparation af bilen og leje af hotel værelse i Göteborg, havde ingen betydning overhovedet. For han kom ud at køre i en Falck bil.

I år har vi tilbragt 14 dage af vores ferie i mine forældres sommerhus på Samsø. Høj solskin, gode venner, rødvin og mad på grillen. Vi har rigtig slappet af og hygget os. Noget som vi danskere er verdensmestre i. En gang i mellem kan jeg godt gå hen og glemme, at min mellemste søn er autist. Der er så mange ting, som han gør rigtig godt. En stille irritation kan i et ubemærket øjeblik komme snigende. Alle de evindelige spørgsmål og rutiner kan pludselige begynde at slide på mine nerver. Sidst på ferien var jeg blevet fanget i irritationsfælden. Jeg gik og skældte ud, sådan lidt på må og få. Alle drengene fik en tur med jævne mellemrum.

Vi skulle hjem lørdag den 13. august. Natten til fredag kommer min ældste søn farende ind i vores soveværelse. ”Far, far, vågn op. Der er noget galt med Jesper”. Han havde godt nok haft lidt feber om aftenen, men ikke noget alvorligt. Jeg springer ud af sengen, og løber ind på drengens værelse. Jesper er gået i kramper. Hele hans krop spjætter ukontrollabelt. Jeg løfter ham ud af sengen, og går hurtigt ud i stuen, hvor der er køligere og mere plads.

Jeg må lige indskyde en lille præsentation af mig selv, som måske lyder lidt pralende, men som er vigtig for historiens pointe. Jeg har sort bælte i amerikansk militær karate, og jeg har dyrket vægttræning det meste af mit liv. I skrivende stund er min vægt 95 kg rent kød. Jeg kan løbe 5 km på lige omkring 20 min, hvilket er udmærket. Min vægt taget i betragtning. Jeg har en god uddannelse, og jeg har sagt ”ja” til de mest umulige  lederstillinger. Jeg har løst opgaverne med succes, når jeg selv skal sige det. Jeg har aldrig haft problemer med at finde modet til at løbe en risiko, hverken når jeg står offpiste ski ved polarcirklen, eller i mit professionelle liv. Mit motto er: ”Viden er handling”. Jeg ser mig selv som lidt af en helvedes karl, eller det gjorde jeg.

Jeg sidder altså der i stuen med min søn i armene. Hele hans spinkle krop er stiv som en pind, og kommer med ufrivillige krampetrækninger. Jeg forsøger at fange hans blik, men drengens øjne kigger fastlåst skråt op til venstre. Han er våd af sved. Den rene angsts klamme hånd klemmer mit mellemgulv sammen, og jeg mærker panikken komme væltende ind over mig. Han forsvinder ind i sig selv, tænker jeg. Jeg får ham aldrig at se igen. Jeg hører min egen stemme kalde hans navn, mere og mere desperat. Jeg er hjælpeløs og grebet af en navnløs rædsel. Al min styrke, al min handlekraft og al mit vid. Det er ikke nok. Jeg kan ikke redde ham. Aldrig i hele mit liv har jeg følt mig så hjælpeløs, nøgen, sårbar og handlingslammet. Alt mister sin betydning. Verden skrumper ind. Der er kun min kærlighed til min søn tilbage. ”Væk mor”, råber jeg til min ældste søn. Da min kone kommer ind, er kramperne ved at fortage sig. Hun giver sig med det samme til at massere hans fødder. Jeg får kontakt med ham. Jesper kommer til sig selv igen – det var ”kun” feberkramper, noget han aldrig før har haft. Lettelsens glæde er ubeskrivelig. Det hele har sandsynligvis ikke taget mere end tre minutter. På det korte tidsrum har jeg følt min verden styrte sammen, for i næste øjeblik at genopstå fra asken, som ved et mirakel. Den næste dag er jeg grådlabil hele dagen og meget stille. Jeg må redefinere hele min opfattelse af mig selv.

