Folkeskolereformen er et palads fuld af muligheder

Folkeskolereformen har sikkert gjort det nemmere og mere rentabelt at være børnefamilie i Danmark. Ikke mere lektielæsning i ulvetimen og færre udgifter til SFO. Desuden rummer reformen uanede muligheder for didaktiske og pædagogiske udfoldelser.

Har du nogensinde filosoferet over, hvad der har sikret arten, homo sabiens, overlevelse? Adspurgt kommer svaret næsten helt af sig selv: ”Vor hjerne”. Det svar er jo svært at være uenig i.

Specielt to faktorer gør sig gældende i den sammenhæng.

Den ene er hjernens evne til at projicere vor mentale jeg ud i fremtiden. Altså forudse resultatet og konsekvensen af vore handlinger. En praktisk evne at være udstyret med, da urtidsmennesket levede i og af den vilde natur, og hverdagen kunne være en kamp på liv og død. Den evne har vi ikke mistet. Vi gør det hver eneste dag, og vi har tendens til at tro på de konklusioner om fremtiden, som vor hjerne frembringer. Vi har behov for følelsen af viden om morgendagen.

Set fra det perspektiv er samfundet og verden uheldigvis blevet til stadighed mere og mere kompleks og dermed sværere at overskue. Det er ganske enkelt ikke muligt for hjernen at tage alle informationer med i ligningen.

At projicere vor mentale jeg ud i fremtiden er ikke noget, vi bare kan lade være med. Det ligger indkodet i vore gener. Det er vor natur; men kompleksiteten betyder, at vore forudsigelser om fremtiden bliver ukorrekte. Det kan gøre os utrygge, måske bange eller ligefrem angste, hvis vi den ene gang efter den anden oplever, at det, som vores hjerne fremstillede som sandhed, simpelthen ikke passede.

Den anden faktor er evnen til at skabe. Paradoksalt er det den evne, der har sparket benene væk under den første faktor. Videnskaben har sejret ad helvede til. Hver eneste dag byder på nye teknologiske landevindinger, og vi halser af sted for at følge med udviklingen. Informationsstrømmen er massiv og vælter ind over os næsten i samme sekund, vi åbner øjnene om morgenen. Hele kloden er tilgængelig med et tryk på en knap. Mange af os tilbringer dagen krøllet sammen i fosterlignende stilling foran en skærm. Milevidt fra den natur, hvor vi oprindeligt er designet til at leve i.

Vi tror på udviklingen, teknologien og vækst. Vi vender os endda mod videnskaben i håbet om, at den kan hjælpe os med at overskue virkeligheden. Der bygges kvantecomputere og laves komplicerede algoritmer til at lave udregninger om den fremtid, vi ikke længere selv kan overskue. Kloge mænd og kvinder sprøjter prognoser ud om alt mellem himmel og jord. Befolkningstilvækst, finansmarkedets udvikling, økonomisk vækst og klimaforandringer. Den ene forudsigelse er mere gruopvækkende end den anden og værst af alt, så ligger løsningsmodellerne helt uden for individets indflydelsesfærde. Jeg siger ikke, at vi skal hånt om klimaet eller økonomien. Det kan blive meget værre end forudset; men det kan også blive meget bedre. Vi kryber sammen i frygt eller lukker øjnene, og vi lever i håbet om, at videnskaben vil redde os.

Vi glemmer, at det er vor natur, der spiller os et puds. Det ligger i vor natur at fokusere på farerne. Det har sikret vor overlevelse. Vores problem er, at fremtiden ikke forudses med nævneværdig nøjagtighed længere. Uanset hvor kraftig computeren er, og hvor kompliceret algoritmen er, så kan det ikke lade sig gøre at tage højde for alle informationer. Dertil er verden for kompleks. Det vil betyde, at du skal vide præcis, hvor hvert eneste atom i universet befinder sig. Vore gener dikterer os, at vi skal tro på egne forudsigelser. Faktum er, at trods alle vore fantastiske udregninger, er det ikke lykkedes os en eneste gang at forudse en økonomisk krise. Vi har aldrig kunnet forudse aktiemarkedets udvikling. Alligevel bilder vi os ind, at prognoserne for klimaforandringerne og alle andre forudsigelser er endegyldige sandheder, eller hvad?

Jeg plæderer ikke for, at vi skal stoppe udviklingen. Det er ikke min hensigt at forherlige fordoms liv og levned. Jeg konstaterer bare, at vi fortsat skal navigere i en virkelighed, der ligger længere og længere væk fra det miljø, vi er designet til. For at sikre os, at vort afkom erhverver sig de nødvendige færdigheder, har vi oprettet en folkeskole. Den ligger os meget på sinde. Der er snart ikke en eneste siddende regering, der ikke har følt sig kaldet til at foretage ”forbedringer” i vor skole.

Det er mig en kilde til undring, at når virkeligheden bliver mere kompleks for hver dag, der går, at når informationsstrømmen vokser eksponentielt, og når den teknologiske udvikling bliver hurtigere og hurtigere, så indfører regeringen en arbejdstidsaftale for lærerene – med vold og magt vel at bemærke – der skærer kraftigt ned på deres forberedelsestid. Nu har jeg sagt, at vi skal være forsigtige med forudsigelser, men hvilke konsekvenser tror du, at det vil få for dit barn i fremtiden?

Hvor klar tror du, at dine børn er til at tage brydegreb med livet, når de engang er færdige med skolen, når lærerene ikke har tid nok til at følge med udviklingen og dagligt producere undervisningsmateriale, der afspejler virkeligheden? Hvad kommer det til at betyde, at vore børn er blevet undervist i stagneret viden i bogsystemer? Vil du bare tage ”ja-hatten” på og overlade ansvaret til en flok levebrødspolitikere, der har deres egne børn i privatskole, bare fordi problemstillingen ikke lige kan overskues ved at læse spisesedlen fra BT eller Ekstrabladet? Er det ikke den direkte vej til en polarisering af velfærdsstaten? Dem der har råd til at betale for privatskole, og dem der må trækkes med sparerøvelser, forklædt som reformer og politiske visioner.

Sjovt nok betyder ”reform” at forandre noget til det bedre. Jeg har ingen kvantecomputer og ingen algoritme. Jeg mener ikke, at jeg behøver at være en DJØF’er med et regneark for at kunne opstille et simpelt regne stykke:

Mere undervisningstid + flere elever med særlige behov – (forberedelsestid x desillusionerede lærere) = ?

Det er ikke mere kompliceret end det. Resten er bare politisk spin og floskler.

Folkeskolereformen er et palads fuldt af muligheder; men hvad hjælper det, at der er bygget et palads, når der ikke er ressourcer til at fylde noget i det. En hotdog med rå løg er og bliver en hotdog med rå løg. Også selv om den bliver serveret på en guldtallerken i en tronsal med ornamenter på væggene.

Martin Bliddal

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Du har ketchup i mundvigene…

Det der med haven er en tilbagevendende mare, der placerer sig på mine skuldre og gør mig duknakket hele foråret. Den er min patos og min dårlige samvittighed. En konstant påmindelse om, hvad der kan komme ud af at gå på kompromis med sine inderste overbevisninger i forsøget på gøre sin ægtefælle tilfreds. Det slag i ansigtet, der understreger den ekstremt pessimistiske pointe, at utak er verdens løn.

I 1998 skulle vores have anlægges. Det gik hurtigt op for mig, at her stødte vi på den første knast i ægteskabets sprøde begyndelse. Jeg var og er stadig fortaler for, at haven skal være så nem at passe som overhovedet muligt. Derfor plæderede jeg for græs, træer og en forholdsvis vedligeholdelsesfri hæk til at indramme hele herligheden. Derved ville jeg kunne lave al havearbejdet fra ryggen af en havetraktor. En helt igennem tiltalende tanke.

Som du sikkert har regnet ud, var min hustru ikke enig i mine betragtninger. Hendes mentale konstruktioner vedrørende have indebar blomsterbede, prydbuske, køkkenhave, højbede og lavbede. Det ene vedligeholdelsesmæssige mareridt efter det andet. Bøger blev indkøbt, latinske betegnelser terpet og en havearkitekt hyret. Inden jeg fik set mig om, stod jeg med en udførlig tegning af mit livs største tidsrøver. Jeg så i ånden, hvordan timerne blev drænet ud af mit liv år for år, indtil jeg gammel og nedslidt blev lagt i graven med spagnum under neglene.

Således satte vi os til forhandlingsbordet fast besluttet på at høvle løs på denne første knast og bane vejen til et langt og lykkeligt samliv. Kompromiset blev, at vi i fællesskab skulle anlægge det arkitektoniske vidunder. Jeg skulle i al fremtid slå græsset og klippe hækken. Lottes opgave skulle være at passe blomsterbede og køkkenhave. Alt i alt en rimelig aftale, der imødekom begge parter. Det eneste minus var, at græsplænen ikke ville få en størrelse, der retfærdiggjorde en havetraktor.

Allerede efter den første havesæson stod det klart, at Lotte mest var interesseret i haven på det teoretiske plan. Det er min antagelse, at hun i sit stille sind havde regnet med, at jeg faldt til patten, og at hun med tiden kunne lade opstille en af de der høje stole, som livredderne bruger på stranden, hvorfra hun kunne dirigere mig og drengene rundt i havehelvede.

Jeg har stædigt holdt fast i vor aftale. Jeg slår græsset og klipper hækken. Og Lotte? Jo, som tiden gik groede bedene og køkkenhaven mere og mere til. Problemet var, at køkkenhaven ligger lige uden for vores soveværelse. Hver morgen, når jeg trak gardinerne til side, havde jeg udsigt til det mest forfærdelige forfald i hele kvarteret. Selv de kasser, jeg havde konstrueret til planter, urter og grøntsager, stod og faldt fra hinanden.

Jeg er af den holdning, at i stedet for at gå rundt og brokke sig over alt det, som andre ikke gør, hvorfor så ikke gøre det selv? Det betød, at hvis jeg skulle passe haven, så måtte det, som jeg ikke selv gad beskæftige mig med, ryddes af vejen. Jeg proklamerede over morgenkaffen en lørdag morgen, at 1. maj var skæringsdagen. Hvis ikke bedene var ordnet, ville jeg leje en mand med en bobcat og rydde hele haven og så græs i lortet. Det fik overraskende konen op af stolen. Simsalabim og så var haven ordnet.

Siden har jeg gentaget truslen hvert eneste år. Skønt hun knurrer under overfladen, får det hende ud med både hakke- og skuffejern. For en ordens skyld tager vi lige en diskussion om, hvorvidt det kan betale sig at reparere på de efterhånden noget anløbne kasser i køkkenhaven, eller om bobcat’en skal have lov at komme til.

Her er det, at Lotte har muligheden for den søde hævn. Hun insisterer hvert eneste år på, at kasserne skal fikses, skønt de snart ikke kan hænge sammen. I henhold til aftalen kan jeg ikke fjerne dem, så længe hun har dem ryddet for ukrudt inden 1. maj. Det gentog sig igen i år. En lidt råkold aften sidst i april gik jeg småbandende rundt derude med akkuboremaskine og stålbånd og forsøgte at få skruerne til at bide i det rådnende træ.

Pludselig smuttede boremaskinen og perforerede to af mine fingerspidser. Selv om skaden ikke var stor, blødte det voldsom. Jeg stak fingrene i munden og gik ind og fik mig forbundet. Bagefter gik jeg om til Lotte, som gik og rodede i jorden langs garagen for at berette om mine lidelser. Måske med et lille underlæggende håb om, at hun ville se håbløsheden i kasseprojektet og lade bobcat’en komme til.

Der var ingen medlidenhed eller forståelse at hente. Jeg nåede ikke engang at åbne munden, inden hun udbryder: ”Du har ketchup i mundvigene.” Det tager lige et par sekunder, inden jeg fatter, hvad hun snakker om og forsøger at tage til genmæle. Jeg viser mine forbundne fingre.”Jamen, det er sgu blod, fordi…” Længere når jeg ikke, før jeg bliver afbrudt. ”Nå, så er det godt nok sprøjtet lige op i dine mundvige.” Jeg indså, at hun var hård som flint. Kasserne har fået endnu en sæson, og jeg har fået en lektion i kvinders hævngerrighed :-)

Udgivet i Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Frustration…

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke min frustration. Uanset hvordan jeg vender og drejer den, frustrationen altså, kommer jeg til at lyde som et forkælet barn, der hyler over at få frataget sin sukkermad. Ikke desto mindre er den så tyk og allestedsnærværende i mit sind, at min hjerne er ved at eksplodere. Det er ubeskriveligt hårdt at være forældre til et handicappet barn i disse tider. I det hele taget er det hårdt at have skolesøgende børn.