Jeg er nøjagtig lige så sårbar som alle andre. Livet kan være skrøbeligt, og derfor er det så uendeligt dyrebart. Nogen gange kan det føles, som om verden er af lave. Den amerikanske kreditværdighed nedjusteres, væksten i Danmark er stagneret, global opvarmning, sult i Afrika og resurse knaphed. Det er, når alt kommer til alt, bare ikke noget jeg kan gøre noget ved. Udover at bekymre mig til døde. Jeg vil værdsætte dem, som jeg elsker. Jeg vil bestræbe mig på at være mere til stede i nuet. Livet er for kort til at gå og irritere sig over alt muligt. Jeg kan ikke bære ansvaret for hele verden på mine skuldre, men jeg kan feje foran min egen dør og tage ansvaret for mit eget liv. Jeg vil tage ansvaret for at den del af verden, som jeg har indflydelse på bliver bedre. Jeg ved, at miraklernes tid ikke er forbi.

Udgivet i Far og søn(er) | 6 kommentarer

Tillid + samarbejde + ansvar = detailregulering?

Udgivet den 21. maj 2011 af Martin Bliddal

Chefredaktøren fra ”Ugebrevet Mandag morgen”, Erik Rasmussen, har sammen med flere andre mennesker med politisk indsigt, interesse og engagement stiftet et nyt parti: ”Fremtidens Danmark”. Man kan ganske vist ikke stemme på partiet ved det kommende folketingsvalg. Partiet er nemlig et eksperiment, der er sat i verden for at ”kvalificere den politiske debat i det afgørende valgår 2011”. En række af ”partimedlemmerne” har analyseret nationer, der kunne betegnes som velfærdsstater. Formålet med analysen var at lokalisere de særkender, der skulle sikre fremtidens velfærd i de respektive lande.

I Finland var det teknologien, i Sverige var det deres evne til at skabe multinationale selskaber, Norge havde deres olie osv. Endelig kom turen til vor fædreland, Danmark. Man diskuterede emnet indgående. Det var ikke så lige til at finde ”det”, der skulle kunne gøre, at Danmark kunne gøre sig gældende på det globale marked i fremtiden. Efter mange undersøgelser og vurderinger, mente gruppen af eksperter, at de havde fundet Danmarks særkende. Det var tilliden til hinanden, som Danmark skulle udnytte. Tilliden gjorde det muligt at arbejde sammen på tværs af faggrænser og derved udtænke konceptløsninger på globale udfordringer. Jeg nævner i flæng: Fødevaremanglen, vandmangel, bæredygtig energi, klimaforandringer ect. Tænk hvis vores lille land kunne finde løsninger på alle de uoverskuelige problemer, bare fordi vi har tillid til hinanden. Det er en helt igennem smuk tanke. Ja, jeg kan ligefrem mærke at mit hjerte svulmer i brystet. Det ville kunne sikre velfærden for mine børn og fremtidige børnebørn.

Forskeren, Niels Åkerstrøm Andersen mener, at han har lokaliseret ”noget” i den offentlige ledelse, som han betegner som ”ledelse i kærlighed”. Det handler ikke om, at alle skal gå rundt og elske hinanden. Nej, det handler om ledelse på kærlighedens præmisser. En grundlæggende præmis for kærligheden er ifølge Åkerstrøm, at de elskende deler den samme omverdensforståelse. I ledelsesmæssige sammenhæng udmønter det sig i værdiggrundlag, mission og vision. Alle kender præmissen for samarbejdet, alle ved hvad organisationen laver, og alle ved, hvor hele virksomheden er på vej hen. Formålet med det er, at lederne kan give medarbejderne mulighed for at tage ansvar. Det forudsættes nemlig, at medarbejderne kan tage de rigtige beslutninger, fordi de er bevidste om værdier, mission og vision. De kan altså foregribe organisationens ønsker og behov, næsten inden den selv ved det. Nøjagtig ligesom et kærlighedsforhold. F. eks.: Konen står klar med avis, slippers og ynglings piben, når manden kommer træt hjem fra arbejde ;-)  Medarbejderens opgave er så at gribe ansvaret, når det tilbydes.