I kommune-administrationens indstilling til børne- og familie udvalget fremgår det, at eleverne på Skolen på Sønderager i Herning skal hjemtages. Det er et undervisningstilbud til børn med autisme. Ganske vist skal det besluttes endeligt i udvalget, om det ønskes, at der skal arbejdes videre med et særskilt projekt til børn med sociale og kommunikative vanskeligheder, eller om det ønskes at integrere disse børn i eksisterende tilbud. Uanset om udvalget træffer den ene eller den anden beslutning, kommer det til at ramme vores familie hårdt.

Min søn har diagnosen infantil autisme, og jeg kan stadig få sved på panden ved tanken om alle de konflikter og problemer, vi havde, indtil han fik det helt rigtige tilbud på Skolen på Sønderager. Der var dage, hvor han skreg lige op i luften, uden vi kunne finde ud af hvorfor. Andre gange smadrede han alt sit legetøj i raseri. Han lå spændt fast i sengen om natten, for ellers løb han rundt om natten. Forestil dig den lettelse det var, da der endelig var tegn på forbedringer, og vi kunne begynde at leve et normalt familieliv.

I dag har vi en elskelig og glad dreng, der tager af sted hver morgen kl. 06.20 med et smil på læben. Han glæder sig til at komme i skole, og han er aldrig ked af at skulle af sted, selv om det er før fanden får sko på. Når det så er sagt, så er det stadigt ikke uden udfordringer. Vi har også to normale sønner. Vi finder det vigtigt, at deres barndom ikke bliver alt for overskygget af, at de har en handicappet bror, hvor potentielt alt kunne komme til at dreje sig om Jesper, hvis vi ikke også var opmærksomme de ”normale” drenges behov.

Det betyder, at jeg har et halvtidsjob, så alle vore drenge får den nødvendige opmærksomme og kærlige opdragelse, der skal gøre dem i stand til at leve et nogenlunde lykkeligt og produktivt liv. Min kone er selvstændig og starter sin arbejdsdag kl. 07.30. Hun kommer hjem ca. kl. 18.00, og som regel har hun lige noget arbejde med hjem. Hendes firma beskæftiger 11 medarbejdere, som skal have løn hver måned, så der er ikke noget at sige til, at hun arbejder hårdt. Det er vilkårene for selvstændige, og det er okay. Vi er ikke utilfredse med vores liv. Vi har indrettet os på en måde, som fungerer for vor familie.

Min frygt består i, at hele balancen i vort liv tipper med kommunens mulige beslutning om at hjemtage Jesper fra Skolen på Sønderager. Der har de mange års erfaring og ekspertise med både pædagogik og didaktik i forhold til elever med autisme. Man kan ikke bare flytte et barn med autisme, uden at det kan få alvorlige konsekvenser for barnets sjælelige ligevægt. Jeg har svært ved at overskue, hvilken betydning det vil få for Jesper, at han skal agere forsøgskanin for kommunens forsøg på at inkludere og integrere alle elever i eksisterende tilbud. Hvad vil det betyde for mine andre drenge, hvis deres bror vælter psykisk? Hvad vil det i det hele taget betyde for de ”normale” børns undervisning, at børn, der har behov for et specialiseret tilbud, skal inkluderes? Alle mine argumenter slås tilbage med ordene: ”Du forudsætter jo bare, at inklusionen ikke lykkes.”

Det værste er ikke ovenstående. Det mest skræmmende er de tanker, der er begyndt at kværne rundt i mit eget hoved på det sidste. Jeg arbejder kun halv tid for at leve op til mit forældreansvar. Det er nødvendigt i vor situation. Min kone knokler som andre selvstændige på at få forretningen til at hænge sammen, så hun dels kan investere i fremtiden og dels tjene penge på sin virksomhed, men primært også for, at de ansatte kan få deres løn. Mellem 60 og 80 % af hver eneste krone (afhængigt af hvem man spørger) folk tjener, ender i statens lommer. Hvis ikke i skat, så i afgifter og bøder på alt mellem himmel og jord. Alligevel kan vores handicappede søn ikke få lov til at blive på den skole, hvor han trives. Hvor bliver alle pengene af? Hvad er det, vi betaler til? Som det ser ud nu, så skal vi selv betale for Jespers skolegang, hvis ikke vi vil gamble med hans mentale velbefindende. Det har vi ikke økonomisk råderum til, sådan som tingene er skruet sammen. Engang var det så enkelt. Vi betalte vor skat med glæde, for vi levede i et samfund, der havde råd til at tage sig af de svage. Det ser bare ud til, at lige meget hvor meget vi knokler og betaler, så forringes serviceniveauet mere og mere. Jeg forudser, at det er op til os selv at spare op til, at Jesper kan leve et anstændigt liv engang, når vi ikke er her længere. Hvordan i alverden skal vi gøre det i et land, hvor vi giver så meget til staten?

Jeg ønsker virkelig ikke at bære rundt på disse tanker. Konsekvensen af det, hvis de ikke forsvinder, kan blive uoverskuelig. Hvad hvis vi bliver nødt til at fortrække til et sted, hvor vi selv kan administrere frugten af vores arbejde for at sikre fremtiden for vores søn? Jeg kan selv høre absurditeten i mine ord. Konklusionen gør mig trist, men alt andet vil jo være lodret uansvarligt over for alle vore sønner.

Og når alt dette er skrevet, så kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de andre svage i vor kommune, som også rammes hårdt af strukturreform, inklusion og besparelser – har de overhovedet overskud til at råbe op? Vor familie er jo slet ikke den eneste familie, som rammes.

Sidst men ikke mindst vil jeg tilføje, at jeg selv er af den opfattelse, at jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg er uddannet folkeskolelærer, har været leder af en specialskole for anbragte unge, har arbejdet med marginaliserede børn og unge i mindst 10 år, jeg er far til et handicappet barn og to ”normale” børn. På trods af dette er det som om, at ingen lytter…

Udgivet i Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Døden på kaminhylden

Den anden aften var vi inviteret til aftensmad hos mine svigerforældre. Som altid var det en hyggelig forestilling, og snakken gik over bordet. Jeg ved ikke helt, hvordan vi endte der; men på et tidspunkt handlede emnet, vi debatterede om, livet efter døden, og om hvad vi hver især ønskede os, at der skulle ske med vore jordiske rester. Der var bred enighed bordet rundt om, at ligbrænding var at fortrække.