I skarp kontrast til de ædle tanker om tillid, samarbejde og ledelse i kærlighed står statens detailregulering  af love og forordninger. Hverken tillid eller ansvar passer sammen med detailregulering. Det er, set med mine øjne, lige så uforeneligt som olie og vand. Det efterlader ingen plads til det personlige fagprofessionelle skøn i den enkelte sag. Alle borgere skal nemlig behandles ens, uanset om man er ung eller gammel, tyk eller tynd, rig eller fattig, stærk eller svag, udadvendt eller indadvendt. Den respektive embedsmand kan bare slå op i sin manual og læse sig til, hvordan sagen skal behandles uden hensyntagen til det menneskes livssituation, som sidder overfor.

Nu presser der sig så et spørgsmål på. Hvorfor er de der, detailreguleringerne? Er det fordi, at staten ikke har tillid til dem, som skal forvalte lovene, og derfor føler, at de bliver nød til at sikre sig, at loven tolkes som den var tiltænkt? Er det fordi, at lederne eller politikkerne ikke vil afgive noget af ansvaret, af skræk for at de skulle miste magten? Kan det være, at medarbejderne simpelthen ikke ønsker at tage et personligt ansvar for det arbejde, de udfører? Kunne det tænkes, at det hele er ved at være så komplekst, at det simpelthen er umuligt at bevare overblikket? Ingen ved længere, hvad de laver og hvorfor, eller hvor vi er på vej hen? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at detailreguleringerne ikke bliver lavet for sjov skyld. De er der af en årsag. Jeg har bare svært ved at gennemskue det. I hvert fald kan jeg ikke få regnestykket til at gå op.

Udgivet i Mand og samfund | 4 kommentarer

Oplysning eller formidler af frygt?

Udgivet den 27. marts 2011 af Martin Bliddal

Jeg kan huske, da der var optræk til generalstrejke i kongeriget Danmark i sidste halvdel af halvfemserne. Angsten for fødevaremangel bredte sig som en steppe ild over det ganske land. Tænk hvis vi skulle opleve at gå sultne i seng, fordi der simpelthen ikke var mad på hylderne i forretningerne. Fagforeninger og arbejdsgivere var med sikkerhed klar til at tage landets befolkning som gidsel i de sammenbrudte overenskomstforhandlinger.

Jeg boede på det tidspunkt i Herning. En dag, hvor angsten for sultedøden for alvor havde fået tag i danskerne, var jeg nede i Føtex for at handle ind til aftensmaden. Jeg kom forbi køledisken med mejeriprodukter og gær. Jeg så, at en nydelig dame – med pels og Gucci-taske over skulderne – tømte  bakken med gær ned i sin indkøbskurv. Bag ved hende stod en ældre dame som noget forsagt spurgte, om hun ikke bare måtte få en pakke gær, så hun kunne bage boller sammen med sit barnebarn. Pelsdamen vendte sig bare om og gik sin vej, mens hun ud af mundvigen gjorde den ældre dame opmærksom på, at hun kom først. Senere på dagen hørte jeg, at der blev pushet gær inde på hovedbanegården i København. Vor hovedstad var tørlagt for gær. Driftige folk havde fundet ud af, at der kunne tjenes penge på galskaben, og i formummet tilstand sneg de sig rundt og tilbød de rejsende gær til uhyrlige priser.

Hvorfor det lige var gær, som dele af befolkningen kastede sig over, fandt jeg aldrig rigtigt ud af, men det havde vist noget at gøre med muligheden for at bage brød. For mit eget vedkommende ville jeg nok have hamstret mel, og så fremstillet noget surdej, men sådan er vi jo forskellige. I øvrigt undrede det mig, at der var så mange, der ikke vidste, at regeringen ville skride ind med et lovindgreb, inden vore børn slæbte sig udsultet rundt i stuerne, og vi begyndte at æde hinanden.

Jeg kan også huske Tjernobyl ulykken, og denne gang var det jod, som stod for skud for lignende hysteri. Man kan måske argumentere for, at risikoen for stråling var – når alt kom til alt – til at få øje på, men alligevel. Kina-syndromet var på alles læber. Det var noget med, at kernereaktoren blev så varm, at den smeltede sig ned gennem planeten for at dukke op på den anden side af jorden! Rædselsbilleder af Hiroshima og Nagasaki pustede til hysteriet og frygten. For at sætte det lidt i perspektiv, så synes jeg lige, at vi skal gøre tabstallet op for Tjernobyl. Halvtreds mennesker er omkommet som en følge af den uoverskuelige katastrofe.

For nylig kom jordskælvet i Japan så marcherende ind på hitlisten af hotte nyheder. Til Japanernes ulykke, til de globale og landsdækkende mediers jubel og til vor forfærdelse. Til min alle steds nærværende undren, så hører vi ikke særligt meget om de tusinder af mennesker, der mistede livet under rystelserne. Vi hører heller ret meget om de titusinder af mennesker, der står uden tag over hovedet. Næh, nej. Det bliver jo hurtigt til en gammel nyhed, og der jo grænser for, hvor længe man kan koge suppe på lig og folk, der roder i ruinerne af deres hjem efter ejendele. Heldigvis er der, af asken, opstået en meget federe suppehøne. Et nyt A-kraft værk, hvor kølesystemet til reaktoren er brudt sammen. Den er der kød på. Nu kan alverdens medier hive alt, hvad der kan krybe og gå ind af eksperter på kernekraftområdet og sætte dem til at spekulere over de mulige og værst tænkelige scenarier ved ulykken. Den ene tankeprut efter den anden om katastrofale konsekvenser spreder igen sin stinkende hørm af irrationel frygt blandt befolkningen, og frygt, det er noget, der sælger aviser og det får folk til at skifte kanal.

Lige som japanerne begynder at få kontrol over A-kraftværket, beslutter det internationale samfund sig så for at give Gadaffi på hattepulden nede i Libyen. I egenskab af afdanket velfærdsstat kaster det danske folketing  landet ud i endnu en krig i humanismen og retfærdighedens hellige navn i et land tusinder af kilometer væk. Danske jagerpiloter brænder millioner af skattekroner af over libysk luftrum, mens regeringen med den anden hånd sparer på undervisningen af vore børn, og skærer ned på velfærden, samt pålægger borgerne en forhøjet skjult skat i form af stigende vandafledningsafgifter, der løber op i samlet set 500 millioner kroner.

For mit eget vedkommende er jeg træt af at skulle tage stilling til hele verdens problemer. Dermed er det ikke sagt, at vi skal ikke skal hjælpe mennesker i nød, hvor det er muligt. Jeg synes bare, at det må være rimeligt, at medierne udviser mere ansvar i forhold til, hvad de retter borgernes fokus mod. Med magt kommer ansvaret for at forvalte denne magt. For tiden syntes jeg, at det eneste, det drejer sig om, er at formidle frygt, så der kan erobres seertal og langes aviser over disken.

Udgivet i Mand og samfund | 2 kommentarer

Barnemord og selvhad

Udgivet den 20. februar 2011 af Martin Bliddal

For et stykke tid siden smæskede landets medier sig i historien, om faderen der havde myrdet sine egne børn. Det var en af de gange, hvor virkeligheden overgik fantasien i menneskelig elendighed og tragedie. Af indlysende årsager har jeg ikke kunnet slippe det faktum, at der findes mennesker eller fædre nærmere betegnet, der kan finde på at slå deres egne børn ihjel. Jeg er jo selv far, og jeg mærker dagligt den betingelsesløse kærlighed til mine sønner. Selv de dage, hvor de er komplet umulige og de fiser rundt i huset, og centrifugalkraften får dem til at løbe på væggene, går irritationen hurtigt over, og vreden forsvinder lige så hurtigt, som den er kommet. Jeg tror, at årsagen til, at tragedien bliver ved med at vende tilbage, er den, at det er en handling, som jeg simpelthen ikke har kunnet forstå.