Nu var det, at det hele blev meget interessant. Ser du, kære læser, min kone har som regel en meget opfindsom tilgang til gældende normer. Nej, lad os bare skrue op for jubelbarometret og kalde hende innovativ. Hvem gider at nøjes med at være opfindsom nu om dage? Hun kunne godt tænke sig at have min aske stående på kaminhylden i en dekorativ urne. Faktisk syntes jeg, at ideen var så god, at hvis det var hende, der døde først, så ville jeg gøre det samme. Jeg skal lige tilføje, at mine svigerforældre vist ikke var videre begejstret for ideen, selv om Lotte og jeg også gerne ville have dem stående, når deres tid engang kom. Til gengæld var mine forældre med på vognen.

Når det gælder min kone, er der ikke noget, der kan nøjes med at være en løs, men underholdende snak over en god middag og en flaske rødvin. Næ, nej, hun gik prompte hjem og klikkede sig ind på  www.minsidstevilje.dk for at gøre sin sidste vilje officiel. Tænk dig. Det kunne faktisk ikke lade sig gøre. Der var faktisk nogen, der havde sat sig ned og lavet regler for, hvad man må gøre med sine kæres aske efter en afskedsceremoni og en ligbrænding.

For hulen da, hvor er vi bare gennemreguleret på kryds og tværs i dette land. Dydens smalle vej bliver smallere og smallere, og flere og flere falder uden for rammen af, hvad der er lovligt, hvad der er gangbart på den sociale arena, eller hvad der er gældende normer for den sags skyld.

Dette er blandt andet kommet til udtryk inden for undervisningsområdet, hvor alt for mange elever visiteres ind på specialskoler med en eller anden diagnose hæftet om halsen. Heldigvis er der nogle velmenende politikere, der i et forsøg på at vende den udvikling har lanceret ”Den inkluderende folkeskole”. Vore børn skal til at lære at være mere tolerante overfor dem, der er anderledes.

Jeg synes, at tanken er ædel. Jeg er glad for, at vi ikke er ens. De skæve, de tossede og alle dem, som tænker krøllede tanker, er ofte dem, der gør livet til en fest og giver mig noget at spejle mig selv i og sætter spørgsmålstegn ved, om den måde, som jeg har indrettet mit liv på, er den eneste rigtige. Lad os da gøre en indsats for at få nogle flere af dem ind i fællesskabet og samtidig benytte lejligheden til at hylde forskelligheden.

Den store udfordring er blot, at alle tiders største sociale projekt bliver forvandlet til en ækvilibristisk øvelse i nedskæringer og besparelser i hænderne på kommunerne. Det, som skulle højne tolerancen, er i fare for at komme til at gøre det stik modsatte på den måde, at de elever med særlige behov, der pludselig skal gå i en almindelig folkeskole, kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget i den daglige undervisning, fordi de resurser, der skulle få inklusionen til at lykkes, er sparet væk. I stedet for at blive inkluderet bliver de en kilde til irritation både for klassekammeraterne, deres forældre og lærerne, og dette med en lang tydeligere stigmatisering som resultat. De eneste ofre på det alter bliver vore børn, både de ”særlige” og ”de almindelige”, og det er endda deres hjerner, der skal sikre vor fremtid. Jeg fatter det ikke.

Nå; men her i huset stiller vi os gerne op i gruppen af de tossede og de skæve, når vi engang i fremtiden bryder loven og har vore kære stående på rad og række i dekorative urner på kaminhylden. Jeg håber godt nok, at inklusionsprojektet er lykkedes til den tid, ellers får vi her i huset svære tider.

Udgivet i Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Drømmeland

Den anden dag havde jeg en samtale med en ung kvinde. Hun var droppet ud af skolen for at forfølge sin drøm om at blive musiker. Jeg syntes, at det var modigt, at hun turde slippe jordforbindelsen og kaste sig ud i ukendt farvand, kun med tågede og usikre landkendinger inden for synsfeltet. I sin tid havde hun taget springet af kærlighed til musikken, og fordi hun havde lyst til at skabe sine egne melodier og tekster.

Imidlertid var jagten på det forjættede land, om jeg så må sige, gået i stå. Hun var ikke kommet videre, og hun brugte det meste af tiden med at lave ligegyldige ting, som ikke havde noget med hendes planer og drømme at gøre. Konsekvensen var manglende livsmod og virkelyst og en depression hængende truende over hovedet.

Det viste sig, at det ikke var let at overkomme de forhindringer, der blev lagt på den vej, hun havde valgt at følge. I særdeleshed hendes nærmeste familie gjorde hvad de kunne for at få hende tilbage i det spor, der hedder skole, uddannelse, job og karriere. I bedste mening vel og mærke.

”Det er alt for usikkert”

”Det er kun de allermest talentfulde, der kan leve af det, og det er du ikke.”

”Få dig i det mindste en uddannelse, så du har noget at falde tilbage på.”

Problemet var bare, at hun ikke kunne leve det liv som andre ønskede sig, og samtidig havde hun ikke styrken til at gå den slagne vej alene uden støtte og opbakning. Derfor blev hun hængende i ingenmandsland med en guddommelig indgriben som det eneste håb for fremtiden.

Hvad er det, som vi mennesker er så bange for, når det gælder vor egen fremtid? Hvorfor er der så mange af os, der sætter trygheden højere en friheden? Vi har tendens til at stille os til tåls med elendigheden, fordi vi kender den, i stedet for at gøre noget ved den. Vi bør omfavne utilfredsheden. Den er vor bedste ven, for den er et sikkert tegn på, at det er på tide at rejse sig fra sofaen og slukke for talentshowene for at gøre noget ved tingene. Der kommer ingen og redder os. Hvis vi gør det samme i dag, som vi gjorde i går, så får vi også det samme resultat i dag. Vi er ved at falde over hinanden med henblik på at hælde vor egen frygt ud over dem af vore nærmeste, der vover at træde ved siden af dydens smalle vej og gå efter stjernerne.

For et stykke tid siden læste jeg en artikel i Weekend Avisen. Den handlede om et australsk forskerhold, der havde sat sig for at undersøge, hvorfor der er nogle mennesker, der får mere succes i livet end andre. Som mange andre forventede de at finde høj intelligens og usædvanlige talenter hos de individer, der nød den største succes. Til forskerholdets store overraskelse kunne de hverken finde det ene eller det andet. Der var ganske enkelt ikke nogle genetiske anlæg for succes. Det var heller ikke nødvendigvis børn af særligt velstillede hjem, der gjorde karriere. Det gav jo anledning til hovedbrud og en del kløen sig i nakken. Lige indtil man begyndte at kigge på forsøgspersonernes personlige egenskaber. Her fandt de den fællesnævner der gjorde hele forskellen. Den afgørende faktor.

Den egenskab og evne, som de særligt succesfulde personer besad, var selvdisciplin og behovsudskydelse. De var i stand til at arbejde hårdere og længere end alle de andre i bestræbelserne på at nå deres mål. Det var ikke talent, høj intelligens eller særlige evner. Det var noget så banalt som arbejdsomhed og fokus. Det fantastiske er da, at det er noget, som langt de fleste af os kan lære.

Et sikkert tegn på, at den du taler med ikke er helt tilfreds med sit eget liv, er, hvis han forsøger at fortælle dig, at din drøm ikke er gennemførlig. Lad være med at lade dig slå ud. Saml ikke hans frygt op og gør den til din egen. Nyd suget i maven på din rejse mod din personlige stjernehimmel. En klog mand sagde engang, da han blev spurgt, hvordan han havde fået så stor succes her i livet: ”Det har været 5 procent talent og 95 procent hårdt arbejde.”

Udgivet i Mand og sind | 2 kommentarer

Den dejlige kvindekrop

Hvad er der med det der motion? Vi bliver tudet ørene fulde med, hvor sundt det er, og hvor godt man får det af at røre sig. Der jongleres frit med plusord som ”personligt velvære”, ”livskvalitet” og ”overskud i hverdagen”. Når der skal males med den helt brede pensel, er det ”folkesundhed” og ”fedmeepidemi”, der skal få danskerne til at spænde løbeskoene på, støve cyklen af og melde sig ind i en af de utallige fitnesscentre. Vi bombarderes med docusoap-programmer med svært overvægtige mennesker, der skal tabe sig med et antal kilo svarende til kropvægten på en halvvoksen flodhest. Det hele suppleres med diverse kokke og ernæringeksperter, der er ved at falde over hinanden for at give gode råd om, hvad vi skal fylde i vores indkøbskurve. Som sidste skud på stammen har staten lagt ekstra afgift på fedtet med det eneste resultat, at de, der i forvejen spiser for meget fedt, bare bliver fattigere. Hvis man ikke tager sig sammen, kan man gå rundt med kronisk dårlig samvittighed over, at man enten motionerer for lidt eller æder for meget.

Vi var på vej hjem fra en vellykket vinterferie. Af vanvare kom jeg til at spørge min hustru, hvad hun ønskede sig i fødselsdagsgave, når hun fyldte år i næste måned.

”Jeg fylder jo fyrre…”, lød svaret, og en lille trækning ved hendes ene øje begyndte at hoppe lystigt.

Den 40 års fødselsdag. Jeg har mine egne traumatiske barndomsminder fra den gang, hvor min mor fyldte 40 år. Hele dagen nægtede hun at gå uden for en dør. Hun sneg sig langs gulvet i lav kryb og viste en fabelagtigt evne til at gå i et med væggen, når der blev banket på døren. Vi børn blev tvunget til at gå ud til døren og lave gode miner til slet spil, mens vi smilende og undskyldende tog imod gaver og erkendeligheder fra naboer og venner. Et vaskeægte eksempel på momentan sindssyge.

”Jeg kunne godt tænke mig at komme i form igen”, fortsatte hun.

 ”Okay”, svarede jeg tøvende og forbandede mig selv for ikke at have holdt min kæft.

”Du har cirka en måned, så der skal altså arbejdes for det.”

Nu skylder jeg lige dig, kære læser, at fortælle, at i det sidste lange stykke tid har jeg ikke kunnet tvinge hende op af stolen. Konens eneste motion har bestået i at rejse sig fra computeren og gå ud i skabet for at hente flere skumfiduser eller romkugler, selv om hun på alle andre områder af livet er enormt energisk. Jeg var en lille smule skeptisk over for projektet, men terningerne var kastet, og her i familien har vi for vane at bakke hinanden op i de mest vanvittige indskydelser. Da vi kom hjem, satte jeg mig til – i egenskab af uddannet fitnessinstruktør – at planlægge et tredive dages træningsprogram, der på rekord tid skulle bringe min viv tilbage til sin fordoms ungpige krop.

Bleg, svedende og prustende, men fattet og målrettet kæmpede hun sig den følgende dag gennem den første seance. Første skridt mod en mave som et vaskebræt og baller af stål var taget.

Jeg sad der med stopuret og betragtede hendes anstrengelser, mens de kvindelige attributter gyngede og dansede for mine øjne. Det eneste jeg tænkte var: Hold kæft, hvor er hun dejlig. Jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg egentlig var medvirkende til at få al den smækkerhed til at forsvinde. Jo da, jeg er en varm tilhænger af motion, men hvorfor er målet altid at få de tegn på kvindelighed, som vi mænd holder allermest af, til at forsvinde? De runde hofter og lår, de fyldige baller, den bløde mave og de tunge bryster. Det hele skal væk, og kvinder i store dele af den vestlige verden torturerer sig selv både mentalt og fysisk for at opnå et skønhedsideal, som er dikteret af en flok skabede designere, der skal have nogle skeletter at hænge deres seneste kreation på. Det er da tankevækkende, at de selvsamme højt hyldede modeskabere kun formår at lave tøj til kvinder med spiseforstyrrelser. Når man spagt kommer med indvendinger og vover at nævne, at man faktisk godt kan lide madammen, som hun er, henvises der aggressivt til Chris Mac Donald eller en af de andre broccoli-ædende fanatikere, der i øvrigt akkompagneres af stående politiske klapsalver.

Efter træningen og således loaded med god samvittighed gik turen hen til computeren, hvor hun med forventningsfuld mine gav sig til at studere al det smarte tøj, som hun i den nærmeste fremtid skulle smyge sin nye slanke og veltrænede krop ned i.

På en måde er det underligt, at det ikke længere har den samme betydning, hvad vi mænd synes er sexet eller pænt. Det virker heller ikke til, at det handler om personligt velvære og fysisk sundhed. Lidt for meget på sidebenene er et tegn på ligegyldighed og en svag karakter, og en slank og veltrænet krop er et tegn på kontrol og viljestyrke. Motivationen for at holde sig i form er for mange negativ. Den ligger tryg og godt i forestillingen om, hvad omgivelserne tænker om os. Derfor går motion ofte hen og bliver en sur pligt, der er forbundet med smerte og selvpineri i jagten på den evige ungdom og den perfekte krop. Det værste er, at vi mænd ikke er meget anderledes, når det kommer til stykket. Måske skulle der tænkes lidt mere på den mentale folkesundhed. Motion burde vel udspringe af en indre lyst og være forbundet med glæde og begejstring. Desuden er det ikke fedtprocenten, der er bestemmende for, om man er et godt eller et dårligt menneske. Tynde mennesker kan også være nogle dumme svin og have det ad helvede til med sig selv. Lidt trist til mode over disse refleksioner gik jeg ned i styrkeklubben og lavede 10 sæt tunge dødløft.