Jeg har diskuteret hændelsen ved flere lejligheder, og der er ingen tvivl om, at mandens handling møder fordømmelse over hele linjen. Folk nærmest kappes om at finde på unævnelige metoder til afstraffelse af morderen. Grundlæggende er vreden mod faderen et udtryk for, at langt de fleste mennesker overhovedet ikke kan fatte logikken i handlingens uhyrlighed. Inklusiv mig selv. Derfor er det eneste, der står tilbage hadet og hævnen. Det giver bare ikke den fjerneste forklaring på, hvad der bringer en mand derhen, hvor han slår sine egne børn ihjel.

Den nemmeste udlægning er at påstå, at han simpelthen slog dem ihjel for at straffe sin kone for at forlade ham. Hvis den forklaring skulle holde, så ville det indebære, at han efterfølgende skulle rette geværet mod sig selv og gøre en ende på sit eget liv. Det gjorde han ikke. Han gjorde et forkølet forsøg på at tage livet af sig selv ved at sluge en håndfuld piller. Ganske vist lider hans kone nu over tabet af sine børn, og jeg vil ikke engang kunne begynde at sætte mig ind i dybden af hendes sorg. Når det så er sagt, så er det ikke hende, der har slået dem ihjel. Hun er objektivt set uden skyld i deres død. Til og med har hun et klart mål for sit had. Hun kan rette det ud ad mod børnenes morder, for det er, hvad han er nu. Ikke andet end børnenes morder.

Manden derimod: Han skal leve videre med den uomtvistelige sandhed, der siger: Du har slået dine egne børn ihjel. Når vi nu snakker om straf, så har jeg svært ved at finde på en værre straf end denne. Personligt vil jeg sidestille denne straf med at brænde op i helvede. Jeg tør ikke engang at prøve på at forestille mig den altfortærende skyld, han må føle hver eneste af døgnets timer. Velfortjent vel og mærke. Så hvis vi nu tager de briller på, hvem er det så, han i virkeligheden straffer? Han blæste jo ikke hjernen ud på sig selv, og lod moderen stå alene med sorgen uden nogen at hade. Nej, han overlevede, så han kunne leve videre med skylden, fordømmelsen og straffen.

Nå, men for at komme tilbage på sporet, så handlede det om, at jeg har forsøgt at finde en form for forståelse for en uforståelig handling. Jeg er søn af en mand, som er naturfaglig til fingerspidserne. Jeg kan huske, at jeg som ung mand diskuterede meningen med livet med min far. Set ud fra mine øjne var livet uendeligt kompliceret og uendeligt spændende, men set ud fra min fars øjne var verden enkel og ligetil. Han sagde: Martin, den grundlæggende mening med livet er at videreføre sine gener. Det er det, der har sikret arten homo sapiens overlevelse. Punktum. Om ikke andet, så bidrager det i hvert fald til at forstå uforståeligheden. At en mand ødelægger den grundlæggende mening med livet ved at dræbe sit afkom og forhindre videreførelsen af sine egne gener, det er uforståeligt. Kan det være her, forklaringen ligger? Er det, som en forfærdet offentlighed har været vidne til den ultimative erklæring? En mand der med sin tragiske grusomhed fortæller verden: Jeg er intet værd, og se bare, I er i jeres fulde ret til at hade mig.

I hvert fald er det efter omstændighederne den eneste forklaring, jeg kan få til at give mening og finde en form for medlidenhed og forståelse i mig selv for en broder i kønnet, der i skrivende stund brænder i sit eget velfortjente helvede.

Udgivet i Mand og samfund | 2 kommentarer