Udgivet i Mand og sind | 7 kommentarer

At leve er at…?

I slutningen af oktober bragte Dagbladet en artikel om min hustru. Hun havde i forbindelse med interviewet nævnt, at vi havde planer om at taget 1 års overlov fra sommeren 2012. Det var noget, vi havde aftalt for lang tid siden. Hvert syvende år skulle være et sabbatår, hvor vi tog os tid til at finde hinanden, vore børn og i det hele taget tage tilværelsen op til revision. Vi ville ikke ende med at sidde i hver vores rullestol og tale om, hvor alle årene blev af. Der skulle være tid til refleksion og tid til at undersøge, hvad livet og verden ellers kunne byde på udover at arbejde og samle sig materiel velstand.

Vore forældre, søskende, nære venner og Lottes medarbejdere var bekendt med planen, men alligevel tror jeg ikke, at folk havde forstået, hvor alvorligt det var ment. Hvis jeg skal være ærlig var det heller ikke helt virkeligt for mig. Det lå ligesom ude i fremtiden, og når tiden kom… Ja, så var det vel bare at pakke en rygsæk og tage af sted. Hvor svært kunne det være? Med artiklen i Dagbladet blev det officielt, og det gik op for de mennesker omkring os, at det ikke kun var snak og almindelige drømmerier. Pludselig haglede bekymringerne ned over os fra alle sider. Åbenbart var der en masse forhindringer, som vi overhovedet ikke havde taget højde for.

Job, firma, penge, hus, skolegang, bil, kat, karriere og fremtidsmuligheder eller rettere fremtidsumuligheder… ja, det var vist det. Det er da også rigtigt, at der er udfordringer forbundet med hvert enkelt punkt, men jeg har svært ved at få øje på de uoverstigelige forhindringer. Det burde kunne lade sig gøre at løse dem. Katten kan mine forældre passe. De har i forvejen en af dens killinger, og min far er dyrlæge. Mon ikke at de kan klare det. Bilerne sælges. Ungernes undervisning tager jeg mig af, da jeg er uddannet lærer. Huset lejer vi ud eller i værste fald sælger vi det. (Skulle du være interesseret i et tidsbegrænset lejemål, må du gerne henvende dig..). Pengene kræver selvfølgelig lidt samarbejdsvilje fra banken, men indtil nu har vi svaret enhver sit og er snart færdige med at tilbagebetale vor kæmpe opfinderprojektgæld på 750.000 kr. Med hensyn til firmaet, så har Lotte omgivet sig med knalddygtige medarbejdere, som udmærket vil være i stand til at passe biksen i 12 måneder. Som rosinen i pølseenden er der spørgsmålet om mit job. Til det kan jeg kun sige, at min indkomst i forvejen har haft karakter af en parentes i husholdningen, idet jeg har skrevet på min første roman i det sidste år, imens jeg har haft et halvtidsjob. Den bog skulle meget gerne være færdig til udgivelse, inden vi tager af sted. Om ikke andet så har vi i hvert fald øvet os på at være nøjsomme.

Hvad er et år ud af et helt arbejdsliv? Målt i tid er det ingenting. Som det ser ud nu, kan vi forvente at skulle forblive på arbejdsmarkedet til vi er 70 år, hvilket jeg har det fint med. For min skyld har jeg ikke noget imod at blive ved med at arbejde, indtil jeg er 90 år eller 100 år, hvis helbredet ellers kan holde til det. Jeg ser ikke på den måde frem til den tredje alder, hvor der bliver tid til at spille golf og passe køkkenhaven. Til gengæld tager vi os den frihed at give os selv nogle minipensioner gennem livet, for vi regner med at betale det tilbage i den anden ende.

Mange mennesker bruger de første 30 år på skolegang, uddannelse og måske på at få de første børn. De næste 30 år bruges på børn, arbejde og karriere. Ungerne placeres i institution og man knokler derudad og får raget materiel velstand og penge til sig, så ens lån kan blive tilbagebetalt. De sidste 30 år, hvis man har så lang tid tilbage, bruges på at nyde frugten af sit arbejde og gøre alle de ting for sine børnebørn, som man ikke havde tid til at gøre for sine egne. For så vidt er der ikke noget galt i det. Enhver kan stadig gøre, som han eller hun har det bedst med, men det er ikke den eneste måde at leve sit liv på. Der findes heldigvis mange måder at leve sit liv på. Vi gør det på vores måde, og vi gør det fordi, vi tror på, at det fungerer for os. Designermøbler, prydhave og mærketøj siger os bare ikke noget. Der er for at være helt ærlig ikke meget form i vores liv, men vi syntes, at der er masser af indhold. Det er de færreste forundt at få alt, hvad de peger på her i livet, men til gengæld har vi alle friheden til at prioritere det, som vi vælger skal betyde allermest for os.

Glædelig tænksom og reflekterende jul derude ;)

Udgivet i Mand og samfund | Skriv en kommentar

Passion er et tveægget sværd

Jeg har egentlig holdt det for mig selv. I svage øjeblikke har jeg ladet munden løbe, og har fortalt om min passion. Hver gang er jeg blevet mødt med venlig, men tvivlende interesse. Der er flere end mig, der drømmer om at finde deres personlige passion. Jeg har været en af dem, men nu hvor jeg har fundet den, er der perioder, hvor jeg ønsker, at det aldrig var sket. Tilværelsen var bare meget mere enkel dengang, jeg ikke kendte den, passionen altså.

Hvordan kan det være? Ville det være nærliggende at spørge. Det vil jeg forsøge at give et svar på. Mest af alt for min egen skyld. Passion kommer af det græske ord for lidelse. Det er ikke ubetinget en dans på roser at finde lige det, man ønsker at beskæftige sig med her i livet. Sikke noget vrøvl, er der nogen, der kunne finde på at indvende. For så vidt er det rigtigt. jeg ønsker, jeg håber, og jeg leder, og når jeg så endelig finder det, jeg leder efter og håber på, så viser det sig, at det er et tveægget sværd. Det er ikke entydigt lykken at finde sin passion, for alt, hvad jeg tillægger betydning her i verden, har en iboende smerte. Fordi jeg finder det vigtigt, er jeg også bange for at fejle, for ikke at slå til, for at blive skuffet, for at ingen vil bryde sig om det, jeg laver, alt imens jeg gentagne gange oplever begejstringens beruselse, når jeg kommer i flow, og verden går op i en højere enhed. Det handler om følelser, næsten som en forelskelse. Jeg kan ikke leve uden den elskede, og samtidig er jeg hudløs og sårbar i hænderne på genstanden for min kærlighed.

For mit vedkommende handler det om at skrive. For næsten et år siden, startede jeg på at fortælle en historie. Hver eneste dag satte jeg mig til tasterne og glædede mig oprigtigt til at se, hvor personerne i min fortælling førte mig hen. De havde deres eget liv i min hjerne, og jeg kan ikke tælle de morgener, hvor jeg ikke anede, hvor jeg ville ende henne. Tingene skete bare, og historien udfoldede sig for mig, efterhånden som tiden gik. Hver evig eneste dag sad jeg i timevis i selskab med Dan, Anne, Karl, Aziz, George og mange andre imaginære personligheder, mens de levede deres liv gennem min hjerne og mine fingre. Jeg delte deres sorger, glæder, begejstring, vrede, had, frustrationer og deres lykke. 24 timer i døgnet kværnede historien rundt i mine tanker, og når jeg sov, drømte jeg om dem. Det optog al min tid, og det har været svært at beskæftige mig med noget andet.

En dag for ikke ret lang tid siden var det forbi. Jeg var færdig. Første del af historien var slut. 700 sider var skrevet. Det var med ambivalente følelser, at jeg kunne fortælle min kone, at jeg var nået i mål. På den ene side var det dejligt, at jeg kunne hvile min overanstrengte hjerne, men på den anden side var jeg ked af at skulle slippe de mennesker, jeg var kommet til at kende så godt. Hvad skulle jeg nu få tiden til at gå med? Vi aftalte, at jeg skulle tage drengene med op til mine forældre, så hun kunne få fred til at læse det, som jeg havde skrevet. Aldrig har jeg haft en mere forfærdelig weekend. Jeg havde det rent ud sagt ad helvede til, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Jeg overbeviste mig selv om, at det altid var svært at lade andre læse det, som jeg havde skrevet.

Efter 48 timer i uvishedens ulidelige mørke, vendte jeg tilbage til hjemmets arne sammen med mine drenge. Et enkelt blik på min hustru fortalte mig, at den var rivende gal. Hun havde hverken kunnet finde hoved eller hale i det, jeg havde lavet. På to hele dage, havde hun formået at læse ca. 50 sider inden, at hun havde opgivet. Jeg var knust, og min mave snørede sig sammen i angst. Havde jeg spildt et helt år på noget fuldstændigt ulæseligt lort, rent ud sagt?

”Jamen, du har skrevet alt ned. Alle tanker, alle dialoger og omgivelserne er beskrevet i pinefulde detaljer. Du må tro, at læseren er snotdum. Og kronologien, det er noget værre rod. Alle de flashback. Det er ikke til at finde rundt i, men jeg kan godt lide historien. Den rører ved noget i mig.”

Dér gik det op for mig. Jeg havde brugt tiden på at fortælle historien for mig selv. Det var slet ikke meningen, at andre skulle se den i den form. Det var derfor, at jeg havde haft det så elendigt. Det svarede til at give en anden direkte adgang til min inderste sjæl. Den gav mening for mig, fordi det var mig, der havde skabt fortællingens univers. Dermed var det ikke sagt, at andre ville kunne skabe mening i min beretning. Jeg indså, at det eneste, jeg havde lavet, var forarbejdet. Nu drejede det sig om at gøre materialet læsbar og forståelig for en læser, der af gode grunde ikke kunne læse mine tanker. Jeg skulle starte forfra med at fortælle historien en gang til for andre end mig selv. Jeg blev endnu en gang truffet af passionens tveæggede klinge. På det ene side var det næsten uudholdeligt, at jeg kunne se frem til minimum et halvårs arbejde mere, og på den anden side glædede jeg mig til endnu mange timer i selskab med de mennesker, jeg kendte så godt. 

Det første råd til den, som tænker på at skrive en roman, er: ”Lad være!” For mit eget vedkommende er jeg på trods af budskabet lykkelig for, at det råd aldrig nåede mine ører. Naiv og fuld af tro på egne evner kastede jeg mig ud i et umuligt projekt. Jeg er for lang tid siden nået til ”the point of no return”, og om ikke andet, så mærker jeg hver eneste dag, at jeg lever. Er det ikke det, livet handler om? At springe ud med begge ben dér, hvor man ikke kan bunde og så håbe på, at man lærer at svømme?

Udgivet i Mand og sind | Skriv en kommentar

Krigeriske gener

Denne gang har det været svært at skrive en klumme. Jeg har gået rundt som katten om den varme grød i dagevis, uden at jeg har fundet et emne, der har været tilstrækkeligt interessant til, at jeg ville bruge mine dyrebare ord på det.

Problemet var, at vi skulle på efterårsferie i Sverige. Helt deroppe hvor kragerne vender, og hvor vi er tvunget til en uge offline. Med andre ord: Denne klumme skulle været skrevet inden fredag i uge 41.

I desperation over manglen på inspiration, startede jeg med at spørge min yngste søn, hvad klummen skulle indeholde. Det anede han ikke en skid om, som han farverigt udtrykte det. Ikke engang da jeg fortalte, at det ville komme i avisen, kunne det få ham op af stolen. Det måtte jeg selv om.

Jeg besluttede mig for, at jeg ville give en anden af mine håbefulde sønner indflydelse på klummens indhold. Jeg henvendte mig til den ældste. Han havde til gengæld et bud på, hvad der ville interessere læserne i det vestjyske. Jeg skulle berette om hans seneste fabrikation af dødbringende våben.

Okay, sagde jeg, og anstrengte mig for at lyde pædagogisk anerkendende. Jeg havde godt nok lagt mærke til, at han havde gået og syslet med spidse pinde, tøjklemmer og elastikker. Han havde endda været inde i bogreolen efter en bog. Jeg kunne jo ikke sige mig fri for en vis følelse af stolthed over, at min søn således søgte at udvide sin horisont og visdom gennem lødig børnelitteratur.

”Jamen, lad mig da se, hvad du har lavet, min søn.”

 Glædestrålende løb han op på sit værelse og hentede arsenalet. Han linede hele molevitten op på køkkenbordet som en anden våbenhandler i den tredje verden, så jeg frit kunne beskue herlighederne. Jeg må indrømme, at anordningerne var et skoleeksempel på kreativitet og innovativ tankegang.

Først var der armbrøsten. Den var fremstillet af to pinde, en ballon, et stykke haveslange og en tøjklemme. Den kunne skyde en pil, på ca. 30 cm 15 m gennem luften, og efterfølgende kunne den bore sig ind i en papkasse. Af en kuglepind var det lykkes ham at kreere hele to ubestemmelige våben. Begge kunne springe en ballon på 5 meters afstand. Hvilket bringer mig frem til den famøse bog, som jeg var så stolt af, at han havde hentet. Den var også omdannet til et våben ved hjælp at elastik, haveslange og tøjklemme.

Jeg kunne ikke lade være med at beundre min søns opfindsomhed, men alligevel. Mens jeg sad og kiggede på genstandene, tænkte jeg på et ordsprog, jeg engang havde hørt: ”Pennen er mægtigere end sværdet.” Det fik en hel ny betydning. I hvert fald når pennen kom i hænderne på min søn. Han ville fluks omdanne den  til et skydevåben. Så kunne man stå der med sit sværd og blive skudt ned af en knægt med en kuglepind.

Det andet ”våben”, der skar mig lidt i øjnene, var det, som var fremstillet af en bog med titlen ”Søren og den hvide ged.” Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan han kunne se på en bog, der handler om en dreng, der redder en ged ned fra bjergene, og tænke: ”Jeg tror sørme, at jeg laver et skydevåben ud af den.” Jeg formoder, at han ikke er meget anderledes end andre drenge, selv om der udelukkende er tale om en vurdering fra min side. Man ved jo aldrig, men man håber vel altid som far, at ens afkom ikke skiller sig alt for meget ud.

Faktum er, at vi mænd lige siden tidernes morgen har udvist den mest fantastiske opfindsomhed, når det gælder om at finde metoder til at slå hinanden ihjel. Selv børnebøger og kuglepinde kan, hvis man er opfindsom nok, omdannes til våben. Måske er det bare noget, der ligger i vore gener, og måske kæmper jeg mod vindmøller, når jeg forbyder mine drenge at spille krigsspil på deres Playstation. Ikke desto mindre nægter jeg at give efter for det stigende pres fra mine drenge.

De må spille de spil, der svarer til deres alder. Det kan godt være, at der findes spil, hvor aldersgruppen ikke svarer til spillets indhold, men der er nogle mennesker, der har gjort sig den ulejlighed at forsøge sig med en kvalificeret vurdering. Det gør forældrerollen lidt nemmere. Jeg hverken kan eller vil sætte mig ind i alle de spil, som mine sønner plager mig om. Jeg hygger mig med, at de selv må sætte sving i hjernecellerne og fingerfærdigheden for at få mulighed for at udleve deres krigeriske tilbøjeligheder. Det giver mig en vis pædagogisk tilfredshed, at de ikke får volden serveret ved et enkelt tryk på en knap.

Udgivet i Far og søn(er) | En kommentar

Valg på spidsen

Lad os droppe partisnakken og de politiske ideologier, for har vi ikke for længe siden passeret klassekampen mellem borgerskabet og proletariatet? Vi er jo alle sammen enige om, at velfærdsstaten er kommet for at blive. Det handler ikke længere om idealisme og ideologi, men derimod om magt og indflydelse. Vi skal som vælgere ikke tage stilling til, om vi ønsker et samfund, hvor staten har mere eller mindre indflydelse på vor tilværelse. Næh, vi skal vælge, hvem der bedst kan forvalte den organisation, der udgør skelettet i ”Denmark & co”.

 Valget er blevet til et spørgsmål om økonomisk ansvarlighed, hvilket, oversat til almindeligt dansk, betyder besparelser på statens udgifter, vel og mærke uden at forringe det offentlige service niveau. Så kan man jo godt spørge sig selv om, hvordan det skulle kunne lade sig gøre? Ingen er åbenbart villig til at sætte spørgsmål tegn ved, om velfærdsmodellen, som den ser ud i skrivende stund, overhovedet er realistisk at videreføre i et globaliseret samfund. Vi mennesker anser vor tryghed som langt vigtigere end vor frihed, og det ved politikerne udmærket. Derfor er de ved at falde over hinanden for at forsikre deres vælgere om, at de ikke vil rokke ved grundpillerne i velfærdsmodellen, hvis de kommer til  magten. Skytset består af komplicerede økonomiske beregninger for, hvordan vores samfund, som vi kender det, skal finansieres. Problemet er bare, at forudsætningen for, at regnestykkerne skal kunne gå op, er mere eller mindre usikre forudsigelser om fremtiden.

Ja, jeg ved godt, at ovenstående har karakter af et surt opstød. Jeg vil nu hellere kalde det et udtryk for et anfald af politikerlede. Lad mig være ærlig. Der skal en katastrofe af apokalyptiske dimensioner til, hvis jeg skal flytte mit kryds, når jeg står i stemmeboksen. Det ville være alt for grænseoverskridende, og måske endda en kilde til angst. Næh, det er langt mere sikkert og trygt at stemme på det parti, jeg altid har gjort. Jeg vil indrømme, at jeg nogen gange har overvejet at stemme blankt, men jeg har altid besindet mig i sidste øjeblik. Det ville jo alt andet lige være en noget forkølet og intetsigende protest. Jeg er trods alt borger i et demokratisk land, og derfor anser jeg det som min pligt at stemme, og når nu valget er mellem pest eller kolera, så kan jo lige så godt vælge det, som jeg plejer. Jeg orker ikke at forholde mig til symptomerne ved en ny lidelse.

Jeg tillader mig at antage, at der er mange vælgere derude, som har det nogenlunde lige, som jeg har. Det betyder, at vore politikere kan koncentrere sig om de 10 %, der tvivler. Resultatet bliver en skamløs leflen fra alle politikere for en meget snæver del af befolkningen. Når jeg som vælger fortvivlet forsøger at samle mig om en af de tragikomiske dueller på tv mellem rød og blå blok, taber jeg som regel tråden. I store træk synger de alle sammen den samme sang, med ganske få nuancer i tonelejet. Man skal jo være en politisk nørd for at kunne skelne forskellen.

Udgivet i Mand og samfund | Skriv en kommentar